Årets ungdomsstinker
1.0
Til trods for en solid fortsættende promotionskampagne for filmen, så har man ikke mange ord til overs, for hverken instruktøren eller skuespillerteamet. Den debuterende Carsten Myllerup har med denne film komprimeret et makværk, bestående af alt lige fra sukkersødt pubertetsskavanker, kærlighedssorger, en forhastet sammengejlet bestillingshistorie, og en slutning som jeg allerede har glemt. Det er helt og aldeles noget af det mest himmelråbende idioti, jeg længe har oplevet i en dansk biograf.
Skuespillet er frygtelig stift, replikkerne er kejtet upassende og unaturligt indflettet, og skuespillerne viser næsten ingen personlige evner. Kun Laura Christensen har erfaring med mediet, som hun med profession bestod i den populære dramaserie Taxa, mens hun i Tøsepiger bragte sig selv ind som den temmelig faconnerede og manuskriptklistrende teenagepige, hvis evner ikke rakte til andet end en ujævn børnefilm. I Midsommer viser hun helt uhæmmet overkroppen op til flere gange. Om det blot er for at demonstrere hendes nu voksne attitude, eller et snedigt trick fra instruktørens side, for at få lokket flere unge i biografen, det vil jeg lade stå ubesvaret hen. Kristian Leth præsterer en gennemsnitlig stabil præstation, uden dog at komme i nærheden af hvad man ellers lige for tiden forbinder med dansk films aktørgennemsnit. Den svenske Tuva Novotny spiller købmandens flinke pige (som hevet ud af en pornofilms historie), som tilfældigvis kommer med til Sankt Hans festen. Hendes tidligere medvirken i Jalla! Jalla! (2001), har efter hendes eget udfald i denne film, givet hende en vis portion mere erfaring, mod og talent, end de andre tåber formentlig nogensinde kommer i nærheden af. Men dette plus i den sorte bog, skal dog ikke afholde mig fra at kritisere hendes miserable replikker og generelt kejtede placering i historien. Men det er jo ikke hendes skyld! Jon Lange og Nikolaj Jandorf ligger inde med filmens mest elendige skuespillerpræstation. Deres stive sjofle jokes og angstregnende figur, gør dem til filmens mest pinlige helte. Det er en sansebedøvende barriere af tåbelige replikker og langt ude plotmoduler.
Filmens mest pointløse side er dog med sikkerhed, de ubegavede forsøg på intelligent non-suspense horrorsekvenser. Skyggen der fór forbi kameraet, billygterne der tænder og slukker, barnestemmen i det fjerne… vi har hørt og set det hele utåleligt mange gange før, endda i meget bedre udgaver. Myllerup får aldrig kontrol over hans hungeren efter at vise sine visuelle styrker, men det hele går forgæves med flere pinlige forsøg på uhyggelige gys. Det forringes desuden af en himmelråbende slutning, hvor det hele ender i ét stort kaos, hvor alle er mistænkte for alting, og hvor barnestemmen lige pludselig er midtpunktet i hele filmens start.
Desværre har vi med en af denne slags megastinkere at gøre, at et kig på sagen, ikke ville være det værd. Det hele er nemlig så utryggende hurtigt sat sammen at ens begejstring for dansk film, desværre kommer til at falde en oktav eller to efter denne oplevelse.
Filmens bioposter er den sædvanlige fotocollage, som består af tre ansigter på sort baggrund. Jeg glæder mig til den dag, hvor en teenagehorrorfilm endelig finder opfindsomheden frem, og får dannet sig et ordentligt cover.
Midsommer og dets produktionsselskab Cosmo Film skal skam nok få sin succes, men jeg tvivler stærkt på, at filmens spændingskvalitet og skrækorgier vil gå ind hos publikummet. For der er ikke tale om andet end en teenagestinker, som med sine tydelige leflen for det unge publikum (sukkersøde pubertetsproblemer – endda!) og kiksede forsøg på at få lidt uhygge ind i den elendigt klippede storyline, aldrig formår at få nogen klokker til at ringe.
Filmens visuelle side, må siges at det mest nævneværdige i filmen. For når hverken skuespillet eller plottet nogensinde kaster sig ud i noget dragende eller opfindsomt, så er det tiltrængt med en ordentlig kameraføring, for at det hele ikke skal gå helt tabt. Men uden at være prangende, så er Rasmus Videbæks generelle visuelle aspekter, en fin tilføjelse, til en film som dog aldrig kan reddes.
