Da Hollywood mødte bølgen
5.0
Baseret på legenden om Bonnie & Clyde, fik Arthur Penn et gevaldigt gennembrud, og skabte en milepæl i amerikansk filmhistorie.
Og så var det endda kun på afbud. Den franske mester Francois Truffaut var først udset til at være instruktør, men nægtede Warren Beatty som hovedrolleindehaver, og da Beatty var en af bagmændende bag filmen, endte det med ikke at blive. Lidt synd for jeg tror Truffaut kunne have givet den det allersidste.
Filmen lægger sig tæt op ad den franske ny-bølge, i sin hyldest til outsiderne og det filmiske fri-sprog, som præger Truaffuts film og ikke mindst Jean-Luc Godards "Pierrot le fou".
Så revolutionerende, som filmen blev modtaget virker den ikke idag, hvor ny-bølge filmene virker mere friske. Men at "Bonnie & Clyde" var sin tids "Pulp Fiction" i amerikansk film er uomtvistelig. Warren Beatty er mest god, men er stadig den svageste af spillerne. Faye Dunaway oser af seksualitet, og stjæler hver en scene. Gene Hackman i sin præ-stjernetid er god, og Gene Wilder debuterer med et genialt komisk øjeblik, som præst på afveje. Også Michael Pollard som sinken Moss er god.
Filmen er interessant fra mange sider. Beattys karakter synes latent homoseksuel, hvilket også var med i det første manuskript. I den endelige film er det impotens, der er hans undskyldning, hvilket betyder han anvender sin revolver som en penisforlænger. Homoseksualiteten synes dog stadig tydelig. Dunaway har derimod nærmest nymfomaniske tendenser. I filmens første scene går hun vileløst rundt på sit værelse, som er hun ved at sprænges. Hun har tidligere nydt seksuel tilfredsstillelse gennem de mange lastbilchauffører, nu er hun for en gang syldt alene og hun keder sig. Hendes karakter synes ta lide af klare ødipale træk, hvilket ses i scenen, hvor de besøger hendes mor. Efter et røveri bliver hun så tændt, at hun kaster sig over Clyde, der affærdiger hende med "I aint not much of a lover boy" The Producion Code var på retur.
De bliver til sidst ofre for deres egne underkendte drifter og en ven på skrømt. En meget vigtig og underholdende film. Meget tæt på 6 stjerner.
Og så var det endda kun på afbud. Den franske mester Francois Truffaut var først udset til at være instruktør, men nægtede Warren Beatty som hovedrolleindehaver, og da Beatty var en af bagmændende bag filmen, endte det med ikke at blive. Lidt synd for jeg tror Truffaut kunne have givet den det allersidste.
Filmen lægger sig tæt op ad den franske ny-bølge, i sin hyldest til outsiderne og det filmiske fri-sprog, som præger Truaffuts film og ikke mindst Jean-Luc Godards "Pierrot le fou".
Så revolutionerende, som filmen blev modtaget virker den ikke idag, hvor ny-bølge filmene virker mere friske. Men at "Bonnie & Clyde" var sin tids "Pulp Fiction" i amerikansk film er uomtvistelig. Warren Beatty er mest god, men er stadig den svageste af spillerne. Faye Dunaway oser af seksualitet, og stjæler hver en scene. Gene Hackman i sin præ-stjernetid er god, og Gene Wilder debuterer med et genialt komisk øjeblik, som præst på afveje. Også Michael Pollard som sinken Moss er god.
Filmen er interessant fra mange sider. Beattys karakter synes latent homoseksuel, hvilket også var med i det første manuskript. I den endelige film er det impotens, der er hans undskyldning, hvilket betyder han anvender sin revolver som en penisforlænger. Homoseksualiteten synes dog stadig tydelig. Dunaway har derimod nærmest nymfomaniske tendenser. I filmens første scene går hun vileløst rundt på sit værelse, som er hun ved at sprænges. Hun har tidligere nydt seksuel tilfredsstillelse gennem de mange lastbilchauffører, nu er hun for en gang syldt alene og hun keder sig. Hendes karakter synes ta lide af klare ødipale træk, hvilket ses i scenen, hvor de besøger hendes mor. Efter et røveri bliver hun så tændt, at hun kaster sig over Clyde, der affærdiger hende med "I aint not much of a lover boy" The Producion Code var på retur.
De bliver til sidst ofre for deres egne underkendte drifter og en ven på skrømt. En meget vigtig og underholdende film. Meget tæt på 6 stjerner.
10/02-2003
