Nøglen til Ford
6.0
En lidt længere udgave af min anmeldelse.
John Ford er en af de store klassiske legender, i sin samtid måske den mest anerkendte amerikanske instruktør. Idag har Hitchcock overtaget denne titel, men Ford er stadig en ægte mester.
Fords film var bygget på den klassiske amerikanske pioner-drøm. En myte Ford stolede fuldt og fast på i første del af karrieren. Ford lagde ud med en række succesfulde stumfilm, hvor den bedste (og mest succesfulde) af dem jeg har set er "The Iron Horse". Ialt lavede Ford imponerende 111 spillefilm, vel at mærke krediteret - dertil skal lægges en lang række andre film.
Ford var en af de få stumfilm-instruktører der smertefrit gik over til talefilmen, "The Informer" gave ham den første af seks Oscars (fire spillefilm + to dokumentarer), hvilket stadig er rekord.
I 1939 kom så den skelsættende indtagelse af det imponerende Monument Valley, der skulle blive Fords baghave. "Stagecoach" er et mesterværk, og i de næste to år spyttede Ford det ene af slagsen efter det andet ud. "How Green Was My Valley" og klassikeren "Grapes of Wrath" er de bedste. Sidstnævnte er en venstreorienteret film, lavet af den dybt højreorienterede Ford.
Ford lavede ofte en stribe film, med ren venstrehånd. Det kunne der komme den fremragende "Kavaleri-trilogi" og jungleromancen "Mogambo" ud af. Men også mere kritisable film som "The Wings of Eagle" To af hans allerbedste film er da også personlige film som "My Darling Clementine", om Wyatt Earp, som John Ford hævdede at have kendt !
Samt hans irske perle "The Quiet Man". En tilbagevenden til det Irland, som Ford så ofte drømte om.
Ford fortsatte sin dyrkelse af pioner-myten, men efter at han under anden verdenskrig havde virket i den amerikanske hær, synes han at forandre sig. "They Were Expendable" er dog stadig en af de mest patriotiske film, der er lavet i USA, men fra og med "Fort Apache" begynder Ford, at skildre racister negativt.
I "The Searchers", der er Fords klart mest selvbiografiske film, skildres hans alter-ego, som sædvanlig af John Wayne. Wayne er Ethan Edwards, en mand der vender hjem til sin familie, efter nogle på slagmarken. Ethan er, grundet hævntørst (?), en meget racistisk mand. Filmen igennem, er det mere end noget hans had til indianerne, der bærer ham frem.
At hans adoptiv-nevø har indianer-aner er en torn i øjet på Ethan, der dog accepterer hans arbejdskraft. Hjælperne falder fra, men Ethan og Martin fortsætter deres søgen, og et eller andet sted begynder Ethan at anerkende Martins stædighed.
Da de efter fem års søgen, endelig finder niecen er Ethan parat til at dræbe hende, for at udrydde de indianer-gener, der nu er i hende. Men noget får ham til at stoppe. Under sin søgen er han nemlig blevet klar over, at alt liv tæller, hvilket i de tidlige Ford westerns, havde været utænkeligt. Altså formentlig det syn Ford fik under krigen.
Alt - ja ALT, i "The Searchers" er mesterligt. Det være sig den uforglemmelige fotografering, der kræver et stort lærred for fuld påskønnelse, til de sublime skuespil-præstationer.
Wayne har aldrig været bedre end som den ensomme ulv, der desperat søger sin niece - og sig selv.
Jeffrey Hunter er fremragende som Martin, Vera Miles som hans kæreste (?), og Ward Bond som kaptajnen, glimrende. Og hvor kort det end varer viser Natalie Wood, hvilken skuespiller hun var i sine tidlige år.
Ford selv har aldrig været bedre. Til trods for alvorlige synskader giver han os et af disse uforglemmelige "auteur"-værker. En milepæl i Fords karriere og amerikansk film. Få film har været så indflydelsesrige.
Ford fortsatte sin selvransagelse i især "The Man Who Shot Liberty Valence" og i sine to sidste, ikke vellykkede film, er hans vrede mod de værdier han troede på klar.
Fords karriere endte trist. Sygdom og tiden var ikke med ham. Hans vision om USA stod ikke mål med de progressive tider. Og dermed endte han som den anden store folkelige fortæller D.W. Griffith, arbejdsløs. Til trods for sin selvransagelse forblev Ford en ægte patriot, og hans sidste gerning var propoganda-film for krigen mod Vietnam.
Og billedet jeg altid vil huske, når jeg tænker på Ford - er slutbilledet i "The Searchers". De har fundet niecen. Martin har fundet en kone, alle er glade og går ind i huset. Men ikke Ethan. Han bliver stående som han stod, da han ankom. Alene med prærien som sit land. Han har fundet sig selv, men samtidig fundet ud af, at alt hvad han troede på var en illusion. Og dermed står han forvirret tilbage. Måske klogere, men samtidig uden identitet.
John Ford var en poet, en romantiker og en patriot. Men han var først og fremmest en af de bedste film-instruktører verden har kendt - og "The Searchers" er hans hovedværk.
