Værdighed contra besættelse
5.0
(Dén version jeg har set af filmen varede sølle 156 minutter. Derfor tør jeg ikke sige, om Scope ovenfor rent faktisk henviser til en anden version af filmen, eller om der slet er ret er tale om en tastefejl?)
Bertoluccis store historiske epos spænder over godt og vel 50 år af Kinas historie fra enevældigt kejserrige omkring 1910 til såkaldt "folkerepublik" i tiden efter 1949. Jeg skal med beklagelse meddele, at jeg har meget dårligt kendskab til kinesisk historie, hvorfor jeg temmelig sikkert gør mig skyldig i at acceptere nogle væsentlige historiske ukorrektheder.
Filmen handler om dén kejserlige tronfølger, der skulle vise sig at blive Kinas sidste. Vi følger hans personlige udvikling fra han indsættes i embedet som ganske lille og opdrages efter ældgamle traditioner i de enorme kejserlige paladser med hundredevis af tjenestefolk vimsende omkring ham.
Efter nogle år går det op for ham, at han reelt holdes indespærret bag den Forbudte Bys kæmpestore mure. Hans funktion er ene og alene at repræsentere traditionen for traditionens skyld. Han er uden den magt og indflydelse, som han fra barnsben havde troet sig sikker på. Med andre ord: Indbegrebet af en "kransekagefigur".
Som ung nygift mand til to koner, beslutter han sig til - i lyset af forlydender om store politiske omvæltninger fra den hidtil ukendte verden udenfor - at forlade sit land og opleve verden. Det bliver til en håndfuld vildfarne år med en tom tilværelse som playboy i Japan og vestlige kolonier. Hans selv-lede og utilfredshed med at have mistet dét, han altid havde følt sig forudbestemt til, går dels hårdt ud over hans tilbageværende kone, og dels ud over hans egen dømmekraft.
Ønsket om at blive kejser får ham til at acceptere en tilværelse som marionet-kejser i Manchuriet på den voksende militærmagt Japans nåde. Det er et kæmpe selvbedrag, som han først erkender, da han (endnu engang) har mistet alt. Efter det japanske krigsnederlag, tages han til fange af de sejrende maoister.
Filmen kører i to parallelle spor: Det ene skildrer hans liv fra barnsben, mens det andet skildrer hans tilværelse i fængslet som cirka 50-årig, hvor han af det nye kinesiske styre stilles til både fysisk og moralsk regnskab for sine fejltrin. Efterhånden indhenter livshistorie-sporet fængsels-sporet, og derfra følger vi ham i hans sidste leveår, efter han har afsonet sin straf og slippes ud i det nye Kina omkring 1960 som ludfattig, glemt og totalt ukendt midaldrende mand. Men selv da kan han ikke helt slippe de glade minder om dét liv, han engang havde. Under et turistbesøg i den Forbudte By, forsvinder han på elegant vis udi historiens glemsel efter at have prøvesiddet sin kejsertrone for sidste gang. Men pludselig er han væk.
Bertoluccis film er ikke fuld af humor, kvikke bemærkninger eller storladent skuespil (Det er historiske film jo i øvrigt sjældent). Men det lykkes på fremragende vis at fremstille kejserens selvbedrag og personlige tragedie. Mens han levede i sus og dus, og mens han levede som marionet-kejser, levede han på en løgn. Han opdagede ikke, at han var til grin. Det paradoksale er, at han faktisk først opnår lidt personlig værdighed, da han sidder indespærret under kummerlige forhold og gennemgår ydmygende forhør i fængslet, hvor han tvinges til at indse sit livs mange fejltrin. Denne del af filmen er heldigvis ikke overspillet eller på anden vis gjort melodramatisk.
Der bliver hverken moraliseret, tåreperset eller overfilosoferet undervejs. Billedsiden er naturligvis også nydelig - ikke mindst i kraft af billderne fra de kejserlige paladser, som det virkelig lykkes at fremstille som både prægtige og fremmedgørende. Musikken er tilpas velafbalanceret og kun sjældent og violin-filende højdramatisk.
