Prøv Igen

Soldat (Affleck) forelsker sig i sygeplejeske (Beckinsale) og imens planlægger japanerne et storstilet angreb på USA’s flådebase på Hawaii, hvor de befinder sig.

Superkommerciel og fæl politisk og pædagogisk korrekt kærligheds- og krigsfilm, hvor alle personerne fremstår som papfigurer uden nogen form for dybde, der render rundt i et lyserødt Disneyland og kigger forelsket på hinanden, uden at have en eneste god replik at fyre af.

Det meste af historien er på højde med ugebladsnoveller, og med en dyb tåbelig slutning af værste skuffe man kan brække sig over, men hvor det lange og teknisk perfekte angreb på Pearl Harbor redder filmen hjem og gør den værd at se, trods alt.

Filmen byder på en masse af den værste form for korrekthed, som det at der tilsyneladende ikke er nogen personer der ryger, ingen utroskab i hvad der ellers skal forstille et trekantsdrama og den slags, mens at japanerne filmen igennem undskylder deres handling så meget (de skal jo nødig fremstå alt for meget som skurke, når filmen vises i Japan), at selv om det er fint at de ikke blot fremstilles som onde, så bliver det dybt urealistisk, ensidigt og lettere pinligt. Filmen her skal bare sælge så mange billetter så muligt, og så må den for alt i verden ikke støde nogen mennesker overhovedet, men det går også ud over filmen, som fremstår som glat og poleret popkorn underholdning i bedste (læs: værste) Danielle Steel stil.

Men altså, alt var kørt i stilling til at denne meget dyre film skulle blive en megasucces, og en succes blev den da også, om end ikke nær så stor som man regnede med, og tak for det.

Filmen hævder at være bygget på de sande begivenheder, og det er den måske nok, men den fremstår alligevel så dybt utroværdig at den er svær at sluge. Det skal siges, at kun selve krigshandlingerne har lidt hold i virkeligheden, mens den kvalmende sødsuppe kærlighedshistorie, som reddes en smule af de sympatiske skuespillere, ikke er det.

På det tekniske plan er det en meget flot film, vil jeg dog have lov til at sige, den er ikke nær så ringe som sit rygte. Det er en såkaldt storfilm (selv om det mest er på prisen den har kostet den fortjener det prædikat, den kan ikke hamle op med de fleste andre rigtige storfilm), og set i biografen byder den faktisk på imponerende billeder og medrivende krigshandlinger, men med så meget bulder og brag under angrebet, at nogle sikkert vil stå af og hade det.

Minder på mange måder om “Titanic”, og kan vel kaldes en efterligning af en art, blot dårligere.