En svær én at filmatisere
3.0
"Dreyer kan. Luc Besson kan ikke...!"
Så kontant var Bogarts Ole Michelsen, da han anmeldte den franske instruktør Luc Bessons mest ambitiøse filmprojekt til dato, som han kun gav to Bogarthatte. Michelsen har ret i dén forstand, at denne film blegner i snartsagt enhver kunstnerisk henseende, når den sammenlignes med det dansk-franske mesterværk fra 1927.
Dertil kommer, at der tales ENGELSK og ikke FRANSK(!) Dét kunne forsvares af hensyn til det engelsksprogede marked for snartsagt enhver anden storbudgets-ramasjang-film... Bare ikke for en så vigtig del af fransk national-mytologi som historien om Jeanne fra Domrémy i Orléans.
Havde denne film været en ren røverhistorie (det er den dog i høj grad alligevel, fordi det eneste historiske kendskab til Jeanne stammer fra selve kætterprocessen mod hende i 1431) uden tidligere filmiske forlæg, kunne man sagtens rose filmen, som både er sammenhængende, velfortalt, visuelt fremragende, meget underholdende, og som tilmed har en glimrende lydside komponeret af Bessons faste makker, komponisten Eric Serrá.
Men det er ikke tilfældet. Historie forpligter, og Besson kan ikke dy sig for at blande moderne replikker ind i den dystre og religiøst-fanatiske middelalderstemning. Det har altid været hans varemærke, men hér burde han nok ha' udeladt det helt.
Fotomodellen Milla Jovovich leverer formentlig sin beskedne filmkarrieres største præstation. Visse steder er hun glimrende, andre steder overspiller hun desværre. Dertil kommer, at jeg nok havde forestillet mig at en 19-årig krigerisk fransk bondepige havde en mere kraftfuld fysisk udstråling.
At spille Jeanne d'Arc hører i hvert fald til blandt de vanskeligste roller, der findes. Det er nemlig nærmest umuligt helt at leve sig ind i en religiøs fanatikers tankegang og livsopfattelse. Det vil formentlig altid være anstrengende at se på - også selv om en anden end Jovovich havde spillet rollen.
Blandt de øvrige roller er John Malkovich som (med Thomas' ord) svag, fimset og selvoptaget kronprins et herligt underholdende element. Faye Dunaway som hans bitre mor ("den onde heks") er også OK. Derimod bærer flere af de øvrige biroller lige lovlig meget præg af "raske svende". Englænderne er også fremstillet usandsynligt svinske, mens kirkens folk er, som man kunne forvente.
Historien er som sagt både sammenhængende og velfortalt. Jeannes diskussion med hendes samvittighed (personificeret af bla. Dustin Hoffman) binder historien udmærket sammen, omend nogle måske vil indvende, at disse scener er lidt FOR forklarende.
Kender man ikke de historiske og filmiske forlæg (eller kan man se bort fra dem) er "Jeanne d'Arc - Budbringeren" imidlertid en både meget voldelig og humoristisk actionfilm med et moment af religiøs eksistentiel diskussion, der tilmed ender rigtig skidt. I så fald vil man sikkert kunne ha' givet filmen 4 eller 5 stjerner. Det gør jeg ikke af ovennævnte grunde. Men jeg vil gerne anbefale den alligevel.
Så kontant var Bogarts Ole Michelsen, da han anmeldte den franske instruktør Luc Bessons mest ambitiøse filmprojekt til dato, som han kun gav to Bogarthatte. Michelsen har ret i dén forstand, at denne film blegner i snartsagt enhver kunstnerisk henseende, når den sammenlignes med det dansk-franske mesterværk fra 1927.
Dertil kommer, at der tales ENGELSK og ikke FRANSK(!) Dét kunne forsvares af hensyn til det engelsksprogede marked for snartsagt enhver anden storbudgets-ramasjang-film... Bare ikke for en så vigtig del af fransk national-mytologi som historien om Jeanne fra Domrémy i Orléans.
Havde denne film været en ren røverhistorie (det er den dog i høj grad alligevel, fordi det eneste historiske kendskab til Jeanne stammer fra selve kætterprocessen mod hende i 1431) uden tidligere filmiske forlæg, kunne man sagtens rose filmen, som både er sammenhængende, velfortalt, visuelt fremragende, meget underholdende, og som tilmed har en glimrende lydside komponeret af Bessons faste makker, komponisten Eric Serrá.
Men det er ikke tilfældet. Historie forpligter, og Besson kan ikke dy sig for at blande moderne replikker ind i den dystre og religiøst-fanatiske middelalderstemning. Det har altid været hans varemærke, men hér burde han nok ha' udeladt det helt.
Fotomodellen Milla Jovovich leverer formentlig sin beskedne filmkarrieres største præstation. Visse steder er hun glimrende, andre steder overspiller hun desværre. Dertil kommer, at jeg nok havde forestillet mig at en 19-årig krigerisk fransk bondepige havde en mere kraftfuld fysisk udstråling.
At spille Jeanne d'Arc hører i hvert fald til blandt de vanskeligste roller, der findes. Det er nemlig nærmest umuligt helt at leve sig ind i en religiøs fanatikers tankegang og livsopfattelse. Det vil formentlig altid være anstrengende at se på - også selv om en anden end Jovovich havde spillet rollen.
Blandt de øvrige roller er John Malkovich som (med Thomas' ord) svag, fimset og selvoptaget kronprins et herligt underholdende element. Faye Dunaway som hans bitre mor ("den onde heks") er også OK. Derimod bærer flere af de øvrige biroller lige lovlig meget præg af "raske svende". Englænderne er også fremstillet usandsynligt svinske, mens kirkens folk er, som man kunne forvente.
Historien er som sagt både sammenhængende og velfortalt. Jeannes diskussion med hendes samvittighed (personificeret af bla. Dustin Hoffman) binder historien udmærket sammen, omend nogle måske vil indvende, at disse scener er lidt FOR forklarende.
Kender man ikke de historiske og filmiske forlæg (eller kan man se bort fra dem) er "Jeanne d'Arc - Budbringeren" imidlertid en både meget voldelig og humoristisk actionfilm med et moment af religiøs eksistentiel diskussion, der tilmed ender rigtig skidt. I så fald vil man sikkert kunne ha' givet filmen 4 eller 5 stjerner. Det gør jeg ikke af ovennævnte grunde. Men jeg vil gerne anbefale den alligevel.
18/01-2005
