Woodys testamente
4.0
Man kan ikke lade være med at sidde og ønske at dette var Woody Allens sidste film.
Den ville med sin dybt personlige og filmhyldende væsen være sympolet på Allens liv og levned og filmens afslutning ville være perfekt for Woodys karrieres slutning.
Woody spiller en "has-been" instruktør, der p.g.a. sine ambitioner om at være AUTEUR og ikke drevet af kommercielle interesser er kørt ud på et sidespor. "Kunstnerisk masturbation" kalder han sine film, og det er ikke noget de Hollywoodske investorer bryder sig om.
Hans eks-kone, der nu er forlovet med en producent skaffer ham dog chancen for et comeback i en stor film. Men uheldigvis ryger han ind i blindhed p.g.a. psykolgiske problemer, og så er gode råd dyre.
Allens karakter har skiftet eks-konerne ud med Debra Messing, hvilket er et udseendemæssigt plus, men desværre er hun dum som en skovl og tillige en talentløs skuespiller, men man kan jo ikke se bort fra sin 40 år yngre elskerinde.
Allens trang til at vise yngre kvinders interesse for ham vises også da filmen-i-filmen stjernen Tiffani-Amber Thiessen, gør kraftig kur til ham - men stæreblind må han afslå, og så kan kun hans jødiske agent, den kinesiske oversætter og selvfølgelig hans eks-kone hjælpe ham, så han kan få den forsoning med sin søn, han behøver og en film i kassen.
Hyldet ind i komedieform viser Allen sig endnu en gang som en ægte auteur på et plan vi skal til "The Red Rose of Cairo" og "Stardust Memories" for at finde lige. Han får sagt sine meninger om yndlings-instruktørerne Hitchcock, Fellini, Welles og Truffaut, han får citeret i et væk - bl.a. en åbenlys homage til "fireworks-scenen" med Cary Grant og Grace Kelly i Hitchcocks "To Catch a Thief", hvor Allen og eks-konens nye mand sidder i sofaen "just as long as your satisfield", siger han, direkte citeret fra Hitchcock-klassikeren.
Skarp satire bliver det også til, som når Joel Havey Osment hyldes for sin "Life Achivement Award" ! . Og de fleste nye film er så dårlige at man ikke ville lægge mærke til at de var blinde.
At Woody aldrig er blevet nok anerkendt i hjemlandet får også en tur med - når det amerikanske publikum og kritikere afviser hans film, hyldes den i Frankrig - "thanks God for the france" som han siger.
"Hollywood Ending" er ikke en af Woody Allens bedste film, men der er al mulig grund til at se den, når den (alt for sent) kommer i danske biografer.
Den ville med sin dybt personlige og filmhyldende væsen være sympolet på Allens liv og levned og filmens afslutning ville være perfekt for Woodys karrieres slutning.
Woody spiller en "has-been" instruktør, der p.g.a. sine ambitioner om at være AUTEUR og ikke drevet af kommercielle interesser er kørt ud på et sidespor. "Kunstnerisk masturbation" kalder han sine film, og det er ikke noget de Hollywoodske investorer bryder sig om.
Hans eks-kone, der nu er forlovet med en producent skaffer ham dog chancen for et comeback i en stor film. Men uheldigvis ryger han ind i blindhed p.g.a. psykolgiske problemer, og så er gode råd dyre.
Allens karakter har skiftet eks-konerne ud med Debra Messing, hvilket er et udseendemæssigt plus, men desværre er hun dum som en skovl og tillige en talentløs skuespiller, men man kan jo ikke se bort fra sin 40 år yngre elskerinde.
Allens trang til at vise yngre kvinders interesse for ham vises også da filmen-i-filmen stjernen Tiffani-Amber Thiessen, gør kraftig kur til ham - men stæreblind må han afslå, og så kan kun hans jødiske agent, den kinesiske oversætter og selvfølgelig hans eks-kone hjælpe ham, så han kan få den forsoning med sin søn, han behøver og en film i kassen.
Hyldet ind i komedieform viser Allen sig endnu en gang som en ægte auteur på et plan vi skal til "The Red Rose of Cairo" og "Stardust Memories" for at finde lige. Han får sagt sine meninger om yndlings-instruktørerne Hitchcock, Fellini, Welles og Truffaut, han får citeret i et væk - bl.a. en åbenlys homage til "fireworks-scenen" med Cary Grant og Grace Kelly i Hitchcocks "To Catch a Thief", hvor Allen og eks-konens nye mand sidder i sofaen "just as long as your satisfield", siger han, direkte citeret fra Hitchcock-klassikeren.
Skarp satire bliver det også til, som når Joel Havey Osment hyldes for sin "Life Achivement Award" ! . Og de fleste nye film er så dårlige at man ikke ville lægge mærke til at de var blinde.
At Woody aldrig er blevet nok anerkendt i hjemlandet får også en tur med - når det amerikanske publikum og kritikere afviser hans film, hyldes den i Frankrig - "thanks God for the france" som han siger.
"Hollywood Ending" er ikke en af Woody Allens bedste film, men der er al mulig grund til at se den, når den (alt for sent) kommer i danske biografer.
25/03-2003
