At gøre godt eller ondt
4.0
Efter Oliver Stones meget antiautoritære (nogle vil sikkert sige knaldrøde) værk, "Salvadór" med james Woods som amerikansk freelance-journalist i El Salvadór, året forinden, havde anmelderne forventet sig noget mere "rødt" af Stone end denne personligt inspirerede Vietnamkrigsfilm. Blandt andet derfor blev "Platoon" mødt med en del skuffelse i anmelderkredse.
Titlen "Platoon" ("deling") signalerer ganske godt, at ambitionsniveauet, der - i modsætning til mange andre af Stones film - ikke byder på de store politiske over- og undertoner. Dramaet udspilles mellem soldaterne i en lille militærdeling under Vietnamkrigen i 1968-69. Frit baseret på Oliver Stones egne erfaringer under Vietnamkrigen.
Hovedpersonen Chris Taylor (Charlie Sheen) har meldt sig frivilligt til hæren af idealistiske grunde til trods for, at han med sine uddannelsesmæssige kvalifikationer egentlig havde mulighed for at slippe for militærtjeneste. Hans reviderede tanker om krigen formidles i filmen som breve skrevet til hans mor.
Filmens etiske drama udspilles i konflikten mellem den kyniske og brovtne Løjtnant Barnes (Tom Berenger) og den hashrygende og selverkendende sergent Elias (Willem Dafoe). Chris har i starten sympati for Barnes brutale stil, mens han næsten ikke begriber Elias' synspunkter på krigen.
Efter at have deltaget i en massakre på civile vietnamesere i en lille landsby, ændres Chris' syn på krigen radikalt. Samtidig blusser fjendskabet mellem Elias og Barnes voldsomt op, og det ender med at Barnes slår Elias ihjel. Hér kammer filmen over i en nærmest helgenagtig fremstilling af Elias (bemærk, hvordan han "dør for vore synder" - eller se på coverets forside). Omvendt er der nærmest ingen ende på, hvor ubehagelig Barnes bliver, og Chris' blodhævn mod ham kan man umuligt ha' ondt af. Til gengæld kniber det med at tro på en SÅ enfoldig type som Barnes. Elias og Barnes er uhyre tæt på at fremstå som hhv. "englen" og "uhyret" i bibelsk forstand.
Krigens ufattelige tragedier trænger fint igennem, og skildringen af intensiteten og skummelheden i de faktiske kamphandlinger er fremragende.
Men i skildringen af troværdige personligheder halter filmen en del. Når en film prøver at være helt igennem virkelighedsnær og troværdig, er det en mangel, at alle personerne forbliver overfladiske karrikaturer. Filmen mangler derfor dybde.
"Platoon" kan slet ikke hamle op med Coppolas "Apocalypse Now", der havde en helt anden filosofisk dimension over sig. Den er til gengæld klart bedre, end Stanley Kubricks noget forfejlede Vietnamfilm, "Full Metal Jacket", der kom året efter. Alt i alt en udmærket krigsfilm. Men der er på ingen måde tale om en dybsindig film.
Titlen "Platoon" ("deling") signalerer ganske godt, at ambitionsniveauet, der - i modsætning til mange andre af Stones film - ikke byder på de store politiske over- og undertoner. Dramaet udspilles mellem soldaterne i en lille militærdeling under Vietnamkrigen i 1968-69. Frit baseret på Oliver Stones egne erfaringer under Vietnamkrigen.
Hovedpersonen Chris Taylor (Charlie Sheen) har meldt sig frivilligt til hæren af idealistiske grunde til trods for, at han med sine uddannelsesmæssige kvalifikationer egentlig havde mulighed for at slippe for militærtjeneste. Hans reviderede tanker om krigen formidles i filmen som breve skrevet til hans mor.
Filmens etiske drama udspilles i konflikten mellem den kyniske og brovtne Løjtnant Barnes (Tom Berenger) og den hashrygende og selverkendende sergent Elias (Willem Dafoe). Chris har i starten sympati for Barnes brutale stil, mens han næsten ikke begriber Elias' synspunkter på krigen.
Efter at have deltaget i en massakre på civile vietnamesere i en lille landsby, ændres Chris' syn på krigen radikalt. Samtidig blusser fjendskabet mellem Elias og Barnes voldsomt op, og det ender med at Barnes slår Elias ihjel. Hér kammer filmen over i en nærmest helgenagtig fremstilling af Elias (bemærk, hvordan han "dør for vore synder" - eller se på coverets forside). Omvendt er der nærmest ingen ende på, hvor ubehagelig Barnes bliver, og Chris' blodhævn mod ham kan man umuligt ha' ondt af. Til gengæld kniber det med at tro på en SÅ enfoldig type som Barnes. Elias og Barnes er uhyre tæt på at fremstå som hhv. "englen" og "uhyret" i bibelsk forstand.
Krigens ufattelige tragedier trænger fint igennem, og skildringen af intensiteten og skummelheden i de faktiske kamphandlinger er fremragende.
Men i skildringen af troværdige personligheder halter filmen en del. Når en film prøver at være helt igennem virkelighedsnær og troværdig, er det en mangel, at alle personerne forbliver overfladiske karrikaturer. Filmen mangler derfor dybde.
"Platoon" kan slet ikke hamle op med Coppolas "Apocalypse Now", der havde en helt anden filosofisk dimension over sig. Den er til gengæld klart bedre, end Stanley Kubricks noget forfejlede Vietnamfilm, "Full Metal Jacket", der kom året efter. Alt i alt en udmærket krigsfilm. Men der er på ingen måde tale om en dybsindig film.
18/01-2005
