Mig og Charlie
5.0
"I tvivlens skygge" er et mesterværk indenfor suspense-genren. Det var også længe en af Hitchcocks egne personlige favoritter - måske hans absolutte favorit (sammen med "Rear Window"
Og man forstår godt hvorfor, selvom jeg ikke vil sige at det er en af mine absolutte favoritter. Det var et af Hitchcocks mest lykkefyldte arbejdsprocesser, hvilket måske forklarer hans forkærlighed for den.
Charlie er opkaldt efter sin onkel, der står som en anden fantasi-figur for den lille Santa-Rosa familie. Hitchcock introducerer os for de to Charlier på samme måde. Begge liggende på deres seng med hænderne bag hovedet. Men, hvor det for onkel Charlie er forbundet med frygt, er det for niecen udtryk for den kedsomhed, der plager hende.
Hun opfatter det som telepati, at onkel Charlie pludselig dukker op i byen, samtidig som hun ville telegrafere til ham. Familien forguder onklen. Ikke mindst moderen, der i Charlie ser en tabt barndoms muligheder. Hendes mand er mere forbeholden og holder sig til at sige Charles til onklen.
Et par mænd ankommer til huset, for at interviewe familien, men onklen ved at det ikke er derfor at de er der. I første halvdel af filmen lader Hitchcock os være i tvivl om, hvad onklen har gjort, men allerede under forteksterne giver han os et spor. En masse mennesker danser til "Den glade enke", og senere kan niecen ikke få melodien ud af hovedet, hvilket gør onklen tosset. Derudover får han behændigt destrueret en avis, med kompromiterende nyheder.
Men midtvejs får niecen så nyheden, hjulpet frem af en detektiv. Den dybt charmerende onkel er "de glade enkers morder" og nu ved vi at niecen er i fare...
"Shadow of a doubt" er en superb-thriller. Joseph Cotton - en af 40ernes bedste og mest undervurderede skuespillere - er mesterlig som onkel Charlie. I hans blik er både charme og dæmoni. Og et par blikke lige ind i Hitchcocks kamera får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Ikke mindre god er Theresa Wright som niecen, Heny Travers som faderen, Patricia Collinge som moderen, Edna May Wonacott som den bebrillede bogorm af en lillesøster, og ikke mindst husvennen Hume Cronyn er alle fremragende.
Bemærk hans generte stolthed, da han redder niecen.
Humor er der også. Faderen og husvennen har et spil kørende om, hvordan man bedst slår den anden ihjel. Og det er genial humor. Filmen har et klimaks, der er blandt Hitchcocks bedste.
Charlie slog hovedet som barn, men Charlie er også en af de mange Hitchcock-psykopater, der har homoseksuelle træk. Bruno i "Strangers on a Train" og Norman Bates i "Psycho" synes at være hans film-brødre.
Det er også tydeligt at "Shadow of a doubt" og "Rear Window" er nogle af David Lynchs favoritfilm. "Blue Velevet" er tydeligt inspireret,
Jeg har aldrig været så meget i tvivl om, hvad jeg skulle give en film. Alt i mig siger at den er til seks stjerner, og alligevel nøjes jeg med 5½ - en fantastisk film.
Og man forstår godt hvorfor, selvom jeg ikke vil sige at det er en af mine absolutte favoritter. Det var et af Hitchcocks mest lykkefyldte arbejdsprocesser, hvilket måske forklarer hans forkærlighed for den.
Charlie er opkaldt efter sin onkel, der står som en anden fantasi-figur for den lille Santa-Rosa familie. Hitchcock introducerer os for de to Charlier på samme måde. Begge liggende på deres seng med hænderne bag hovedet. Men, hvor det for onkel Charlie er forbundet med frygt, er det for niecen udtryk for den kedsomhed, der plager hende.
Hun opfatter det som telepati, at onkel Charlie pludselig dukker op i byen, samtidig som hun ville telegrafere til ham. Familien forguder onklen. Ikke mindst moderen, der i Charlie ser en tabt barndoms muligheder. Hendes mand er mere forbeholden og holder sig til at sige Charles til onklen.
Et par mænd ankommer til huset, for at interviewe familien, men onklen ved at det ikke er derfor at de er der. I første halvdel af filmen lader Hitchcock os være i tvivl om, hvad onklen har gjort, men allerede under forteksterne giver han os et spor. En masse mennesker danser til "Den glade enke", og senere kan niecen ikke få melodien ud af hovedet, hvilket gør onklen tosset. Derudover får han behændigt destrueret en avis, med kompromiterende nyheder.
Men midtvejs får niecen så nyheden, hjulpet frem af en detektiv. Den dybt charmerende onkel er "de glade enkers morder" og nu ved vi at niecen er i fare...
"Shadow of a doubt" er en superb-thriller. Joseph Cotton - en af 40ernes bedste og mest undervurderede skuespillere - er mesterlig som onkel Charlie. I hans blik er både charme og dæmoni. Og et par blikke lige ind i Hitchcocks kamera får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Ikke mindre god er Theresa Wright som niecen, Heny Travers som faderen, Patricia Collinge som moderen, Edna May Wonacott som den bebrillede bogorm af en lillesøster, og ikke mindst husvennen Hume Cronyn er alle fremragende.
Bemærk hans generte stolthed, da han redder niecen.
Humor er der også. Faderen og husvennen har et spil kørende om, hvordan man bedst slår den anden ihjel. Og det er genial humor. Filmen har et klimaks, der er blandt Hitchcocks bedste.
Charlie slog hovedet som barn, men Charlie er også en af de mange Hitchcock-psykopater, der har homoseksuelle træk. Bruno i "Strangers on a Train" og Norman Bates i "Psycho" synes at være hans film-brødre.
Det er også tydeligt at "Shadow of a doubt" og "Rear Window" er nogle af David Lynchs favoritfilm. "Blue Velevet" er tydeligt inspireret,
Jeg har aldrig været så meget i tvivl om, hvad jeg skulle give en film. Alt i mig siger at den er til seks stjerner, og alligevel nøjes jeg med 5½ - en fantastisk film.
09/04-2003