John Ford er en af de store klassiske legender, i sin samtid måske den mest anerkendte amerikanske instruktør. Idag har Hitchcock overtaget denne titel, men Ford er stadig en ægte mester.
Fords film var bygget på den klassiske amerikanske pioner-drøm. En myte Ford stolede fuldt og fast på i første del af karrieren. Ford lagde ud med en række succesfulde stumfilm, hvor den bedste (og mest succesfulde) af dem jeg har set er "The Iron Horse". Ialt lavede Ford imponerende 111 spillefilm, vel at mærke krediteret - dertil skal lægges en lang række andre film.
Ford var en af de få stumfilm-instruktører der smertefrit gik over til talefilmen, "The Informer" gave ham den første af seks Oscars (fire spillefilm + to dokumentarer), hvilket stadig er rekord.
I 1939 kom så den skelsættende indtagelse af det imponerende Monument Valley, der skulle blive Fords baghave. "Stagecoach" er et mesterværk, og i de næste to år spyttede Ford det ene af slagsen efter det andet ud. "How Green Was My Valley" og klassikeren "Grapes of Wrath" er de bedste. Sidstnævnte er en venstreorienteret film, lavet af den dybt højreorienterede Ford.
Ford lavede ofte en stribe film, med ren venstrehånd. Det kunne der komme den fremragende "Kavaleri-trilogi" og jungleromancen "Mogambo" ud af. Men også mere kritisable film som "The Wings of Eagle" To af hans allerbedste film er da også personlige film som "My Darling Clementine", om Wyatt Earp, som John Ford hævdede at have kendt !
Samt hans irske perle "The Quiet Man". En tilbagevenden til det Irland, som Ford så ofte drømte om.
Ford fortsatte sin dyrkelse af pioner-myten, men efter at han under anden verdenskrig havde virket i den amerikanske hær, synes han at forandre sig. "They Were Expendable" er dog stadig en af de mest patriotiske film, der er lavet i USA, men fra og med "Fort Apache" begynder Ford, at skildre racister negativt.
I "The Searchers", der er Fords klart mest selvbiografiske film, skildres hans alter-ego, som sædvanlig af John Wayne. Wayne er Ethan Edwards, en mand der vender hjem til sin familie, efter nogle på slagmarken. Ethan er, grundet hævntørst (?), en meget racistisk mand. Filmen igennem, er det mere end noget hans had til indianerne, der bærer ham frem.
At hans adoptiv-nevø har indianer-aner er en torn i øjet på Ethan, der dog accepterer hans arbejdskraft. Hjælperne falder fra, men Ethan og Martin fortsætter deres søgen, og et eller andet sted begynder Ethan at anerkende Martins stædighed.
Da de efter fem års søgen, endelig finder niecen er Ethan parat til at dræbe hende, for at udrydde de indianer-gener, der nu er i hende. Men noget får ham til at stoppe. Under sin søgen er han nemlig blevet klar over, at alt liv tæller, hvilket i de tidlige Ford westerns, havde været utænkeligt. Altså formentlig det syn Ford fik under krigen.
Alt - ja ALT, i "The Searchers" er mesterligt. Det være sig den uforglemmelige fotografering, der kræver et stort lærred for fuld påskønnelse, til de sublime skuespil-præstationer.
Wayne har aldrig været bedre end som den ensomme ulv, der desperat søger sin niece - og sig selv.
Jeffrey Hunter er fremragende som Martin, Vera Miles som hans kæreste (?), og Ward Bond som kaptajnen, glimrende. Og hvor kort det end varer viser Natalie Wood, hvilken skuespiller hun var i sine tidlige år.
Ford selv har aldrig været bedre. Til trods for alvorlige synskader giver han os et af disse uforglemmelige "auteur"-værker. En milepæl i Fords karriere og amerikansk film. Få film har været så indflydelsesrige.
Ford fortsatte sin selvransagelse i især "The Man Who Shot Liberty Valence" og i sine to sidste, ikke vellykkede film, er hans vrede mod de værdier han troede på klar.
Fords karriere endte trist. Sygdom og tiden var ikke med ham. Hans vision om USA stod ikke mål med de progressive tider. Og dermed endte han som den anden store folkelige fortæller D.W. Griffith, arbejdsløs. Til trods for sin selvransagelse forblev Ford en ægte patriot, og hans sidste gerning var propoganda-film for krigen mod Vietnam.
Og billedet jeg altid vil huske, når jeg tænker på Ford - er slutbilledet i "The Searchers". De har fundet niecen. Martin har fundet en kone, alle er glade og går ind i huset. Men ikke Ethan. Han bliver stående som han stod, da han ankom. Alene med prærien som sit land. Han har fundet sig selv, men samtidig fundet ud af, at alt hvad han troede på var en illusion. Og dermed står han forvirret tilbage. Måske klogere, men samtidig uden identitet.
John Ford var en poet, en romantiker og en patriot. Men han var først og fremmest en af de bedste film-instruktører verden har kendt - og "The Searchers" er hans hovedværk.
16/04-2003
