Storladen
4.0
I visse dele af verden nyder musical-film en uhyre stor popularitet. Det gælder både i USA (hvor den næste store musical-film, "Chicago", som bekendt netop har vundet Oscar-ræset anno 2003) og i store dele af Asien. I Europa var dén type film også meget populære frem til 1970erne, hvorefter en stor del af underholdningsfilmene enten blev til action eller lagkage-komedier. Men efter mange år, hvor genren primært er blevet holdt i hævd af Disneys tegnefilmsproduktioner, er den i de seneste år også vendt tilbage til de "rigtige" spillefilm. Det skyldes utvivlsomt, at mange mennesker holder meget af, at sange indgår i film. Bl.a. Lars von Trier har lovprist sangen som udtryksform i filmmediet
Australske Baz Luhrmans film har stort set allesammen høstet store roser, og nærværende film bærer da også i høj grad præg af at være visuelt enormt gennemarbejdet. De flotte computeranimationer sender således tilskueren gang på gang rundt i "Den Røde Mølle"s korridorer og helt op over Paris' tage. Dertil kommer, at stort set samtlige replikker er stykket sammen af strofer fra det 20. århundredes største pop-, og underholdningsmusikalske hits, hvilket må siges at være en ret original måde at "låne" fra andre musikalske succeser på.
Handlingen er - som i de fleste musicals - en uhyre simpel (og i dette tilfælde - ulykkelig) kærlighedshistorie fuld af klassiske eventyr-agtige karrikaturer (den fattige digter kan ikke få sin billedskønne prinsesse pga. en magtfuld rigmands begær efter samme).
Figurerne og historien lægger ikke op til det helt store skuespil, så det er måske mere relevant at vurdere musikken og sangpræstationerne, som desværre synes lidt ferske sammenlignet med de energiske vokalnumre fra specielt 70ernes berømte Andrew Lloyd Webber-filmatiseringer, der - uanset hvor krukkede de virker på nutidens publikum - trods alt er denne film musikalsk overlegne. Til gengæld er selve fortælleteknikken og integreringen af musikken nok mere vellykket i "Moulin Rouge" end i så mange andre værker indenfor genren.
Men vi kommer ikke uden om det: Man SKAL holde af musicals, hvis man for alvor skal sætte pris på en storladen film som denne. Personligt brød jeg mig ikke synderligt om, at man havde indlagt så mange kendte popnumre (som desværre også lyder ret ens, fordi de alle er sovset ind i musicalgenrens storladne musikalske akkompagnement), men på den anden side ER der jo tale om et rendyrket fantasi-univers, der - omend handlingen er inspireret af Paris i år 1900 - jo først og fremmest skal forsøge at medrive tilskueren.
Filmen er som sagt meget gavnlig for en genoplivning af en ellers hensygnende filmgenre. Jeg forstår dog alligevel ikke, at en så banal historie har erobret så mange priser. Luhrman er dygtig, men denne film er absolut ikke "genial".
Australske Baz Luhrmans film har stort set allesammen høstet store roser, og nærværende film bærer da også i høj grad præg af at være visuelt enormt gennemarbejdet. De flotte computeranimationer sender således tilskueren gang på gang rundt i "Den Røde Mølle"s korridorer og helt op over Paris' tage. Dertil kommer, at stort set samtlige replikker er stykket sammen af strofer fra det 20. århundredes største pop-, og underholdningsmusikalske hits, hvilket må siges at være en ret original måde at "låne" fra andre musikalske succeser på.
Handlingen er - som i de fleste musicals - en uhyre simpel (og i dette tilfælde - ulykkelig) kærlighedshistorie fuld af klassiske eventyr-agtige karrikaturer (den fattige digter kan ikke få sin billedskønne prinsesse pga. en magtfuld rigmands begær efter samme).
Figurerne og historien lægger ikke op til det helt store skuespil, så det er måske mere relevant at vurdere musikken og sangpræstationerne, som desværre synes lidt ferske sammenlignet med de energiske vokalnumre fra specielt 70ernes berømte Andrew Lloyd Webber-filmatiseringer, der - uanset hvor krukkede de virker på nutidens publikum - trods alt er denne film musikalsk overlegne. Til gengæld er selve fortælleteknikken og integreringen af musikken nok mere vellykket i "Moulin Rouge" end i så mange andre værker indenfor genren.
Men vi kommer ikke uden om det: Man SKAL holde af musicals, hvis man for alvor skal sætte pris på en storladen film som denne. Personligt brød jeg mig ikke synderligt om, at man havde indlagt så mange kendte popnumre (som desværre også lyder ret ens, fordi de alle er sovset ind i musicalgenrens storladne musikalske akkompagnement), men på den anden side ER der jo tale om et rendyrket fantasi-univers, der - omend handlingen er inspireret af Paris i år 1900 - jo først og fremmest skal forsøge at medrive tilskueren.
Filmen er som sagt meget gavnlig for en genoplivning af en ellers hensygnende filmgenre. Jeg forstår dog alligevel ikke, at en så banal historie har erobret så mange priser. Luhrman er dygtig, men denne film er absolut ikke "genial".
18/01-2005
