Promoveringen af Eminem
2.0
Efter at sangfuglen Britney Spears kørte verden rundt i sin overfladiske filmdebut, Crossroads (2002), var der frygtende miner hos de mange Eminem-fans, da 8 Mile blev annonceret med rapikonet som filmens altoverskyggende hovedrolle. For hvor ofte har vi ikke set at en sangstjerne er endt i en ulidelig selvcentreret musicalkomedie, hvor promoveringen af sangstjernen har haft den altdominerende førsteprioritet. Men den erfarne Hollywood-instruktør Curtis Hanson, formår heldigvis med 8 Mile, at redde en lille bid af fænomenets negative fordomme. Så glem alt om Britney Spears’ skingrende falske kærlighedsviser, og læn dig i stedet tilbage i stolen, og nyd fortællingen om undergrunsdlivet, på den fattige side af motorvejen 8 Mile.
Man skulle umiddelbart tro, at det er en dedikeret fortælling om lyriker-geniet Eminems opvækst, som Hanson fortæller skarpt i denne film. Men den ligger kun tæt på. Mange af filmens scener er blevet skrevet og filmet i samråd med Eminem, for at fremhæve den ægte stemning af bandekrige, og negerrap. Men udover det, så er der heller ingen tvivl om, at filmen er skabt i håb om at Eminem dermed kan få endnu større succes på musikfronten, og dermed få solgt endnu flere skiver af hans seneste udgivelse. Så på den måde hæftes der ikke megen tvivl om, at dette er en klokkeklar bestillingsopgave.
Men ud fra dette, så må det siges at den beslutsomme og effektive promotion for Eminem, som i baggrunden gelejdes fint gennem filmen, er fint passet ind, uden at det hverken bliver for sukkersødt, eller for upassende. Musikken leveres af den tidligere nævnte rapstjerne, også selvom mange af de såkaldte battler som finder sted i filmen, ikke har megen af hans velkendte musik med, så findes der alligevel i lydkulissen, en del kendte musikbider af manden, som har styret international rap op af den beundrede pengerampe. Udover disse velkendte rytmer, så findes der en masse undergrundsmusik, af kendte og ukendte artister. Ikke noget pragtstykke af en musikfront, men oprigtigt fint passende til denne livsbekræftende thriller.
Kameraføringen fungerer fint selvom den aldrig fremhæves som noget vigtigt filmisk virkemiddel. Den står gennem filmen jævnt i baggrunden, uden at bringe sig på kant med stemningen eller rollernes gøremåde. Glimrende, uden at være direkte medvirkende til at filmen samlet får flere point.
Præstationsmæssigt leverer Eminem en noget svingende præstation, som den talentfulde rapper Jimmy. Problematikken i hans præstation opstår især da hans ven og ham selv, synger med på Lynard Skynards evergreen Sweet Home Alabama. Den sekvens står stadig på min nethinde, som en af de mest pinlige eftersynkroniseringer, siden købmanden i Halalabad Blues (2002). Men udover den provokerende mangemillionærs forholdsvise ufine debut, så leverer Kim Basinger en solid præstation, som den frustrerede og fortabte mor til Jimmy. Ikke hendes bedste medvirken i en spillefilm, men en rejsning for filmens ellers noget tamme niveau, er hun mindst værd. Basinger når ikke op på det højdepunkt som man har forventet af hende gennem mange år, men efter min mening, så har hun endnu ikke fået sin ønskerolle. Brittany Murphy er sublim overbevisende, i rollen som Eminems hemmelige elsker. Hun er ikke bare en godt gennemført karakter, hun leverer også en stabil præstation, og det skal hun roses for. Filmens måske største overraskelse er Phifers medvirken i denne film, som må siges at være hendes hidtil bedst leverede præstation. På samvittigheden har den unge festglade amerikaner en stribe af mere eller mindre seværdige ungdomsfilm, heriblandt den velmodtaget Clueless (1995), Girl, Interrupted (1999), og den jævne Riding in Cars With Boys (2001). Filmens samlede skuespillerhold, er hver især med til at skabe en bedre stemning, og dermed må valget af alle filmens aktører, være det rigtige valg fra instruktørens side. Men der hersker på intet tidspunkt tvivl om, at Eminem er filmens bæredygtige ’objekt’, som er det som skal bære filmen til succes, og det fastslås fra starten af. Havde filmen ikke haft en sådan stjerne som filmens fokuspunkt, så ville det hele med sikkerhed ikke være nær så interessant.
