Absolut særpræget stil
4.0
Denne film er uden tvivl én af de mest mærkværdige filmoplevelser, jeg har haft. Da jeg bemærkede det japanske stenansigt, Takeshi Kitanos navn, havde jeg på forhånd en forestilling om, at der var tale om en hårdkogt actionfilm, der pludselig ville accellerere voldsomt i tempo og skyderi.
Det skete bare ikke. Der er kun 3-4 korte skydescener i filmen, som dog til gengæld er helt i Kitanos velkendte(?) nådesløse stil (se evt. også anmeldelserne af "Hana-bi" og "Brother" her på Scope).
Nej. Langt den største del af filmen foregår i ventetiden efter at banden har udført deres kontante og beskidte bidrag til bandekrigen og har søgt tilflugt i et sommerhus langt ude på landet. Det er hér, at filmen bliver helt speciel: Man FORVENTER, at noget vil gå helt galt, men der sker jo ingenting...!
- Det gør der dog til sidst, da Kitanos fåmælte figur er blevet så fuld af både had til sine overordnede og samtidig led og ked af sit eget liv, så han beslutter sig for at gøre en ende på begge dele... Ikke just formularen for en "komedie" i vestlig forstand.
Set med europæiske øjne vil filmen uden tvivl virke temmelig eksotisk. Man kan godt føle, at man er ved at miste overblikket over, hvad der foregår, specielt i yakuzaens interne magtspil, fordi stort set intet forklares undervejs. Men historien er altså rent handlingsmæssigt ikke mere kompleks, end det fremgår af Scopes anmeldelse.
Dertil kommer, at mange uden tvivl vil mene, at der er tale om en bizar sammenblanding af action, humor, blodig alvor og sågar en smule livsvisdom. Men har man set "Hana-bi" i forvejen, vil man givetvis ikke føle sig helt så fremmed overfor filmens besynderligt uforudsigelige og langsomme forløb.
At jeg trods bemærkningerne om manglende overblik alligevel gi'r filmen en pæn karakter, skyldes hverken snobberi for fjernøstlig kultur (som de færreste europæere formentlig er i stand til at begribe) eller overdreven tolerance overfor alt fremmedartet. Det skyldes derimod, at filmen for mig virkelig var en helt speciel - nærmest OVERDREVET UNDERSPILLET - filmoplevelse, som jeg ikke har set mage til.
Det skete bare ikke. Der er kun 3-4 korte skydescener i filmen, som dog til gengæld er helt i Kitanos velkendte(?) nådesløse stil (se evt. også anmeldelserne af "Hana-bi" og "Brother" her på Scope).
Nej. Langt den største del af filmen foregår i ventetiden efter at banden har udført deres kontante og beskidte bidrag til bandekrigen og har søgt tilflugt i et sommerhus langt ude på landet. Det er hér, at filmen bliver helt speciel: Man FORVENTER, at noget vil gå helt galt, men der sker jo ingenting...!
- Det gør der dog til sidst, da Kitanos fåmælte figur er blevet så fuld af både had til sine overordnede og samtidig led og ked af sit eget liv, så han beslutter sig for at gøre en ende på begge dele... Ikke just formularen for en "komedie" i vestlig forstand.
Set med europæiske øjne vil filmen uden tvivl virke temmelig eksotisk. Man kan godt føle, at man er ved at miste overblikket over, hvad der foregår, specielt i yakuzaens interne magtspil, fordi stort set intet forklares undervejs. Men historien er altså rent handlingsmæssigt ikke mere kompleks, end det fremgår af Scopes anmeldelse.
Dertil kommer, at mange uden tvivl vil mene, at der er tale om en bizar sammenblanding af action, humor, blodig alvor og sågar en smule livsvisdom. Men har man set "Hana-bi" i forvejen, vil man givetvis ikke føle sig helt så fremmed overfor filmens besynderligt uforudsigelige og langsomme forløb.
At jeg trods bemærkningerne om manglende overblik alligevel gi'r filmen en pæn karakter, skyldes hverken snobberi for fjernøstlig kultur (som de færreste europæere formentlig er i stand til at begribe) eller overdreven tolerance overfor alt fremmedartet. Det skyldes derimod, at filmen for mig virkelig var en helt speciel - nærmest OVERDREVET UNDERSPILLET - filmoplevelse, som jeg ikke har set mage til.
18/01-2005
