Festen er slut
3.0
I midt 60´erne er Hitchcock-festen slut, nu er der kun resterne tilbage (med undtagelse af "Frenzy")
Under arbejdet med "Marnie" var Hitchcock stødt ind i så mange problemer, at han synes at være blevet træt af det hele. Grace Kelly ville aldrig kunne vende tilbage, Cary Grant og James Stewart var blevet for gamle. Hans sidste forsøg på at transformere en kvinde (Tippi Hedren) til den nye Grace Kelly, var endt katastrofalt. Og hans mest betroede medarbejdere - klipperen George Tomasini og fotografen Robert Burks var døde, og under optagelserne til "Torn Curtain" fyrede Hitchcock uforståelig mesterkomponisten Bernard Hermann efter et 11 år langt kongenialt samarbejde. Tilbage var kun designeren Edith Head og assistenten Peggy Robertson.
Samtidig måtte Hitchcock lide den tort ikke at få mulighed for at lave de film han ønskede. "Marnie" havde (uforståeligt) floppet, og hans drømmeprojekt "Mary Rose" blev aldrig. Hans mere moderne projekter blev afvist som "u-Hitchcockske" og for at holde gryden i kog lavede han et par genrefilm.
Havde han virkelig ønsket det kunne han nu sagtens selv have finansieret. Han var blevet ekstremt rig, på sine filmsucceser, tv-serien og hans mange bog-præsentationer etc. Så enten var det sporene fra Transanlantic i 40´erne der skræmte eller mere sandsynligt var hans ønske for at lave dem ikke så stort. Men hvorfor blev han så ved med at lave film ? Han kunne simpelthen ikke leve uden. Det var hans eneste kontakt med omverdenen, og han vidste at når han kappede snoren ville han dø.
Om "Torn Curtain" er der ikke så meget at sige. Det er en veldrejet thriller, men blottet for den Hitchcockske genialitet. Især skuespillet halter: Paul Newmann er jo en god skuespiller, men han tilhørte "Method Acting" gruppen som Hitchcock foragtede og Julie Andrews er en katastrofe. Hitchcock sagde han var blevet overtalt, da de var de to største stjerner på den tid. Newmann kunne han ikke med og Andrews kunne man med hans ord "Ikke se uden at frygte hun ville bryde ud i sang!" Det blev hans sidste stjernefilm. Hovedrollernes ydtryksløse fremstilling er filmens største problem. Tænk hvad en Cary Grant, en James Stewart, ja en Sean Connery kunne have givet filmen - tilsat en ordentlig heltinde. Men Hitchcock mente nu at han kunne klare sig uden skuespillere, og at ingen daværende kunne måle sig med, hvad han tidligere havde haft (det havde han ret i)
Og Bernard Hermanns musik som kan høres på DVDen ville have hjulpet filmen, uden at jeg vil hævde at den var blevet rigtig god af det.
Hitchcocks eneste interesse for filmen, var efter hans eget udsagn at vise mordscenen på en østtysk agent. Scenen er nu snarere ufrivillig komisk, men interessant hvis man sidder og ser den i små bider ved et klippebord. Paul Newman-filmen "The Prize" stjæler med arme og ben fra Hitchcock, så meget mere interssant er det at Hitchcock(!) synes inspireret i filmens afsluttende flugtscene på skibet.
"Torn Curtain" starter i København og Hitchcock sidder med et barn på Hotel D´Angleterre, og derudover spiller en mystisk boghandel i Nyhavn en hovedrolle.
Under arbejdet med "Marnie" var Hitchcock stødt ind i så mange problemer, at han synes at være blevet træt af det hele. Grace Kelly ville aldrig kunne vende tilbage, Cary Grant og James Stewart var blevet for gamle. Hans sidste forsøg på at transformere en kvinde (Tippi Hedren) til den nye Grace Kelly, var endt katastrofalt. Og hans mest betroede medarbejdere - klipperen George Tomasini og fotografen Robert Burks var døde, og under optagelserne til "Torn Curtain" fyrede Hitchcock uforståelig mesterkomponisten Bernard Hermann efter et 11 år langt kongenialt samarbejde. Tilbage var kun designeren Edith Head og assistenten Peggy Robertson.
Samtidig måtte Hitchcock lide den tort ikke at få mulighed for at lave de film han ønskede. "Marnie" havde (uforståeligt) floppet, og hans drømmeprojekt "Mary Rose" blev aldrig. Hans mere moderne projekter blev afvist som "u-Hitchcockske" og for at holde gryden i kog lavede han et par genrefilm.
Havde han virkelig ønsket det kunne han nu sagtens selv have finansieret. Han var blevet ekstremt rig, på sine filmsucceser, tv-serien og hans mange bog-præsentationer etc. Så enten var det sporene fra Transanlantic i 40´erne der skræmte eller mere sandsynligt var hans ønske for at lave dem ikke så stort. Men hvorfor blev han så ved med at lave film ? Han kunne simpelthen ikke leve uden. Det var hans eneste kontakt med omverdenen, og han vidste at når han kappede snoren ville han dø.
Om "Torn Curtain" er der ikke så meget at sige. Det er en veldrejet thriller, men blottet for den Hitchcockske genialitet. Især skuespillet halter: Paul Newmann er jo en god skuespiller, men han tilhørte "Method Acting" gruppen som Hitchcock foragtede og Julie Andrews er en katastrofe. Hitchcock sagde han var blevet overtalt, da de var de to største stjerner på den tid. Newmann kunne han ikke med og Andrews kunne man med hans ord "Ikke se uden at frygte hun ville bryde ud i sang!" Det blev hans sidste stjernefilm. Hovedrollernes ydtryksløse fremstilling er filmens største problem. Tænk hvad en Cary Grant, en James Stewart, ja en Sean Connery kunne have givet filmen - tilsat en ordentlig heltinde. Men Hitchcock mente nu at han kunne klare sig uden skuespillere, og at ingen daværende kunne måle sig med, hvad han tidligere havde haft (det havde han ret i)
Og Bernard Hermanns musik som kan høres på DVDen ville have hjulpet filmen, uden at jeg vil hævde at den var blevet rigtig god af det.
Hitchcocks eneste interesse for filmen, var efter hans eget udsagn at vise mordscenen på en østtysk agent. Scenen er nu snarere ufrivillig komisk, men interessant hvis man sidder og ser den i små bider ved et klippebord. Paul Newman-filmen "The Prize" stjæler med arme og ben fra Hitchcock, så meget mere interssant er det at Hitchcock(!) synes inspireret i filmens afsluttende flugtscene på skibet.
"Torn Curtain" starter i København og Hitchcock sidder med et barn på Hotel D´Angleterre, og derudover spiller en mystisk boghandel i Nyhavn en hovedrolle.
06/03-2003
