At have det rart på Lykkevej
3.0
Det er en større opgave at pådrage sig, at skulle holde publikum fastspændt til lærredet når man arbejder med et forlæg, totalt blottet for spænding eller overraskelsesmomenter, og det er det gentagende problem ved denne danske livsbekræftende film. Morten Arnfred, som ellers er kendt for sin mageløse assistentinstruktion til Triers Riget (1994 (samt Riget II i 1997)) og sit hovedværk Johnny Larsen (1979), hvor begge er mange stenkast fra denne film, leverer denne gang en rolig og komplet forudsigelig romantisk komedie med de sædvanlige kliche-befængte roller samt et haltende narrativ som aldrig kommer i omdrejninger.
Det som hele Lykkevej cirkler om, er Birthe Neumanns præstation, følelser og drejninger og det går generelt for langsomt. Der sker ingenting, ikke at det er kritisk, da filmen som helhed sagtens kan være underholdende og vanedannende af den grund, men vittighederne, det romantiske pus og det flow som man ellers er vant til fra dansk film, synes meget fjern i Lykkevej. Der er ikke meget substans i filmens historie, og når de blide vittigheder heller ikke fungerer, så er der ikke så meget at hente.
Men omvendt. Den rolige og smalle historie er på den anden lede filmens mest fremhævede side. Arnfred fremhæver de rolige bevægelser, og små forskelle som lige pludselig bliver pumpet op til enorme forandringer, det handler bare om hvor man er og med hvem. Og det er netop det mest gennemførte ved filmen, at det hele er så frygteligt tomt og meningsløst. Det er svært at skifte fra ét miljø til et andet, især hvis man ikke får det rigtige tøj på, og det fremhæves ofte i Lykkevej.
Først og fremmest er det svært at vænne sig til Birthe Neumann i en filmhovedrolle, da hun altid har været det perfekte snit i birollen, men når den omrokering er overstået oppe i ens hoved, så virker ideen med hovedrollen slet ikke så tosset end da. Det eneste kritikpunkt er blot, at hun slet ikke kommer op og ringe som hun tidligere har gjort i sine biroller, og det er synd, da hun lige for tiden ellers er inde i en solid stime af rigtig gode præstationer i tonsvis af danske film.
Jesper Lohmann har aldrig været min foretrukne, og Lykkevej virker heller ikke som nogen redning for ham. Jeg bryder mig ikke om hans sure og iskolde attitude, som efter min mening gør en del af dialogerne mere substansløse end de er i forvejen. Han passer ikke som den underlige rodende nabo til det ellers så ordentlige nabokvarter, og det må siges at være min største kritik til skuespillerholdet. Arnfred mestrer ikke den gennemførte dialog med de gode replikker og underholdende plotdrejninger, derimod ender mange af skuespillernes værdifulde forsøg som ideforladte samtaler som ofte driver ud i sandet. For meget spildtid og for lidt substans.
Neumann og Arnfred forsøger ihærdigt at gøre oplevelsen til en varm og stilstikker stemningsfuld film, men ingen af delene lykkes for dem. Filmens indledning starter som enhver anden: det tragiske og skæbnesvangre hænder, og folk må ændre sig for at holde facaden. Men herefter går det for lemfældigt, med scenerne rodet sat sammen og alle de uvæsentlige plotdrejninger forsøger at blive væsentlige, og det hele flyder ud til en kedelig, ugennemført og for løst sat sammen dansk romantisk komedie.
Det som hele Lykkevej cirkler om, er Birthe Neumanns præstation, følelser og drejninger og det går generelt for langsomt. Der sker ingenting, ikke at det er kritisk, da filmen som helhed sagtens kan være underholdende og vanedannende af den grund, men vittighederne, det romantiske pus og det flow som man ellers er vant til fra dansk film, synes meget fjern i Lykkevej. Der er ikke meget substans i filmens historie, og når de blide vittigheder heller ikke fungerer, så er der ikke så meget at hente.
Men omvendt. Den rolige og smalle historie er på den anden lede filmens mest fremhævede side. Arnfred fremhæver de rolige bevægelser, og små forskelle som lige pludselig bliver pumpet op til enorme forandringer, det handler bare om hvor man er og med hvem. Og det er netop det mest gennemførte ved filmen, at det hele er så frygteligt tomt og meningsløst. Det er svært at skifte fra ét miljø til et andet, især hvis man ikke får det rigtige tøj på, og det fremhæves ofte i Lykkevej.
Først og fremmest er det svært at vænne sig til Birthe Neumann i en filmhovedrolle, da hun altid har været det perfekte snit i birollen, men når den omrokering er overstået oppe i ens hoved, så virker ideen med hovedrollen slet ikke så tosset end da. Det eneste kritikpunkt er blot, at hun slet ikke kommer op og ringe som hun tidligere har gjort i sine biroller, og det er synd, da hun lige for tiden ellers er inde i en solid stime af rigtig gode præstationer i tonsvis af danske film.
Jesper Lohmann har aldrig været min foretrukne, og Lykkevej virker heller ikke som nogen redning for ham. Jeg bryder mig ikke om hans sure og iskolde attitude, som efter min mening gør en del af dialogerne mere substansløse end de er i forvejen. Han passer ikke som den underlige rodende nabo til det ellers så ordentlige nabokvarter, og det må siges at være min største kritik til skuespillerholdet. Arnfred mestrer ikke den gennemførte dialog med de gode replikker og underholdende plotdrejninger, derimod ender mange af skuespillernes værdifulde forsøg som ideforladte samtaler som ofte driver ud i sandet. For meget spildtid og for lidt substans.
Neumann og Arnfred forsøger ihærdigt at gøre oplevelsen til en varm og stilstikker stemningsfuld film, men ingen af delene lykkes for dem. Filmens indledning starter som enhver anden: det tragiske og skæbnesvangre hænder, og folk må ændre sig for at holde facaden. Men herefter går det for lemfældigt, med scenerne rodet sat sammen og alle de uvæsentlige plotdrejninger forsøger at blive væsentlige, og det hele flyder ud til en kedelig, ugennemført og for løst sat sammen dansk romantisk komedie.
10/04-2003