8 Miles manuskript er filmens svage punkt. Alt for ofte taber manusforfatteren og instruktøren gnisten, spændingen går af ballonen, og interessemæssigt daler filmens sekvenser i intensitet. Kun visse scener er godt nok skrevet, og hvor påfundene er originale nok til at redde filmens underholdningskvalitet. Så fortælleteknisk, så savner jeg alt for ofte gennem filmen, en mere stabil originalitet, og en bedre sans for interessante ideer og fornøjelige sidespring i filmens scener. Det bliver ikke ligefrem kedeligt, men der er desværre ikke nok tempo på i historien, og det ødelægger underholdningsværdien.
Filmens instruktør, Curtis Hanson, er en erfaren herre i branchen, og det viser han helt tydeligt med denne film. Hans professionelle tekniske midler, er til tider sprudlende, også selvom historien generelt er for sløv. Men Hansons største problem med 8 Mile, er ikke mærkværdigt når man tænker tilbage på hans tidligere film. For selvom L.A. Confidential (1997) var forholdsvis spændende gennem størsteparten af filmen, så kan det ikke tages fra kritikken, at den var for lang, og dette fænomen ses tydeligt i 8 Mile. Ligeså, var hans kritikeroste Wonder Boys (2000) også en tand for lang i enden. I disse måneder er den 57-årige Nevada-kendis i gang med Lucky You, som antegnes som in production.
8 Mile er en glimrende film, som kan sammenlignes med den ordinære sportsfilm, denne gang bare blandet op med rapmiljøet, og det der hører til. Men det forværrer ikke ens indtryk af filmen. For der er ikke den helt store tvivl om den overbevisende rytme, myten om filmens miljø og den glimrende dokumentarisme, som ofte opstår som en sky for himmelen. Og hvis man skulle være i tvivl om hvilken kategori filmen hører til, så kan mesterværket Raging Bull (1980), det endnu mere boksebefængte actionbrag Rocky (1976) og Purple Rain (1984) anbefales. Det er skabelonen fra tidernes store mainstream-sportsfilm, med et udpluk af Eminem og Hansons personlighed, livligt riflet over filmens scener og sekvenser. Så hvis du forventer en Raging Bull II, så bør du vende vrangen ud på alle de forestillinger du har måttet gøre dig. For 8 Mile er primært ikke andet end en alt for stillestående skabelonfilm, som med et jævnt skuespillerhold, og en pæn visuel side, placerer sig som en hurtigt glemt engangsoplevelse, som med sikkerhed ikke er en sjat pis værd ved andet gennemsyn.
Man skulle umiddelbart tro, at det er en dedikeret fortælling om lyriker-geniet Eminems opvækst, som Hanson fortæller skarpt i denne film. Men den ligger kun tæt på. Mange af filmens scener er blevet skrevet og filmet i samråd med Eminem, for at fremhæve den ægte stemning af bandekrige, og negerrap. Men udover det, så er der heller ingen tvivl om, at filmen er skabt i håb om at Eminem dermed kan få endnu større succes på musikfronten, og dermed få solgt endnu flere skiver af hans seneste udgivelse. Så på den måde hæftes der ikke megen tvivl om, at dette er en klokkeklar bestillingsopgave.
Men ud fra dette, så må det siges at den beslutsomme og effektive promotion for Eminem, som i baggrunden gelejdes fint gennem filmen, er fint passet ind, uden at det hverken bliver for sukkersødt, eller for upassende. Musikken leveres af den tidligere nævnte rapstjerne, også selvom mange af de såkaldte battler som finder sted i filmen, ikke har megen af hans velkendte musik med, så findes der alligevel i lydkulissen, en del kendte musikbider af manden, som har styret international rap op af den beundrede pengerampe. Udover disse velkendte rytmer, så findes der en masse undergrundsmusik, af kendte og ukendte artister. Ikke noget pragtstykke af en musikfront, men oprigtigt fint passende til denne livsbekræftende thriller.
Kameraføringen fungerer fint selvom den aldrig fremhæves som noget vigtigt filmisk virkemiddel. Den står gennem filmen jævnt i baggrunden, uden at bringe sig på kant med stemningen eller rollernes gøremåde. Glimrende, uden at være direkte medvirkende til at filmen samlet får flere point.
