Når tyveri, bliver tydeligt

"Final Analysis" er en hæderlig thriller, der er meget veldrejet, fin at se på, stjernebesat, utrolig kompliceret - og en grov tyv!

Jeg nærer en stor forkærlighed, for den genre, som filmen repræsenterer: Den psykologiske thriller. Og tænke sig, hvad Hitchcock kunne have fået ud af denne idé, selvom han uden tvivl ville have vendt sig mod den alt for komplicerede handlingstråd.

"Final Analysis" virker på mange måder. Det er en svær genre at bestige og det gør den godt, men så!: Der findes i film to slags lån, nemlig en "homage" og en parafrasering. Den første er en hyldest til et værk, vist på en selvstændig måde. Den sidste... "Final Analysis" leverer et vaskeægte tyveri af Hitchcocks berømte "Vertigo"-scene, hvor hovedrolleindehaveren lider af højdeskræk, og hvor han mister sin elskede p.g.a. at han ikke er i stand til at følge hende op på kirkens tårn. I "Final..." foregår scenen på et andet tårn, nemlig et fyrtårn. Scenerne bruges direkte, som Hitchcock brugte det: Først kærlighedsscenen og til slut det tragiske endeligt. Og vi skal da heller ikke snydes for et andet "Vertgo"-"lån". Nemlig kærlighedsscenen ud mod det brusende hav. Og den psykoanalytiske del er såmen inspireret af endnu en Hitchcock-film "Spellbound" Som Hitchcock-beundrer er det altid spændendde at se beslægtede film, men ikke parafraseringer. Der findes ikke noget værre, end snylteri på en mesters værk.

På plussiden er filmen overraskende og velspillet, men desværre er det tyveriminderne, jeg vil huske den for.