Glimrende underholdning...

4.0
Overraskende og meget vellykket moderne animationseventyr, hvor tegnede figurer kombineres flot med imponerende computereffekter. Særligt de animerede personer er godt lavet, og de virker meget troværdige og realistiske i deres bevægelser.

Handlingen er dog ikke videre orginal, og der bliver kørt godt på den gamle skrøne om "heltén" - "the chosen one", der skal genoprette menneskehedens placering i det galaktiske hieraki, hvor vores race er faldet betydeligt tilbage, godt hjulpet af den mystiske, og alt andet end behagelige rumart, der består af rent energi.

Karaktererne er veldrejede, men alligevel også lidt etdimensionelle og klichépræget, men fremragende stemmebehandlingen af henholdsvis Matt Damon, Drew Barrymore, Nathan Lane og særligt John Lequizamo vækkede min begejstning. Bill Pullman og Janeane Garofalo gør det også godt, men ikke nær så medrivende som de fire første nævnte. Også værd at bemærke er at den dygtige Ron Pearlman har en lille rolle som stemmelægger til Cales far.

Filmen er heldigvis ikke så sukkersød som den kunne have været, men ej heller er den så voksen igen. En figur som Gune ( John Lequizamo ) er til stadighed lidt for nuttet i filmens sammenhæng, hvor der ellers var masser af potentiale. Leder man efter en mere voksen tegnefilm, så vil jeg hellere anbefale kultklassikeren "Heavy Metal" fra 1981, eller "Heavy Metal 2000" fra år 2000. Den første af de to er dog stadigvæk den bedste.

Filmens baggrundsmusik er veltilrettelagt, og fungerer fint som et ekstra krydderi i produktionens oplagte og direkte stil.

Men alt i alt, en ganske lille underholdende animationsfilm, der formår at skabe et dejligt afbræk i den amerikanske tegnefilmsindustri ( nu ser vi bort fra den japanske "anime"-film ), hvor man efterhånden ikke har meget tilovers for Disney-virksomheden, der efterhånden er blevet ret sparsom på kreativitetsområdet. Får man dog lyst til noget mere Disney-orienteret, vil jeg klart henvise til den fremragende "The Iron Giant", der er en fantastisk opvisning i animationens kunst.
Titan A.E. (org. version)