Stilitisk narkofilm
4.0
Knægten fra Cravens teenageslasher-klassiker, A Nightmare One Elm Street (1984), og bøssekarlen fra Before Night Falls (2000), Johnny Depp, leverer uhæmmet filmens mest nuancerede og stilistisk korrekte skuespillerpræstation, og samtidig et direkte hjælpemiddel til filmens engageringsværdi, og førstehåndsindtryk. En vigtig redning, da størstedelen af filmen er stil og kun en sjælden gang substans, og det bringer filmen i lidt af et paradoks, hvor instruktøren Ted Demme, desværre koncentrerer sig for meget om filmens stil, look og billedside, end selve filmens plotline. Og det skaber ufred i den ellers forholdsvis underholdende oplevelse, da man aldrig hverken finder ud af filmens karakterer, eller sideløbende historier.
Det må siges at være den største kritik af filmen, at selve historien er flettet for løst og usammenhængende sammen, og de mange scenehop, gør bestemt ikke situationen bedre. Dette medfører både en frustration hos seeren, men også en mangel for baggrundsviden, og generel iscenesættelse. For det er ikke fordi at historien er uinteressant, men den fortælles for uhåndgribeligt og ugæstfrit, og det gør den samlede oplevelse til en oplevelse af de tre årtiers stil, natteliv og kulør, og sjældent historien om den sande smugler George Jung. Havde instruktøren brugt mere tid på at fortælle George Jungs livshistorie, så havde hele filmen med sikkerhed have haft mere gavnlig substans, og beroligende baggrundsviden, end tilfældet. Men kan man lide den løse og ekstensive plotmæssige skabelon, så kan Blow kun blive et hit.
Skuespillet leveres som sagt sublimt og stabilt af henholdsvis Johnny Depp, Penélope Cruz og Franka Potente. Depp må siges at være filmens største oplevelse, især på baggrund af hans tidligere glimrende medvirkende, som fx i det forbløffende vellykkede gangsterdrama, Donnie Brasco (1997). Rollen passer den unge Kentucky-knægt fint, som han overvinder uden nogen skavanker. Penélope Cruz, som i 1997 havde en mindre birolle i Ringgaards danske drama, Et Hjørne af Paradis, leverer i denne film en sikker præstation, uden at hun finder de helt store trumfer frem. Generelt så har vi at gøre med et gennemført sammensat skuespillerhold, som hver i sær indskyder en gevaldig dosis ægte stil, til ens indtryk af værket. Den gangstererfarne men desværre lidt udslidte Ray Liotta, kan desuden ses i en mindre rolle som Fred Jung.
Blow er en lækkerbisken for fans af den berygtede genre, mens de uindviede må nøjes med de lækre solbeskinnede billeder, som flere gange placerer sig som filmens definitive midtpunkt. Kameraføringen er frisk og letfordøjelig, og er ikke nær så anstrengt som fx i den langsommelige GoodFellas (1990). Flere gange synes inspirationen fra Scarface (1984) desuden at komme tæt på. Mange af de mindre, men underholdende sekvenser, byder på gensyn med den livlige festglade strand i Miami, præcis som fortolket i Scarface. Demme bør roses for en tilstrækkelig inspiration, uden at det går over gevind.
Filmen har mange underholdende scener, som hænger fast så længe mørket er sænket omkring skærmen eller lærredet, men igen har Demme for meget at skulle holde rede på, og derfor bliver det hele for løst sat sammen og uoverskueligt for seeren. Man glemmer selve historien, og lader sig i stedet drage af de billedsmukke locations. Men da filmen er baseret på en sandfærdig historie, så savner man mere overskuelighed, mere vægt på George Jung som person og hans gerninger, hans følelser og meninger, end hans tilstedeværelse og andres meninger.
Uden at Blow på nogen måder er gennemført på plotlinien, så har den masser af godt stof til nybegynderne af genren, og det er et lyspunkt i filmen. Ironisk nok er filmens afsluttende billede af George Jung, meget mere informationsgivende om hvilket udslag stoffer kan gøre på en, end filmen som helhed.
Det må siges at være den største kritik af filmen, at selve historien er flettet for løst og usammenhængende sammen, og de mange scenehop, gør bestemt ikke situationen bedre. Dette medfører både en frustration hos seeren, men også en mangel for baggrundsviden, og generel iscenesættelse. For det er ikke fordi at historien er uinteressant, men den fortælles for uhåndgribeligt og ugæstfrit, og det gør den samlede oplevelse til en oplevelse af de tre årtiers stil, natteliv og kulør, og sjældent historien om den sande smugler George Jung. Havde instruktøren brugt mere tid på at fortælle George Jungs livshistorie, så havde hele filmen med sikkerhed have haft mere gavnlig substans, og beroligende baggrundsviden, end tilfældet. Men kan man lide den løse og ekstensive plotmæssige skabelon, så kan Blow kun blive et hit.
Skuespillet leveres som sagt sublimt og stabilt af henholdsvis Johnny Depp, Penélope Cruz og Franka Potente. Depp må siges at være filmens største oplevelse, især på baggrund af hans tidligere glimrende medvirkende, som fx i det forbløffende vellykkede gangsterdrama, Donnie Brasco (1997). Rollen passer den unge Kentucky-knægt fint, som han overvinder uden nogen skavanker. Penélope Cruz, som i 1997 havde en mindre birolle i Ringgaards danske drama, Et Hjørne af Paradis, leverer i denne film en sikker præstation, uden at hun finder de helt store trumfer frem. Generelt så har vi at gøre med et gennemført sammensat skuespillerhold, som hver i sær indskyder en gevaldig dosis ægte stil, til ens indtryk af værket. Den gangstererfarne men desværre lidt udslidte Ray Liotta, kan desuden ses i en mindre rolle som Fred Jung.
Blow er en lækkerbisken for fans af den berygtede genre, mens de uindviede må nøjes med de lækre solbeskinnede billeder, som flere gange placerer sig som filmens definitive midtpunkt. Kameraføringen er frisk og letfordøjelig, og er ikke nær så anstrengt som fx i den langsommelige GoodFellas (1990). Flere gange synes inspirationen fra Scarface (1984) desuden at komme tæt på. Mange af de mindre, men underholdende sekvenser, byder på gensyn med den livlige festglade strand i Miami, præcis som fortolket i Scarface. Demme bør roses for en tilstrækkelig inspiration, uden at det går over gevind.
Filmen har mange underholdende scener, som hænger fast så længe mørket er sænket omkring skærmen eller lærredet, men igen har Demme for meget at skulle holde rede på, og derfor bliver det hele for løst sat sammen og uoverskueligt for seeren. Man glemmer selve historien, og lader sig i stedet drage af de billedsmukke locations. Men da filmen er baseret på en sandfærdig historie, så savner man mere overskuelighed, mere vægt på George Jung som person og hans gerninger, hans følelser og meninger, end hans tilstedeværelse og andres meninger.
Uden at Blow på nogen måder er gennemført på plotlinien, så har den masser af godt stof til nybegynderne af genren, og det er et lyspunkt i filmen. Ironisk nok er filmens afsluttende billede af George Jung, meget mere informationsgivende om hvilket udslag stoffer kan gøre på en, end filmen som helhed.
27/01-2003
