Fantasiens svendestykke...
5.0
Uforglemmelig og storslået hyldest til de yderste kroge i menneskehedens fantasier. Baseret på romanen af samme navn, skrevet af Michael Ende.
Knægten Bastian ( Barret Oliver ) har det hårdt. Den lokale bøllebande i skolen er altid efter ham. Hans mor er død, og hans far er uforstående for hans problemer. Men da Bastian, efter en hektisk flugt fra hans plageånder, forvilder sig ind i den aldrende og mavesure Koreanders bogbutik, finder han en løsning på hans problemer. Bogen, "The NeverEnding Story", som vækker hans interesse og medfører at Bastian barikaderer sig på skolens gamle, rustikke loft. Og så kan eventyret begynde...
Filmen bugner af 80'er-æstetik, stemmingsfuld scenografi og forunderlige væsner. Og denne kapacitet er typisk for de mange fantasy-film fra de herlige 80'ere, som var et årti hvor fantasien rigtigt fik spillerum. "The NeverEnding Story" er blot en af disse. Andre kandidater er Ridley Scott´s atmosfæriske "Legend" og afdøde dukkemester Jim Hensons "Labyrinth" og "The Dark Crystal". Dertil kommer jo også 1939-klassikeren "The Wizard Of Oz", hvor den skammelige efterfølger "Return To Oz" ( med en meget ung Fairuza Balk som Dorothy ) er fra 1985. Fælles for disse er deres evne til at rykke fantasiens grænser og føre beskueren ind i en fantastisk verden, hvor alt kan lade sig gøre, bare man har fantasien i orden. Ulempen ved genren er naturligvis dens naivitet og den uundgåelig blødsødenhed, men igen så er det jo en genre for hele familien.
Skuespilsmæssigt leveres der fine præstationer af henholdsvis Barret Oliver ( der samme år var med i Tim Burtons kortfilm "Frankenweenie" og sidenhen kunne opleves i bl.a. de to "Cocoon"-film ) og Noah Hathaway som indianerkrigeren Atreyu. Den flyvende hundedrage Falkor er en fremragende medspiller og selvom det er sparsomt hvad den faktisk kan af bevægelser, så virker den alligevel mere troværdig end hvis den var fabrikeret af kedelig CGI-computergrafik.
Instrueret af tyske Wolfgang Petersen der tre år forinden havde stor succes med u-bådsproduktionen "Das Boot". Og hvem kan ikke huske tyske "Limahl" med titelsangen "The NeverEnding Story".
Eventyret blev desuden fulgt op af en uretfærdig dårlig "The NeverEnding Story II: The Next Chapter" fra 1990 med Jonathan Brandis som Bastian, og siden i 1994 af "The NeverEnding Story III", som jeg ikke har set, og da også gruer for det.
"The NeverEnding Story" hører klart til en af mine favoritter i denne kategori. Filmen er i visuel topklasse, og selvom historien kan virke en anelse kryptisk, så er den bestemt seværdig og utrolig underholdende, på trods af den umiddelbare smånaive tilgang. Måske skulle alle de mange tilhængere af "Harry Potter"-fænomenet kaste deres øjne på denne 80'er-perle.
Knægten Bastian ( Barret Oliver ) har det hårdt. Den lokale bøllebande i skolen er altid efter ham. Hans mor er død, og hans far er uforstående for hans problemer. Men da Bastian, efter en hektisk flugt fra hans plageånder, forvilder sig ind i den aldrende og mavesure Koreanders bogbutik, finder han en løsning på hans problemer. Bogen, "The NeverEnding Story", som vækker hans interesse og medfører at Bastian barikaderer sig på skolens gamle, rustikke loft. Og så kan eventyret begynde...
Filmen bugner af 80'er-æstetik, stemmingsfuld scenografi og forunderlige væsner. Og denne kapacitet er typisk for de mange fantasy-film fra de herlige 80'ere, som var et årti hvor fantasien rigtigt fik spillerum. "The NeverEnding Story" er blot en af disse. Andre kandidater er Ridley Scott´s atmosfæriske "Legend" og afdøde dukkemester Jim Hensons "Labyrinth" og "The Dark Crystal". Dertil kommer jo også 1939-klassikeren "The Wizard Of Oz", hvor den skammelige efterfølger "Return To Oz" ( med en meget ung Fairuza Balk som Dorothy ) er fra 1985. Fælles for disse er deres evne til at rykke fantasiens grænser og føre beskueren ind i en fantastisk verden, hvor alt kan lade sig gøre, bare man har fantasien i orden. Ulempen ved genren er naturligvis dens naivitet og den uundgåelig blødsødenhed, men igen så er det jo en genre for hele familien.
Skuespilsmæssigt leveres der fine præstationer af henholdsvis Barret Oliver ( der samme år var med i Tim Burtons kortfilm "Frankenweenie" og sidenhen kunne opleves i bl.a. de to "Cocoon"-film ) og Noah Hathaway som indianerkrigeren Atreyu. Den flyvende hundedrage Falkor er en fremragende medspiller og selvom det er sparsomt hvad den faktisk kan af bevægelser, så virker den alligevel mere troværdig end hvis den var fabrikeret af kedelig CGI-computergrafik.
Instrueret af tyske Wolfgang Petersen der tre år forinden havde stor succes med u-bådsproduktionen "Das Boot". Og hvem kan ikke huske tyske "Limahl" med titelsangen "The NeverEnding Story".
Eventyret blev desuden fulgt op af en uretfærdig dårlig "The NeverEnding Story II: The Next Chapter" fra 1990 med Jonathan Brandis som Bastian, og siden i 1994 af "The NeverEnding Story III", som jeg ikke har set, og da også gruer for det.
"The NeverEnding Story" hører klart til en af mine favoritter i denne kategori. Filmen er i visuel topklasse, og selvom historien kan virke en anelse kryptisk, så er den bestemt seværdig og utrolig underholdende, på trods af den umiddelbare smånaive tilgang. Måske skulle alle de mange tilhængere af "Harry Potter"-fænomenet kaste deres øjne på denne 80'er-perle.
24/02-2003
