Spillets regler

"Honore in vita, in morte fama", sådan lyder udtrykket om den latinske oldtids overklasse. Hellere ødelægge sig selv, end familens navn og ære.

Hvor er det glædeligt endelig at se en dansk film foregå i overklassen, vi har ikke traditionen, men "Festen" og "Arven" beviser at man kan lade sig inspirere af film som "Spillets Regler", "Borgerskabets Diskret Charme" og "The Godfather" og om ikke blive deres ligemænd, så fuldt værdige.

Det synes tydeligt i "Arven" at instruktørens sympati ikke er så stærk for personerne som i "Bænken", og man snyder sig selv, hvis man siger "sådan er de bare", men her er der en god psykologisk velbegrundelse i den pågældende historie. Men man skal passe på ikke at stirre sig blind på den såkaldte "klasse-trilogi". Det er godt tænkt - og udført, men kan/skal ikke opfattes som politisk statements.

"Arven" starter med et flashback, hvor filmens historie egentlig fortælles på de få minutter det varer. Vi ser at Christoffer er en rig mand, der hellere vil sidde på en bænk (bruges igen meget som sympol) i Stockholm, end tage hjem til sin kone. Og vi ser ham kigge på en kvinde i et vindue og fornemmer at det er her han hører til, men ikke kan være.

Første del af filmen udmærker sig især med teknisk perfektion og ødselt store udstyrsstykker, som scenen på stålfabrikken. Men da Ulrich Thomsens Christoffer vokser i format, følger filmen ham. Og så får vi ellers en ordentlig tur med melodrama-pennen - men altid godt.

Filmen er især stærk i samspillet mellem Thomsen og Werlinder - en kærlighed så stærk at den næppe nogensinde vil dø, men som også er for stærk til at den kan fungere i de forhold den stilles - tilfældigt er det næppe at Marias rolle på Dramaten er i "Romeo og Julie". Og filmens sex-scener er langt mere end den sædvanlige billige undskyldning for en voyeuristisk tilfredsstillelse. Den smertelige kulmination i det sydfranske naturparadis og slutscenen giver ikke meget håb, men Fly giver en lille flig til det, omend vi godt ved at det aldrig vil gå.

Der hvor filmen HAR mangler er på manuskriptsiden, hvor flere ting svæver lidt og ikke giver nogle psykologiske forklaringer og især i firmascenerne kan være lidt overfladiske, men Flys instruktion formår til fulde at dække over disse svagheder. De tekniske scener leveres med bravour, og hans måske største styrke ligner personinstruktionen, hvor han får Ulrich Thomsen helt op at ringe, med en ny mesterligt underspillet præstation, i stærk kontrast til hans arbejde med diverse udenlandske b-film. Lisa Werlinder viser sig som mget mere end en smækker krop, og yder Thomsen imponerende overbevisende mod-og medspil.

Ghita Nørbys rolle er lidt klichefyldt, men hun er fremragende, som når hun siger "havde jeg bare sagt det, så var det aldrig sket", om sønnens kærlighed til Maria - underforstået havde hun sagt at det var et dårligt valg, havde han efter hendes mening aldrig valgt hende, men den kedelige Annika - ondt gør det at se ham vælge hende. Lars Brygman og Karina Skands er svagere skildret, men alligevel meget overbevisende. Peter Steen, der kniber øjnene sammen hele tiden er glimrende i en rolle, der ikke beskrives videre detaljeret. Jesper Christensen viser sin spændvidde ved nu at være
direktør for Den Danske Bank, og Ulf Pilgaard gør stor fyldest i filmens indledning, ved at lægge tonen og samtidig slå den - og sig selv - ihjel,
"det skal jo planlægges", som han siger. I det selskab er Dick Kaysøs arbejder som en alien - og scenerne mellem ham og Thomsen er nogle af filmens mest sigende.

Filmen er, som en kombination af Dogme og klassisk film, mesterligt fotograferet af nordmanden Harald Gunnar Paalgaard, og Halfdan E´s musik er til at tage at føle på.

"Arven" er et imponerende vitalt og eksistentielt værk - om det så er det mesterværk, som den idag fremstår som, ja det kan kun tiden vise.