Det er en film, der umiddelbart kan synes tung og utilgængelig (mit eget førstehåndsindtryk), men seværdigheden vokser støt, efterhånden som filmen skrider frem. Jeg kan derfor med sindsro anbefale filmen til alle og enhver.
Bertoluccis store historiske epos spænder over godt og vel 50 år af Kinas historie fra enevældigt kejserrige omkring 1910 til såkaldt "folkerepublik" i tiden efter 1949. Jeg skal med beklagelse meddele, at jeg har meget dårligt kendskab til kinesisk historie, hvorfor jeg temmelig sikkert gør mig skyldig i at acceptere nogle væsentlige historiske ukorrektheder.
Filmen handler om dén kejserlige tronfølger, der skulle vise sig at blive Kinas sidste. Vi følger hans personlige udvikling fra han indsættes i embedet som ganske lille og opdrages efter ældgamle traditioner i de enorme kejserlige paladser med hundredevis af tjenestefolk vimsende omkring ham.
Efter nogle år går det op for ham, at han reelt holdes indespærret bag den Forbudte Bys kæmpestore mure. Hans funktion er ene og alene at repræsentere traditionen for traditionens skyld. Han er uden den magt og indflydelse, som han fra barnsben havde troet sig sikker på. Med andre ord: Indbegrebet af en "kransekagefigur".
Som ung nygift mand til to koner, beslutter han sig til - i lyset af forlydender om store politiske omvæltninger fra den hidtil ukendte verden udenfor - at forlade sit land og opleve verden. Det bliver til en håndfuld vildfarne år med en tom tilværelse som playboy i Japan og vestlige kolonier. Hans selv-lede og utilfredshed med at have mistet dét, han altid havde følt sig forudbestemt til, går dels hårdt ud over hans tilbageværende kone, og dels ud over hans egen dømmekraft.
Ønsket om at blive kejser får ham til at acceptere en tilværelse som marionet-kejser i Manchuriet på den voksende militærmagt Japans nåde. Det er et kæmpe selvbedrag, som han først erkender, da han (endnu engang) har mistet alt. Efter det japanske krigsnederlag, tages han til fange af de sejrende maoister.
Filmen kører i to parallelle spor: Det ene skildrer hans liv fra barnsben, mens det andet skildrer hans tilværelse i fængslet som cirka 50-årig, hvor han af det nye kinesiske styre stilles til både fysisk og moralsk regnskab for sine fejltrin. Efterhånden indhenter livshistorie-sporet fængsels-sporet, og derfra følger vi ham i hans sidste leveår, efter han har afsonet sin straf og slippes ud i det nye Kina omkring 1960 som ludfattig, glemt og totalt ukendt midaldrende mand. Men selv da kan han ikke helt slippe de glade minder om dét liv, han engang havde. Under et turistbesøg i den Forbudte By, forsvinder han på elegant vis udi historiens glemsel efter at have prøvesiddet sin kejsertrone for sidste gang. Men pludselig er han væk.
Bertoluccis film er ikke fuld af humor, kvikke bemærkninger eller storladent skuespil (Det er historiske film jo i øvrigt sjældent). Men det lykkes på fremragende vis at fremstille kejserens selvbedrag og personlige tragedie. Mens han levede i sus og dus, og mens han levede som marionet-kejser, levede han på en løgn. Han opdagede ikke, at han var til grin. Det paradoksale er, at han faktisk først opnår lidt personlig værdighed, da han sidder indespærret under kummerlige forhold og gennemgår ydmygende forhør i fængslet, hvor han tvinges til at indse sit livs mange fejltrin. Denne del af filmen er heldigvis ikke overspillet eller på anden vis gjort melodramatisk.
Der bliver hverken moraliseret, tåreperset eller overfilosoferet undervejs. Billedsiden er naturligvis også nydelig - ikke mindst i kraft af billderne fra de kejserlige paladser, som det virkelig lykkes at fremstille som både prægtige og fremmedgørende. Musikken er tilpas velafbalanceret og kun sjældent og violin-filende højdramatisk.
Det er en film, der umiddelbart kan synes tung og utilgængelig (mit eget førstehåndsindtryk), men seværdigheden vokser støt, efterhånden som filmen skrider frem. Jeg kan derfor med sindsro anbefale filmen til alle og enhver.
18/01-2005