Præstationsmæssigt leverer Eminem en noget svingende præstation, som den talentfulde rapper Jimmy. Problematikken i hans præstation opstår især da hans ven og ham selv, synger med på Lynard Skynards evergreen Sweet Home Alabama. Den sekvens står stadig på min nethinde, som en af de mest pinlige eftersynkroniseringer, siden købmanden i Halalabad Blues (2002). Men udover den provokerende mangemillionærs forholdsvise ufine debut, så leverer Kim Basinger en solid præstation, som den frustrerede og fortabte mor til Jimmy. Ikke hendes bedste medvirken i en spillefilm, men en rejsning for filmens ellers noget tamme niveau, er hun mindst værd. Basinger når ikke op på det højdepunkt som man har forventet af hende gennem mange år, men efter min mening, så har hun endnu ikke fået sin ønskerolle. Brittany Murphy er sublim overbevisende, i rollen som Eminems hemmelige elsker. Hun er ikke bare en godt gennemført karakter, hun leverer også en stabil præstation, og det skal hun roses for. Filmens måske største overraskelse er Phifers medvirken i denne film, som må siges at være hendes hidtil bedst leverede præstation. På samvittigheden har den unge festglade amerikaner en stribe af mere eller mindre seværdige ungdomsfilm, heriblandt den velmodtaget Clueless (1995), Girl, Interrupted (1999), og den jævne Riding in Cars With Boys (2001). Filmens samlede skuespillerhold, er hver især med til at skabe en bedre stemning, og dermed må valget af alle filmens aktører, være det rigtige valg fra instruktørens side. Men der hersker på intet tidspunkt tvivl om, at Eminem er filmens bæredygtige ’objekt’, som er det som skal bære filmen til succes, og det fastslås fra starten af. Havde filmen ikke haft en sådan stjerne som filmens fokuspunkt, så ville det hele med sikkerhed ikke være nær så interessant.
8 Miles manuskript er filmens svage punkt. Alt for ofte taber manusforfatteren og instruktøren gnisten, spændingen går af ballonen, og interessemæssigt daler filmens sekvenser i intensitet. Kun visse scener er godt nok skrevet, og hvor påfundene er originale nok til at redde filmens underholdningskvalitet. Så fortælleteknisk, så savner jeg alt for ofte gennem filmen, en mere stabil originalitet, og en bedre sans for interessante ideer og fornøjelige sidespring i filmens scener. Det bliver ikke ligefrem kedeligt, men der er desværre ikke nok tempo på i historien, og det ødelægger underholdningsværdien.
Filmens instruktør, Curtis Hanson, er en erfaren herre i branchen, og det viser han helt tydeligt med denne film. Hans professionelle tekniske midler, er til tider sprudlende, også selvom historien generelt er for sløv. Men Hansons største problem med 8 Mile, er ikke mærkværdigt når man tænker tilbage på hans tidligere film. For selvom L.A. Confidential (1997) var forholdsvis spændende gennem størsteparten af filmen, så kan det ikke tages fra kritikken, at den var for lang, og dette fænomen ses tydeligt i 8 Mile. Ligeså, var hans kritikeroste Wonder Boys (2000) også en tand for lang i enden. I disse måneder er den 57-årige Nevada-kendis i gang med Lucky You, som antegnes som in production.
8 Mile er en glimrende film, som kan sammenlignes med den ordinære sportsfilm, denne gang bare blandet op med rapmiljøet, og det der hører til. Men det forværrer ikke ens indtryk af filmen. For der er ikke den helt store tvivl om den overbevisende rytme, myten om filmens miljø og den glimrende dokumentarisme, som ofte opstår som en sky for himmelen. Og hvis man skulle være i tvivl om hvilken kategori filmen hører til, så kan mesterværket Raging Bull (1980), det endnu mere boksebefængte actionbrag Rocky (1976) og Purple Rain (1984) anbefales. Det er skabelonen fra tidernes store mainstream-sportsfilm, med et udpluk af Eminem og Hansons personlighed, livligt riflet over filmens scener og sekvenser. Så hvis du forventer en Raging Bull II, så bør du vende vrangen ud på alle de forestillinger du har måttet gøre dig. For 8 Mile er primært ikke andet end en alt for stillestående skabelonfilm, som med et jævnt skuespillerhold, og en pæn visuel side, placerer sig som en hurtigt glemt engangsoplevelse, som med sikkerhed ikke er en sjat pis værd ved andet gennemsyn.
27/01-2003
