Hvem Kan...Ja, Kun USA?

3.0
Amerikansk jægerpilot (Wilson) skydes ned bag fjendens linier under krigen i Jugoslavien, og en drastisk redningsmission starter.

En teknisk vellavet krigsfilm og en ganske flot produktion, men med en handling som må være tæt på at være noget af de værste amerikanske propaganda og superpatriotisme jeg har set til dato. Jeg indrømmer dog, at den indimellem er ganske spændende og har flere gode action- og krigsscener, og så skal den roses for at være en af de få film, som faktisk gør opmærksom på nogle af de grusomheder der foregik i det tidligere Jugoslavien under krigen der.

Men den indeholder også scener hvor man må krumme tæer og græmmes, blandt andet klimaks, hvor vores amerikanske helt løber hen over isen, mens fjenden skyder totalt vildt på ham (og IKKE rammer!), og hvor han så reddes af amerikanske tropper i helikoptere, der i slowmotion dukker op bag en bakke (og en hellig statue) og ordner det hele i typisk Hollywoodstil, og her er det ikke positivt ment. Noget mere selvforherligende amerikansk skal man lede længe efter.

Men også indtil flere scener ombord på det amerikanske krigsskib, hvor den ikke amerikanske FN-admiral og leder af operation næsten fremstilles som skurk, der er skyld i hvis piloten ikke reddes, og hvor amerikanerne til sidst er nød til selv at tage affære og klare paragrafferne. De scener overskrider langt grænsen for hvad man som tænkende menneske kan sluge fra amerikansk militærs propagandamaskine, som man mistænker for at have haft en stor finger med i spillet.

Men altså, der er altså også mange medrivende passager, og de holder filmen sådan lige over vande, i hvert fald for mig.

Hackman spiller en typisk klichefyldt rolle, som vi har set mange amerikanske skuespillere i, han gør det ikke hverken værre eller bedre end sine forgængere. Wilson er efter min mening ikke specielt overbevisende i sin rolle, men kan accepteres.
Behind Enemy Lines