FØL!
5.0
"En Kærlighedshistorie" har et problem: Den skildrer en dybt utiltalende person, og defor kommer man ikke rigtig ind under huden på denne Kira, som instruktøren så tydeligt selv føler sig.
Kira kommer ALT for tidligt ud fra kolbøttefabrikken, og det generer selvfølgelig hendes mand, der lige havde noget kørende med Kiras søster, men hans kærlighed er såmænd nok reel nok. Vi kender aldrig DEN Kira, som manden må være blevet forelsket i. Det er en svaghed, for nu er hun mest af alt en usympatisk klods om benet på manden, og det er svært ikke at håbe at hun ryger ind igen, så den sympatiske mand kan leve et fredeligt liv med søsteren.
Der drives rovdrift på føelserne, man føler ind i mellem instruktøren sige: Føl! Kira udsættes ihvertfald, for den ene mere pinlige situation efter den anden. Som i en surrealistisk scene, hvor Claus Strandberg under en forretningsmiddag pludselig spørger "Er du åndssvag?". Hvem af dem der virkelig er skør kan der stilles spørgsmålstegn ved. Kira lider nok under den manglende faderkærlighed, som illustreres i den ikke alt for gode slutning.
Det var meget der var galt. Hvad gør så filmen god?, vil den naturlige reaktion være. Resten kunne svaret lidt koket være. I en næsten Fassbindersk hudløshed udleveres personerne. Man kan ikke bare afvise dem. For det virker. Skuespillet er forcen Stine Stengade lykkes, men har de problemer, som hendes rolle belemrer hende med. Lars Mikkelsen udlever endelig potentialet og filmen er generelt velspillet. Sammenligner man med Nils Malmros beslægtede "Kærlighedens Smerte" ligger forskellen i det Malmroske mesterskab. En stor instruktør, hvor Ole Chr. Madsen stadig "kun" er en talentfuld kameravrider.
Efter at have set en god film som denne, er det lidt ærgerligt at se filmens ekstramateriale: En ting er at instruktøren laver et tåbeligt knæfald for den overvurderede Lauren Bacall under Boldil-festen, men at høre hans "vittigheder" (læs: angreb) på regeringens kultur-politik tangerer infaltisme. Hvis Madsen fulgte med ville han vide, at Danmark er det land i verden, der støtter allermest - så film som denne der ikke er "crowd-pleasere" kan blive lavet. Politik og film hører sjældent godt sammen, så Madsen burde nok ligge den vestreorienterede-propoganda på hylden, og koncentrere sig om at lave film - han kan jo godt!
Kira kommer ALT for tidligt ud fra kolbøttefabrikken, og det generer selvfølgelig hendes mand, der lige havde noget kørende med Kiras søster, men hans kærlighed er såmænd nok reel nok. Vi kender aldrig DEN Kira, som manden må være blevet forelsket i. Det er en svaghed, for nu er hun mest af alt en usympatisk klods om benet på manden, og det er svært ikke at håbe at hun ryger ind igen, så den sympatiske mand kan leve et fredeligt liv med søsteren.
Der drives rovdrift på føelserne, man føler ind i mellem instruktøren sige: Føl! Kira udsættes ihvertfald, for den ene mere pinlige situation efter den anden. Som i en surrealistisk scene, hvor Claus Strandberg under en forretningsmiddag pludselig spørger "Er du åndssvag?". Hvem af dem der virkelig er skør kan der stilles spørgsmålstegn ved. Kira lider nok under den manglende faderkærlighed, som illustreres i den ikke alt for gode slutning.
Det var meget der var galt. Hvad gør så filmen god?, vil den naturlige reaktion være. Resten kunne svaret lidt koket være. I en næsten Fassbindersk hudløshed udleveres personerne. Man kan ikke bare afvise dem. For det virker. Skuespillet er forcen Stine Stengade lykkes, men har de problemer, som hendes rolle belemrer hende med. Lars Mikkelsen udlever endelig potentialet og filmen er generelt velspillet. Sammenligner man med Nils Malmros beslægtede "Kærlighedens Smerte" ligger forskellen i det Malmroske mesterskab. En stor instruktør, hvor Ole Chr. Madsen stadig "kun" er en talentfuld kameravrider.
Efter at have set en god film som denne, er det lidt ærgerligt at se filmens ekstramateriale: En ting er at instruktøren laver et tåbeligt knæfald for den overvurderede Lauren Bacall under Boldil-festen, men at høre hans "vittigheder" (læs: angreb) på regeringens kultur-politik tangerer infaltisme. Hvis Madsen fulgte med ville han vide, at Danmark er det land i verden, der støtter allermest - så film som denne der ikke er "crowd-pleasere" kan blive lavet. Politik og film hører sjældent godt sammen, så Madsen burde nok ligge den vestreorienterede-propoganda på hylden, og koncentrere sig om at lave film - han kan jo godt!
07/03-2003
