Drømmen om Manderley
6.0
"Last night i dreamt i went to Manderley again". Med denne klassiske kvindelige speaker-stemme, indledes Hitchcocks amerikanske filmkarriere.
"What the devil, are you shouting at" siger manden, til den kvinde, der netop har skreget for at undgå at han kastede sig i den franske rivieras hav. Senere mødes de igen. Hun er selskabsdame hos en ældre meget pågående dame, han den fine greve, som hendes frue meget gerne vil i kontakt med.
Hurtigt får vores navnløse heltinde, at vide at Maxim har mistet sin smukke hustru Rebecca, og alle understreger at han "simply adored her".
De mødes og begynder at gå ud sammen. Da vores heltinde skal rejse med sin frue, frier Maxim, og hun siger ja.
Men hjemme på det myteomspundne "Manderley" får hun svært ved at leve op til Rebecca. Ikke for ingenting er hun filmen igennem navnløs. Rebeccas skygge hviler stadig over stedet. Og ingen forspilder en chance for at understrege det. Ikke mindst husholdersken Mrs. Danvers, har et specielt forhold til Rebecca.
Konstant sidder man med følelsen af at noget er galt. "Lov mig du aldrig bliver 36" siger Maxim til sin brud. Alt på Manderley er mystisk og ikke mindst Rebeccas gamle værelse, vækker interesse. Hitchcock er eminent til at benytte Manderley som kulisse, og hver en skygge, hver en krog, hver en lyd udnyttes optimalt.
P.g.a. "The Production Code" måtte en hovedperson ikke være morder, og skal man pege på en mindre svaghed i "Rebecca" er det at man skal bruge en halv time på udredningen af Rebeccas død. Hun fremprovekerede selv sin død, da hun fik konstateret kræft, og ikke var gravid med en af sine mange elskere som hun troede.
Den sagnomspundne Lawrence Olivier er fremragende som Maxim, og Joan Fontaine er perfekt som den navnløse heltinde. Judith Anderson, som den lesbiske Mrs. Danvers, er uforglemmelig. Et modbydeligt menneske, hvis kærlighed til Rebecca ikke vil dø. "Hun legede med jer. Morede sig med at gøre jer til grin" siger hun om Rebeccas forhold til de mange mænd, og når hun viser den nye frue Rebeccas undertøj, er den psykpatiske uhygge til at tage at føle på. Denne åndelige nekrofili bliver siden et hovedtema i Hitchcocks produktion jvf. film som "Vertigo" og "Psycho".
Mrs. Danvers sidste gerning er at sætte ild til Manderley, og filmens slutbillede er et "R" på en hovedpude. Nu er ringen sluttet.
Der er dog også morskab i "Rebecca". Heltindens frue er et tragikomisk tilfælde. Hendes fisefornemme stil bider ikke på dem hun vil imponere. Så hun må lægge sig i sengen. Da hun får sin medicin lyder svaret "Føj, giv mig et chokolade" Måden Florence Bates siger det på, er kostelig. Også scenen, hvor hun får nyheden om ægteskabet er fremragende.
Filmen starter på den franske riviera, hvor Hitchcok siden leverede sin ferie-perle "To Catch a Thief". Men i modsætning til denne er "Rebecca" tydeligt studieoptaget. En anden scene, der minder om "To Catch a Thief" er at van Hopper slukker sin cigaret i et spejlæg. Det samme gør Jessie Royce Landis i "To Catch a Thief"
"Rebecca" vandt en Oscar for bedste film, og Hitchcock var også nomineret med "Foriegn Correspondent". John Ford tog dog bedste instruktion for "Vredens Druer" og det var producenten Davis O. Selznick og ikke Hitchcock, der modtog Oscaren for bedste film. Det tilgav han aldrig, og det kan være en af grundene til at han ikke selv kunne sige noget mere pænt end om "Rebecca" end "at den holder sig meget godt".
"Rebecca" er, hvorom alting er et hovedværk i hans produktion. Endelig fik han de tekniske faciliteter han behøvede, og det er umuligt at se at filmen er optaget i 1939. Samtidig ændrer hans produktion sig fra de meget lystige engelske film, til de mere mørke temaer, der fra da af skal præge hans film.
