De sås ikke igen
5.0
Filmen vandt Guldløven i Venedig.
Hovedpersonen, kostskoleeleven Julien Quentin, forestiller instruktør Louis Malle selv som cirka 12-årig, og filmen bygger på hans egne erindringer.
Malle har selv betegnet filmen som hans karrieres vigtigste, og når man har set den til ende, er man næppe i tvivl om hvorfor.
Det er svært ikke at tage den mildt sagt triste autentiske baggrund i betragtning med i bedømmelsen af filmen. Jeg har set mange film, der tematiserede Holocaust og nazisternes jødeforfølgelser, og generelt har det irriteret mig, at netop dette folkedrab har overskygget alle andre af verdenshistoriens nederdrægtigheder. Alligevel må man indrømme, at der er blevet lavet adskillige virkelig gode film på dén triste historiske baggrund.
Søren Kragh-Jacobsens "Øen i Fuglegade" er en anden af de nyere og meget vellykkede, og rent teknisk, billed- og lydmæssigt findes der sikkert også bedre skildringer, end Malles selvbiografiske lille film, dog skal det siges, at de stille klaversonater af Franz Schubert og Camille Saint-Saëns er meget velvalgte som stemningsunderbygning i filmen.
Historien er såmænd meget enkelt fortalt. Langt henad vejen formår den endog at underholde ganske pænt med sin udstilling af de katolske klosterskolers virkningsløse indoktrinering af de (præ)pubertære drenge på skolen.
Men afslutningen er relativt kort men nådesløs trist, og det er endda gjort uden at moralisere eller tåreperse. Det er en film, der virkelig har noget på hjerte. Derfor har det heller ikke været nødvendigt at dramatisere ret meget. Handlingen i sig selv bærer filmen hele vejen igennem.
"Au Revoir Les Enfants" brændte ganske enkelt helt igennem mit skepsis-filter. Vi har at gøre med et lille tidløst mesterværk.
Hovedpersonen, kostskoleeleven Julien Quentin, forestiller instruktør Louis Malle selv som cirka 12-årig, og filmen bygger på hans egne erindringer.
Malle har selv betegnet filmen som hans karrieres vigtigste, og når man har set den til ende, er man næppe i tvivl om hvorfor.
Det er svært ikke at tage den mildt sagt triste autentiske baggrund i betragtning med i bedømmelsen af filmen. Jeg har set mange film, der tematiserede Holocaust og nazisternes jødeforfølgelser, og generelt har det irriteret mig, at netop dette folkedrab har overskygget alle andre af verdenshistoriens nederdrægtigheder. Alligevel må man indrømme, at der er blevet lavet adskillige virkelig gode film på dén triste historiske baggrund.
Søren Kragh-Jacobsens "Øen i Fuglegade" er en anden af de nyere og meget vellykkede, og rent teknisk, billed- og lydmæssigt findes der sikkert også bedre skildringer, end Malles selvbiografiske lille film, dog skal det siges, at de stille klaversonater af Franz Schubert og Camille Saint-Saëns er meget velvalgte som stemningsunderbygning i filmen.
Historien er såmænd meget enkelt fortalt. Langt henad vejen formår den endog at underholde ganske pænt med sin udstilling af de katolske klosterskolers virkningsløse indoktrinering af de (præ)pubertære drenge på skolen.
Men afslutningen er relativt kort men nådesløs trist, og det er endda gjort uden at moralisere eller tåreperse. Det er en film, der virkelig har noget på hjerte. Derfor har det heller ikke været nødvendigt at dramatisere ret meget. Handlingen i sig selv bærer filmen hele vejen igennem.
"Au Revoir Les Enfants" brændte ganske enkelt helt igennem mit skepsis-filter. Vi har at gøre med et lille tidløst mesterværk.
18/01-2005
