Ren fryd

Efter "Vertigo" skulle Hitchcock for første gang lave en film for MGM. Han havde dog ikke videre interesse for projkektet, og istedet gik han sammen med den talentfulde forfatter Ernest Lehmann igang med at arbejde på "The film to end all Hithcock-films" som Lehman kaldte det. Alle Hitchcocks ideer blev skrevet ned, nogle blev brugt andre ikke. Resultatet blev en af Hitchcocks klassikere og mest elskede film. Cary Grant blev igen hentet tilbage, selvom Hitchcock længe havde lovet James Stewart rollen, p.g.a. Grants arbejdsskema, men da Grant blev fri, var Hitchcock lynhurtig til at hente sin stjerne hjem. Og tak for det. For Cary Grant for her sin bedste rolle og ingen andre kunne i den grad have udfyldt rollen. Man sagde at Cary Grant var den Hitchcock drømte om at være, mens James Stewart var ham. Det kan også ses i de roller Hitchcock fandt til dem. Grant var den skødesløse playboy i "Suspicion", spionen der forelsker sig i Ingrid Bergman i "Notorious", gentleman-tyven, der får Grace Kelly i "To Catch a Thief", og her den rige reklamemand, der kommer ud på en dødsensfarlig, men også frydefuld rejse og vinder blondinen. Stewart derimod var den littærære teortiker i "Rope", den vouyeristiske Jeffries i "Rear Window", den trofaste familefar i "The Man who Knew too Much" og den besatte romantiker i "Vertigo". Alle surrogater for Hitchcocks drømme/virkelighed.

Med "North By Northwest" kulminerer Hitchcocks road-thrilers (Braad Thomsen) på den mest mesterlige vis. I disse "The wrong man" thrillers, skifter Hitchcock stil, hvor han normalt bygger filmen langsomt op, er der i disse film tryk på fra start. Grant forveksles med en vis "George Kaplan" og så er spillet kørende. Grant anklages for mord, og må flygte for at finde denne "mand". Hitchcock viser os endnu en gang forskellen på "Suspense" og "Surprise" I starten er vi ligeså spændte som Grant på, hvem denne Kaplan er, men efter en halv times tid, lader Hitchcock os slippe for den følelse, den har vi haft længe nok. Han er en fiktiv agent, og nu kan vi så studerer Grant istedet, og være spændt på hvornår HAN opdager sagens sammenhæng.

Filmen vader med klassiske scener, i flæng: Scenen, hvor Grant tvivnges til at drikke bourbon, og må flygte kraftigt beruset (I en scene der minder om "Notorious"), retsscenen, scenen hvor Grant forsøger at vise det skumle hus frem, men finder alt ændret, og bliver til grin, hvorefter vi ser den skumle håndlanger, som nu er havemedarbejder, mordet i FN-bygningen, verdens måske mest kendte scene, hvor Grant jages gennem kornmarkerne af en flyver (dette er en af filmhistoriens mest spændende scener, i mange minutter er vi på den øde vej, med Grant, der er ikke en lyd der rører sig, men da det så går løs! , scenen er ulideligt spændende, og flyjagten et monument i filmhistorien), auktionsscenen, hvor Grant må få tilkaldt politiets hjælp på en temmelig utradionel måde, og den hæsblæsende finale på Mount Rusmores præsidenthoveder.

Bernard Hermanns forfølgeselsmusik er blandt hans bedste, Burkes fotografi ditto, Lehmanns manuskript og Hitchcocks instruktion i særklasse.
Grant er som nævnt på toppen, Eva Marie Saint er en af de bedre Grace Kelly-efterligninger (men hvor ville jeg have elsket Kelly selv i rollen) Jessie Royce Landis er helt forrygende som Grants moder, som hun var Kellys i "To Catch a Thief" og man er så fanget, at det groteske i, at Grant faktisk var ældre end Landis i virkeligheden (...), går ubemærket hen. Deres fælles scener er lydefri, og scennen , hvor hun spørger skurkene "I rare fyre, prøver vel ikke at myrde min søn" er kostelig. James Mason er god som den skumle skurk.

Filmen er endeløst imiteret. De første James Bond film er rene efterligninger, og både Hitchcock og Grant var da også førstevalg til Bond-filmene, nen afslog. Ian Fleming har nævnt Cary Grant, som inspirationen til James Bond-karakteren, og i "From Russia with love" citeres flyjagtsscenen. Forfatteren Ernest Lehmann genbrugte flere af scenerne med marginale omskrivninger - i Paul Newmann-filmen "The Prize"

Hitchcock hilser med titlen et Hamlet-citat og understreger North Northwest retningen flere teder i filmen. Cary Grants figur "Roger O. Thorhill"s navn er en hilsen til producenten David O.Selznick, der hentede Hithcock til USA. Deres O, betyder "nothing". En scene mellem Grant og Saint blev vurderet for vovet og blev eftersynkroniseret. Kigger man efter kan man dog se at hun siger "I never MAKE love, on a empty stomach" og ikke "I never DISKUSS love, on a empty stomach"

Med en lille omskrivning af en anden Cary Grant film er "North By Northwest" - "A film to remember"