"What the devil, are you shouting at" siger manden, til den kvinde, der netop har skreget for at undgå at han kastede sig i den franske rivieras hav. Senere mødes de igen. Hun er selskabsdame hos en ældre meget pågående dame, han den fine greve, som hendes frue meget gerne vil i kontakt med.
Hurtigt får vores navnløse heltinde, at vide at Maxim har mistet sin smukke hustru Rebecca, og alle understreger at han "simply adored her".
De mødes og begynder at gå ud sammen. Da vores heltinde skal rejse med sin frue, frier Maxim, og hun siger ja.
Men hjemme på det myteomspundne "Manderley" får hun svært ved at leve op til Rebecca. Ikke for ingenting er hun filmen igennem navnløs. Rebeccas skygge hviler stadig over stedet. Og ingen forspilder en chance for at understrege det. Ikke mindst husholdersken Mrs. Danvers, har et specielt forhold til Rebecca.
Konstant sidder man med følelsen af at noget er galt. "Lov mig du aldrig bliver 36" siger Maxim til sin brud. Alt på Manderley er mystisk og ikke mindst Rebeccas gamle værelse, vækker interesse. Hitchcock er eminent til at benytte Manderley som kulisse, og hver en skygge, hver en krog, hver en lyd udnyttes optimalt.
P.g.a. "The Production Code" måtte en hovedperson ikke være morder, og skal man pege på en mindre svaghed i "Rebecca" er det at man skal bruge en halv time på udredningen af Rebeccas død. Hun fremprovekerede selv sin død, da hun fik konstateret kræft, og ikke var gravid med en af sine mange elskere som hun troede.
Den sagnomspundne Lawrence Olivier er fremragende som Maxim, og Joan Fontaine er perfekt som den navnløse heltinde. Judith Anderson, som den lesbiske Mrs. Danvers, er uforglemmelig. Et modbydeligt menneske, hvis kærlighed til Rebecca ikke vil dø. "Hun legede med jer. Morede sig med at gøre jer til grin" siger hun om Rebeccas forhold til de mange mænd, og når hun viser den nye frue Rebeccas undertøj, er den psykpatiske uhygge til at tage at føle på. Denne åndelige nekrofili bliver siden et hovedtema i Hitchcocks produktion jvf. film som "Vertigo" og "Psycho".
Mrs. Danvers sidste gerning er at sætte ild til Manderley, og filmens slutbillede er et "R" på en hovedpude. Nu er ringen sluttet.
Der er dog også morskab i "Rebecca". Heltindens frue er et tragikomisk tilfælde. Hendes fisefornemme stil bider ikke på dem hun vil imponere. Så hun må lægge sig i sengen. Da hun får sin medicin lyder svaret "Føj, giv mig et chokolade" Måden Florence Bates siger det på, er kostelig. Også scenen, hvor hun får nyheden om ægteskabet er fremragende.
Filmen starter på den franske riviera, hvor Hitchcok siden leverede sin ferie-perle "To Catch a Thief". Men i modsætning til denne er "Rebecca" tydeligt studieoptaget. En anden scene, der minder om "To Catch a Thief" er at van Hopper slukker sin cigaret i et spejlæg. Det samme gør Jessie Royce Landis i "To Catch a Thief"
"Rebecca" vandt en Oscar for bedste film, og Hitchcock var også nomineret med "Foriegn Correspondent". John Ford tog dog bedste instruktion for "Vredens Druer" og det var producenten Davis O. Selznick og ikke Hitchcock, der modtog Oscaren for bedste film. Det tilgav han aldrig, og det kan være en af grundene til at han ikke selv kunne sige noget mere pænt end om "Rebecca" end "at den holder sig meget godt".
"Rebecca" er, hvorom alting er et hovedværk i hans produktion. Endelig fik han de tekniske faciliteter han behøvede, og det er umuligt at se at filmen er optaget i 1939. Samtidig ændrer hans produktion sig fra de meget lystige engelske film, til de mere mørke temaer, der fra da af skal præge hans film.
12/04-2003
