Glimrende ny dansk film
4.0
Det er hverken skuespillernes fornemme præstationer eller Søren Kragh-Jacobsens stilsikre filmtekniske kunnen, som der lægges vægt på i denne nye livsbekræftende komediedrama, men derimod den sprudlende og velfortalte historie, som skærer snittet fra start til slut. Og når Skagerrak virker så gennemført i sin visuelle og fortælletekniske stil, så skyldes det at Søren Kragh-Jacobsen har brugt lidt mere end to år på dette projekt, som kom ud i livet med hjælp fra knap et dusin produktionsselskaber.
Filmen er engelsksproget, hvilket betyder at den populære danske skuespiller Iben Hjejle må hive fat i sin engelske kunnen, som hun afprøvede i den kritikeroste High Fidelity (2000). Og selvom Frears’ filmen var med amerikansk accent, så fungerer Hjejles glimrende – for ikke at sige perfekt – i denne skotske dramakomedie, som er smurt godt ind i den skotske humor og deres farvefattige stil. Iben Hjejle er den eneste danske medvirkende, filmen er dansk produceret og dansk instrueret – men engelsksproget. Det lugter lidt af håb om bedre salgsmuligheder i udlandet, det var i hvert fald min konklusion efter Lone Scherfigs tunge Wilbur Begår Selvmord (2002), og det skulle ikke undre mig hvis det er fremtiden i den danske filmbranche, eftersom det er møjsommeligt svært at leve af at instruere film til ét enkelt land.
Til trods for at Søren Kragh-Jacobsen aldrig har skabt nogen epokegørende milepæl i den danske filmhistorie – hvad mange instruktører fra hjemlandet gerne huskes for – så er han hovedet bag flere evigtgyldige filmklassikere, hvor Vil du se min smukke navle? (1978) og Drengene Fra Sankt Petri (1991), efter min mening, bør rangeres øverst. Om Skagerrak bør nævnes i den næste anmeldelse af en Kragh-Jacobsen-film er svært at sige, hvilket man nok først vil kunne svare på om ti år, når tiden er sat i perspektiv.
Tilbage til Iben Hjejle. Den ukendte, men smukke fra dogmesuccesen Mifunes Sidste Sang (1999), overbeviser totalt som den flinke der vakler og vælger for at bestige livets skavanker. Desperationen og smerten kommer dybt nedefra, og det viser hun sublimt i en rolle som med sikkerhed var tiltænkt hende, lige fra filmens spæde brainstorm.
Bronagh Gallagher er suveræn i rollen som den kejtede og drukfulde livsnyder. Hun spiller sig ind i rollen med al den engagement og talent, som man kun kunne have håbet på, og samtidig det perfekte modstykke i en film til Hjejle, eftersom de passer perfekt sammen i en dialog. Filmens anden birolle, New Zealands, Martin Henderson, leverer en glimrende præstation som dyrlægen Ian og senere den forkerte Ken. Og det er ikke bare når replikkerne fungerer, at Henderson fungerer på lærredet, hans udstråling og sublime performance gør ham til en af filmens største overraskelser.
Eric Kress fanger filmens stemninger og situationer flot med en betagende kameraføring, som med få tekniske virkemidler opbygger en rå, men passende billedstil. Kress har desuden publikumssuccesen Blinkende Lygter (2000), Mirakel (2000) og En Kort En Lang (2001) bag sig.
De lurende klicheer kommer desværre også en tand for tæt på til tider. De skabelondrejede figurer opstår i værkstedet i Glasgow, hvor de tre mekanikere virker en smule for tåbelige og komiske på den forkerte måde. Det bliver også til en snært af urealisme, som godt kan irritere en, hvis man ikke formår at komme over det; Kragh-Jacobsen vikler en urealistisk drejning ind i historien, eftersom Marie og Sophies bil aldrig ville gå i brand, til trods for at den har rullet flere gange ned ad en skrænt. Urealistisk, men til at komme sig over, hvis man ellers ikke ligger mærke til handlingen, som godt kunne have været afviklet bedre.