Så efter en glimrende krydsklippet trailer, falder hele herligheden desværre til jorden, i årets største danske makværk af en ungdomsfilm. For jeg kan umiddelbart ikke finde nogen lyspunkter ved filmen, som bør være grund nok til at skulle se dette ringe ungdomsvrag, som eftersigende er blevet udnævnt som ungdomsthriller.
Skuespillet er frygtelig stift, replikkerne er kejtet upassende og unaturligt indflettet, og skuespillerne viser næsten ingen personlige evner. Kun Laura Christensen har erfaring med mediet, som hun med profession bestod i den populære dramaserie Taxa, mens hun i Tøsepiger bragte sig selv ind som den temmelig faconnerede og manuskriptklistrende teenagepige, hvis evner ikke rakte til andet end en ujævn børnefilm. I Midsommer viser hun helt uhæmmet overkroppen op til flere gange. Om det blot er for at demonstrere hendes nu voksne attitude, eller et snedigt trick fra instruktørens side, for at få lokket flere unge i biografen, det vil jeg lade stå ubesvaret hen. Kristian Leth præsterer en gennemsnitlig stabil præstation, uden dog at komme i nærheden af hvad man ellers lige for tiden forbinder med dansk films aktørgennemsnit. Den svenske Tuva Novotny spiller købmandens flinke pige (som hevet ud af en pornofilms historie), som tilfældigvis kommer med til Sankt Hans festen. Hendes tidligere medvirken i Jalla! Jalla! (2001), har efter hendes eget udfald i denne film, givet hende en vis portion mere erfaring, mod og talent, end de andre tåber formentlig nogensinde kommer i nærheden af. Men dette plus i den sorte bog, skal dog ikke afholde mig fra at kritisere hendes miserable replikker og generelt kejtede placering i historien. Men det er jo ikke hendes skyld! Jon Lange og Nikolaj Jandorf ligger inde med filmens mest elendige skuespillerpræstation. Deres stive sjofle jokes og angstregnende figur, gør dem til filmens mest pinlige helte. Det er en sansebedøvende barriere af tåbelige replikker og langt ude plotmoduler.
Filmens mest pointløse side er dog med sikkerhed, de ubegavede forsøg på intelligent non-suspense horrorsekvenser. Skyggen der fór forbi kameraet, billygterne der tænder og slukker, barnestemmen i det fjerne… vi har hørt og set det hele utåleligt mange gange før, endda i meget bedre udgaver. Myllerup får aldrig kontrol over hans hungeren efter at vise sine visuelle styrker, men det hele går forgæves med flere pinlige forsøg på uhyggelige gys. Det forringes desuden af en himmelråbende slutning, hvor det hele ender i ét stort kaos, hvor alle er mistænkte for alting, og hvor barnestemmen lige pludselig er midtpunktet i hele filmens start.
Desværre har vi med en af denne slags megastinkere at gøre, at et kig på sagen, ikke ville være det værd. Det hele er nemlig så utryggende hurtigt sat sammen at ens begejstring for dansk film, desværre kommer til at falde en oktav eller to efter denne oplevelse.
Filmens bioposter er den sædvanlige fotocollage, som består af tre ansigter på sort baggrund. Jeg glæder mig til den dag, hvor en teenagehorrorfilm endelig finder opfindsomheden frem, og får dannet sig et ordentligt cover.
Midsommer og dets produktionsselskab Cosmo Film skal skam nok få sin succes, men jeg tvivler stærkt på, at filmens spændingskvalitet og skrækorgier vil gå ind hos publikummet. For der er ikke tale om andet end en teenagestinker, som med sine tydelige leflen for det unge publikum (sukkersøde pubertetsproblemer – endda!) og kiksede forsøg på at få lidt uhygge ind i den elendigt klippede storyline, aldrig formår at få nogen klokker til at ringe.
Filmens visuelle side, må siges at det mest nævneværdige i filmen. For når hverken skuespillet eller plottet nogensinde kaster sig ud i noget dragende eller opfindsomt, så er det tiltrængt med en ordentlig kameraføring, for at det hele ikke skal gå helt tabt. Men uden at være prangende, så er Rasmus Videbæks generelle visuelle aspekter, en fin tilføjelse, til en film som dog aldrig kan reddes.
Så efter en glimrende krydsklippet trailer, falder hele herligheden desværre til jorden, i årets største danske makværk af en ungdomsfilm. For jeg kan umiddelbart ikke finde nogen lyspunkter ved filmen, som bør være grund nok til at skulle se dette ringe ungdomsvrag, som eftersigende er blevet udnævnt som ungdomsthriller.
26/01-2003
