SUPER catch it while you can!

Utroligt velspillet og underholdende film. At der her er tale om en autentisk personskildring er helt ufatteligt! Man sidder måbende tilbagelænet og tænker – nej, det slipper han aldrig godt fra, nu går den altså ikke længere, nu MÅ det her altså gå galt – men nej, endnu engang slipper charmøren og den hurtigt tænkende og umåde intelligente hovedperson Frank Abagnale godt fra et af sine ”stunts”. Hvis det ikke lige var, fordi hovedpersonen selv har fortalt sin historie først i en bog af samme navn og siden som konsulent på filmen og manuskriptet endvidere er 100% understøttet af FBI’s egne arkiver – ja, så ville man unægtelig tænke, det plot er bare for meget, den historie er usandsynlig! Men det er den altså ikke, og derfor er handlingen ikke bare super underholdende med ligeledes yderst vedkommende. Et af filmens budskaber er således derfor også, at har man blot troen på sig selv og parrer det med frækhed, gå-på-mod og et vindende smil – ja, så kan man narre selv den mest snu. Det er den ”lette” fortolkning – for filmen har meget mere at byde på. Det er nemlig ligeledes lykkedes at give filmen dybde, at finde frem til hovedpersonens mere sårbare sider. Den ægte Frank Abagnale mødte op med Spielberg såvel som tilbragte et stykke tid i Leonardo DiCaprio’s hjem inden indspilningen, og her kom flere aspekter frem end bogen giver indblik i (bogen udkom i 1980) - både på den muntre side men i særdeleshed også af mere personlig karakter. Samarbejdet mellem disse 3 personer har derfor givet filmen netop den ekstra balast, der gør, at der ikke blot er tale om en ligegyldig katten-efter-musen film men i langt højere grad om en sørgmunter personskildring med dybde. Jeg står uforstående overfor de filmkritikere, som ikke ser eller tror på dette aspekt af filmen og derfor ikke giver filmen en saglig vurdering med pilen opad – dette kan imidlertid kun skyldes, at forventningerne har været forkerte. Traileren lægger desværre misvisende op til en temmelig let kop te (og afslører efter min mening også lidt for meget), og hvis man derfor går i biografen med forventningen om ren spænding og underholdning, ja, så bliver man skuffet – for det er dybden og de fine personskildringer, som sammen med de ubeskriveligt morsomme påfund gør filmen til en dejlig helhed, som man tager med hjem og tænker lidt nærmere over. Der er naturligvis ikke tale om psykologisk dybdeboring her – det er og bliver som tiltænkt en underholdende film – men der er altså meget mere at hente end blot en lang række hurtige smarte tricks. Det er underholdning på intelligent plan! Jeg er totalt uenig med de kritikere (Filmland bl.a.), som mener, at Tom Hanks er fejl-casted! Et bedre valg kunne jeg ikke forestille mig. Han forstår at gøre den umiddelbart ”tørre” FBI-agent til et troværdigt og varmt menneske, som trods kollegers - og ikke mindst den lange række af udmygelser Frank udsætter ham for - forbliver den professionelle agent, som når sit mål til slut og samtidig på sin hel egen måde i små glimt viser, at han ligeledes blot er et ganske almindeligt sårbart menneske, som også bærer på smerte og dækker sig ind bag ”masker”. Han fylder denne rolle fuldt ud og spiller eminent godt efter min mening. Christopher Walken giver også et meget fint portræt af faderen, som heller ikke helt holder sig til den rette side af loven og prøver at bluffe sig igennem – men i modsætning til sønnen slet ikke har det format, der skal til. En fin præstation, som jeg dog ikke helt mener berettiger til den Oscar-normering som ”best supporting actor” han er blevet tildelt. Oscar-normeringen havde jeg hellere set gået til hovedrolleindehaveren Leonardo DiCaprio. Hvor er det bare dejligt at se ham tilbage på lærredet i en form, som matcher hans bedste præstationer. Rollen er som skabt til ham – her får han muligheden for at ”lege” med sit store mimiske talent og vise os nogle af hans mange ”ansigter”. Han må have nydt hvert et sekund af indspilningen. Som det nemmeste i verden svinger han mellem charme for fuldt blus over stille seriøsitet til den dybeste sårbarhed. Han er simpelthen eminent i rollen. Når han sender sine ”ofre” et af sine smukke smil, forfører han ikke blot disse men også biografgængerne. Smilet rækker ud gennem lærredet, og man finder sig selv siddende der midt i biografen storsmilende sammen med ham – den side af hans talent, som lagde det meste af verden for hans fødder i Titanic. Men hans største force ligger i det utroligt udtryksfyldte ansigt han glimtvis lader os opleve, som f.eks. i scenen, hvor han iført sin flotte Pan Am uniform følger efter en flok smukke stewardesser og uden et ord blot med sit øjenudtryk ikke lader tilbage, hvor hans tanker med disse skønheder befinder sig – eller scenen, hvor han i ly af køkkendøren observerer Brendas forældre stille "vuggende" til en romantisk melodi under opvasken, her afslører hans ansigtsudtryk alene igen uden et eneste ord, hvor smukt og varmt han finder dette lille optrin for blot et splitsekund derefter at skifte til en dyb smerte erindret om savnet af sine egne forældre og den tid, hvor alt var godt mellem dem – for slet ikke at tale om scenen, hvor han hjemvendt fra fængsel i Frankrig står udenfor vinduet og kigger ind til sin mor og nye lillesøster – hvor ulykkelig han er, kunne ikke udtrykkes smukkere end i netop det utroligt sårbare ansigtsudtryk, han der præsterer. DiCaprio er en mester i at vise følelser og udtrykke dem, så de rækker langt ud over scenekanten. Frank Abagnale kunne ikke have ønsket sig en dygtigere skuespiller til at portrættere ham – jeg kunne ikke forestille mig den rolle spillet så bragende godt af nogen som helst anden skuespiller. Og på trods af sine nu 28 år mestrer han både udseendemæssigt og udtryksvis at klare spandet fra 15-årig teenager til 25-årig ung mand. Et virkeligt dejligt gensyn med Leonardo DiCaprio. Og topkarakter til en super god filmatisering af en sørgmorsom sand historie – så mit råd er: Catch it while you can!