Skagerrak er en flydende ny dansk film med elementer som man ikke hidtil har set så almægtigt gennemført og flot helstøbt, og plus et forførende skuespillerhold, har man en sprudlende film med masser af stof til eftertanke, spekulationer om livet generelt (hvilket måske ikke virker nyt eller dragende, men det er flot skrevet og fortalt), og en historie som er så præcist skrevet, at det ville være en skam hvis Kragh-Jacobsen ikke vandt en pris for sit arbejde med projektet.
Filmen er engelsksproget, hvilket betyder at den populære danske skuespiller Iben Hjejle må hive fat i sin engelske kunnen, som hun afprøvede i den kritikeroste High Fidelity (2000). Og selvom Frears’ filmen var med amerikansk accent, så fungerer Hjejles glimrende – for ikke at sige perfekt – i denne skotske dramakomedie, som er smurt godt ind i den skotske humor og deres farvefattige stil. Iben Hjejle er den eneste danske medvirkende, filmen er dansk produceret og dansk instrueret – men engelsksproget. Det lugter lidt af håb om bedre salgsmuligheder i udlandet, det var i hvert fald min konklusion efter Lone Scherfigs tunge Wilbur Begår Selvmord (2002), og det skulle ikke undre mig hvis det er fremtiden i den danske filmbranche, eftersom det er møjsommeligt svært at leve af at instruere film til ét enkelt land.
Til trods for at Søren Kragh-Jacobsen aldrig har skabt nogen epokegørende milepæl i den danske filmhistorie – hvad mange instruktører fra hjemlandet gerne huskes for – så er han hovedet bag flere evigtgyldige filmklassikere, hvor Vil du se min smukke navle? (1978) og Drengene Fra Sankt Petri (1991), efter min mening, bør rangeres øverst. Om Skagerrak bør nævnes i den næste anmeldelse af en Kragh-Jacobsen-film er svært at sige, hvilket man nok først vil kunne svare på om ti år, når tiden er sat i perspektiv.
Tilbage til Iben Hjejle. Den ukendte, men smukke fra dogmesuccesen Mifunes Sidste Sang (1999), overbeviser totalt som den flinke der vakler og vælger for at bestige livets skavanker. Desperationen og smerten kommer dybt nedefra, og det viser hun sublimt i en rolle som med sikkerhed var tiltænkt hende, lige fra filmens spæde brainstorm.
Bronagh Gallagher er suveræn i rollen som den kejtede og drukfulde livsnyder. Hun spiller sig ind i rollen med al den engagement og talent, som man kun kunne have håbet på, og samtidig det perfekte modstykke i en film til Hjejle, eftersom de passer perfekt sammen i en dialog. Filmens anden birolle, New Zealands, Martin Henderson, leverer en glimrende præstation som dyrlægen Ian og senere den forkerte Ken. Og det er ikke bare når replikkerne fungerer, at Henderson fungerer på lærredet, hans udstråling og sublime performance gør ham til en af filmens største overraskelser.
Eric Kress fanger filmens stemninger og situationer flot med en betagende kameraføring, som med få tekniske virkemidler opbygger en rå, men passende billedstil. Kress har desuden publikumssuccesen Blinkende Lygter (2000), Mirakel (2000) og En Kort En Lang (2001) bag sig.
De lurende klicheer kommer desværre også en tand for tæt på til tider. De skabelondrejede figurer opstår i værkstedet i Glasgow, hvor de tre mekanikere virker en smule for tåbelige og komiske på den forkerte måde. Det bliver også til en snært af urealisme, som godt kan irritere en, hvis man ikke formår at komme over det; Kragh-Jacobsen vikler en urealistisk drejning ind i historien, eftersom Marie og Sophies bil aldrig ville gå i brand, til trods for at den har rullet flere gange ned ad en skrænt. Urealistisk, men til at komme sig over, hvis man ellers ikke ligger mærke til handlingen, som godt kunne have været afviklet bedre.
Skagerrak er en flydende ny dansk film med elementer som man ikke hidtil har set så almægtigt gennemført og flot helstøbt, og plus et forførende skuespillerhold, har man en sprudlende film med masser af stof til eftertanke, spekulationer om livet generelt (hvilket måske ikke virker nyt eller dragende, men det er flot skrevet og fortalt), og en historie som er så præcist skrevet, at det ville være en skam hvis Kragh-Jacobsen ikke vandt en pris for sit arbejde med projektet.
02/03-2003
