Mageløst...

6.0
Jeg har aldrig været den store tilhængere af musical-genren, der tit har virket som en bittersød fornemmelse på mange af mine sanser, men ved synet af dette vidunderlige værk blev jeg revet med.

Filmen koncenterer sig om Selma Jezkova ( Björk ), der er født med svage øjne, hvilket betyder at hun vil miste synet helt. Hun bor i en campingvogn med sin 12-årige søn ( Vladica Kostic ), der ligeledes har et svigtende syn. Af den grund sparer Selma alle pengene op, således at sønnen kan blive opereret for hans lidelse.
Samtidigt er Selma en drømmende, passioneret musical-elsker, der kan blive inspireret af hverdagens små lyde og omsætte det til musik.
Da udlejeren, Bill ( David Morse ) er i pengemangel og opdager Selmas blomsterende kontantbeholdning, medfører det at han berøver hende, hvilket resulterer i et medlidensdrab på den ellers, så flinke Bill. Selma bliver fanget og angivet af den musicalverden hun elsker, da hun besøger dem for at genopleve musikkens magi.
Hun bliver dernæst dømt til døden ved brug af hængning.

Filmen er en visuel oplevelse. I dagligdagen er kameraet rystende og der gøres flittigt brug af indzoomingsknappen, for at understrege diverse vigtige momenter. Men da Selmas drømmende væsen tager over, bliver tilskureren præsenteret for en samling fantastiske, smukke, poetiske og storladne sekvenser. Mest seværdig i mine øjne, er scenen hvor Selma og den forelskede Jeff ( Peter Stormare ) står på broen, hvor et tog krydser. Den glidende overgang fra togets larm til Selmas sang er utroligt flot koordineret og fantastisk seværdig.

Skuespillet er uovertruffen. Björk er fantastisk i den altdominerende rolle som Selma Jezkovic, og suppleres rigtigt godt af de mange velkendte ansigter i form af Catherine Deneuve, David Morse, Peter Stormare, Stellan Skarsgård og Udo Kier. Desuden ses et par anerkendte danskere, Jens Albinus og Pabrika Steen. Dertil er Siobhan Fallon absolut værd at nævne som den medfølgelige fængselsbetjent og Zeljko Ivanek som det dumme svin af en advokat, der angriber Selma hårdt i retssal-scenerne.

Filmen er meget sørgelig og frygtelig deprimerende. De livsglade sangscener løfter humøret lidt, men grundlæggende er værket berørende og rørende. Den morbide slutning er virkelig en sekvens som jeg vil huske i lang tid. Næsten igennem hele filmen køres Björks karismatiske sang op på et højt niveau, men denne bratte afslutning på hendes dødssvanda er uhyggelig. Og når instruktøren eftefølgende lader det sidste vers stå skrevet på skærmen i issende stilhed fremkalder det en ubehagelig og trist følelse. Det er stor filmkunst af Lars Von Trier.

Produktionen blev skamløst forbigået ved Oscar-uddelingen, men vandt heldigvis et utal af andre priser, deriblandt "De Gyldne Palmer" ved Cannes-filmfestival, hvor også Björk fik prisen for bedste skuespillerinde. Den mere Hollywood-orienteret "Moulin Rouge!" skulle sidenhen blive bedre modtaget af Oscar-komiteen, hvad der overrasker mig meget. Set i relation med "Dancer in the Dark" er der ingen tvivl hvem der løb med prisen i mit filmelsker-sind.

Det kan godt være at Lars Von Trier er en humørsyg neurotikker, men han er en fremragende filminstruktør.
Dancer in the Dark