Hitchcock gjorde det

Noget for Hitchcock så sjældent som en "Who dunit", hvilket han ikke var en tilhænger af. Han plejede at affærdige dem med en joke, om to konkurrende tv-kanaler. Den ene havde stor succes med en krimi, og på aftenen, hvor det sidste afsnit skal tone frem, meddeler den anden tv-station "Det var butleren, der gjorde det!" - altså, hvis én oplysning kunne ødelægge alt var han ikke interesseret. Derfor gav han publikum alt at vide, for så at styre dem.

Men Hitchcock er så stor en kustner at hans favntag med den mest hæderkronede af alle engelske filmgenrer lykkes til fulde.

Det starter lidt langsomt med et meget omstridt flashback, der siden har inspireret voldsomt. Hitchcock viser den flygtede mands forklaring visuelt, mens han fortæller den. Først til sidst finder man ud af at det var et rent fup. Og at han i virkelighende ER morderen.

Filmen er optaget i London, og er Hitchcocks første for Warner Brothers, for hvem han skabte mesterværket "Strangers on a Train" året efter.
Efter de to halsbrækkende avantgardefilm "Rope" og "Under Capricorn" har han her været nød til at lave en af de film han kaldte "Run for Cover". Men Hitchcocks venstrehånd er bedre end de fleste højre.

En særlig delikatesse i "Stage Fright" er skuespillet, især Alistair Sims frydefulde spil som Eves boheme-far. Med en kostelig accent og Anthony Hopkins udseende giver han den gas.

Jane Wyman er også fin som Eve, der bliver til Doris, der bliver til...
Og som så ofte før er mødrene særligt gode. Sybil Thorndike er en positiv moderskikkelse, der ikke helt har styr på (eks?)mandens narrestreger. Michael Wilding er også god som opdageren, der får Eve til at opleve kærlighed. Marlene Dietrich er filmens store stjerne. Vel ikke akkurat en stor præstation, men vigtig rolle, og med typisk "star quality"

Et par detaljer er klassisk Hitchcock. Faderen skal bruge en dukkeand til at afsløre morderen, men damen i skydeteltet er et sludrechatol, der ikke er meget for at sælge ænderne. Så faderen må skyde, men damen får konstant lavet et eller andet, der sænker tempoet. Da han endelig får skudt mener en granvoksen mand, at det var ham der ramte. Og man siger ikke en stor mand imod. Efter næste skud mener en anden mand han har ramt. Men nu er faderen den store og så får han selvfølgelig sin vilje ! Jungleloven i fuldt vigør. Og suspense krydret med stor humor.

Klassisk Hitchcock er det også, at lade en kvinde være splittet mellem en forbryder og en betjent. Vi kender det helt fra "The Lodger" og især "Blackmail". Og den retsskafne vinder altid kvinden, og befrier hende fra vrangsidens net.

"Stage Fright" er en spændende og morsom bagatel - hvis man altså kan tillade sig at kalde en så vellykket film det ?