Sentimentalt Sludder
3.0
Succesfuld og lettere arrogant forretningsmand (Willis) med tjek på det hele, får på magisk vis besøg af sin egen knapt så perfekte, men noget mere charmerende personlighed, i form af ham selv som 8 årige (Breslin).
Det er næppe svært at gætte hvordan denne her supersentimentale komedie udarter sig, og hvordan den slutter. Den handler selvfølgelig om alle de “sande” værdier i livet, som vores hovedperson har mistet i jagten på succes og flugten fra sig selv, og må genfinde.
Det er set mange gange før, og det bliver ikke bedre af den grund, slet ikke præsenteret så kønsløst og nuttet som her. Men jeg var vist lige i hjørnet, og nød denne forudsigelige film som behagelig søndagsunderholdning, hvor man ikke behøver at forholde sig til hvad man ser, men blot kan lade sig “rive med” af den tåbelige patosfyldte fortælling, og så er den jo med Willis og han er, hvis ikke altid, så da ofte et kig værd. Men han har nu lavet bedre (men også dårligere) film end denne her, men hvad, man kan ikke vinde dem alle.
Det er næppe svært at gætte hvordan denne her supersentimentale komedie udarter sig, og hvordan den slutter. Den handler selvfølgelig om alle de “sande” værdier i livet, som vores hovedperson har mistet i jagten på succes og flugten fra sig selv, og må genfinde.
Det er set mange gange før, og det bliver ikke bedre af den grund, slet ikke præsenteret så kønsløst og nuttet som her. Men jeg var vist lige i hjørnet, og nød denne forudsigelige film som behagelig søndagsunderholdning, hvor man ikke behøver at forholde sig til hvad man ser, men blot kan lade sig “rive med” af den tåbelige patosfyldte fortælling, og så er den jo med Willis og han er, hvis ikke altid, så da ofte et kig værd. Men han har nu lavet bedre (men også dårligere) film end denne her, men hvad, man kan ikke vinde dem alle.
03/03-2003
