Overvurderet, men god
4.0
Terry Gilliams bedste film (sammen med "Brazil"), er inspireret af en næsten glemt fransk film fra 1962 "La Jetée".
Og Gilliam lægger - som man kunne forvente - tryk på den visuelle side, og er ikke bange for extravangance - men man bliver ikke RIGTIG fanget af de medvirkende, hvor fint Bruce Willis og især Madeleine Stowe end spiller, mens Brad Pitt ikke er god.
På et tidspunkt, søger Willis og Stowe tilflugt i en biograf, der har en 24 timers Hitchcock-kavalkade. Oppe på lærredet kører hans mesterværk "Vertigo", og i et svagt øjeblik kigger man over på skabet med Hitchcock-film, men"Twelve Monkeys" er trods alt spændende nok til at man venter til den er slut! - Scenen fra "Vertigo" bruges til at illustrere Willis`karakters situation, og med Bernard Hermanns troldbundne "Vertigo"-musik i baggrunden sættes intrigen for første gang i filmen i relief. Det slutter med en smuk scene på flyvepladsen, hvor Willis må sande den sandhed han frygtede.
Og Gilliam lægger - som man kunne forvente - tryk på den visuelle side, og er ikke bange for extravangance - men man bliver ikke RIGTIG fanget af de medvirkende, hvor fint Bruce Willis og især Madeleine Stowe end spiller, mens Brad Pitt ikke er god.
På et tidspunkt, søger Willis og Stowe tilflugt i en biograf, der har en 24 timers Hitchcock-kavalkade. Oppe på lærredet kører hans mesterværk "Vertigo", og i et svagt øjeblik kigger man over på skabet med Hitchcock-film, men"Twelve Monkeys" er trods alt spændende nok til at man venter til den er slut! - Scenen fra "Vertigo" bruges til at illustrere Willis`karakters situation, og med Bernard Hermanns troldbundne "Vertigo"-musik i baggrunden sættes intrigen for første gang i filmen i relief. Det slutter med en smuk scene på flyvepladsen, hvor Willis må sande den sandhed han frygtede.
07/03-2003
