Klodernes kamp!
4.0
Tim Burton har uden tvivl villet gi' et solidt spark til den latterlige blockbuster "Independence Day"s succes et par år tidligere.
Med klar inspiration fra Orson Welles-succesen "Klodernes Kamp" og 50er-Hollywoods - idag kitschede - visualisering af frygten for en invasion fra det ydre rum, tager Burton på grotesk-komisk vis emnet under behandling: Marsboerne er naturligvis ikke venligtsindede new age'ere men derimod iskolde og beregnende herskesyge væsner, der blot narrer jordboerne til at tro noget andet!
Med den uventede fjendtlighed fra marsboernes side (med EKSTREMT katastrofale hændelser til følge!), bliver det nødvendigt for USAs præsident (Nicholson) at holde nationalt krigsråd, hvor den øverste hærchef blodtørstigt forlanger atomvåben taget i anvendelse. Hér er der fantastiske paralleller til Stanley Kubricks groteske mesterværk "Dr. Strangelove" fra 1964. Men intet går dog som hverken håbet eller frygtet.
Verdens uambitiøse frelsere dukker op i én af dekadencens absolutte højborge: Las Vegas, en by som dog heller ikke finder nåde for marsboernes sadistiske lyst til at smadre alt og alle på mest mulige spektakulære vis.
Marsboernes hærgen ender nemlig brat, da en ung knøs og hans bedstemor finder ud af, at countrypopsangeren Slim Whitmans næsten surreelt vibrerende 1952-fortolkning af tåreperser-sangen "Indian Lovecall" får marsboernes kæmpehjerner til at eksplodere. Herefter går det slag i slag med at udbasunere denne sang og andre jodler-agtige hits ud over det hele.
Desværre er det meste af verden gået tabt. Kun nogle få overlevende, herunder Tom Jones, har derfor mulighed for at opleve den groteske "tilbage til naturen"-opvågnen, der ligner en morsom reference til Jehovas Vidners forestilling om dét paradisiske liv, der venter de få udvalgte efter Dommedags hærgen.
Burtons visuelt imponerende, veloplagte og stjernespækkede komedie har masser af bid, ikke mindst i form af Jack Nicholson, der har flere roller undervejs. Også Pierce Brosnan er pragtfuld som tilbagelænet gentleman-karrikatur og videskabsmand.
De enkelte replikker er måske ikke alle lige morsomme, men idéen er forfriskende anderledes, end de sædvanlige fremstillinger af mødet med ikke-jordiske væsner. Hvorfor i alverden skulle de dog også være interesserede i fred med jordboerne?
Jeg gi'r filmen 4½ stjerne og mine varme anbefalinger!
Med klar inspiration fra Orson Welles-succesen "Klodernes Kamp" og 50er-Hollywoods - idag kitschede - visualisering af frygten for en invasion fra det ydre rum, tager Burton på grotesk-komisk vis emnet under behandling: Marsboerne er naturligvis ikke venligtsindede new age'ere men derimod iskolde og beregnende herskesyge væsner, der blot narrer jordboerne til at tro noget andet!
Med den uventede fjendtlighed fra marsboernes side (med EKSTREMT katastrofale hændelser til følge!), bliver det nødvendigt for USAs præsident (Nicholson) at holde nationalt krigsråd, hvor den øverste hærchef blodtørstigt forlanger atomvåben taget i anvendelse. Hér er der fantastiske paralleller til Stanley Kubricks groteske mesterværk "Dr. Strangelove" fra 1964. Men intet går dog som hverken håbet eller frygtet.
Verdens uambitiøse frelsere dukker op i én af dekadencens absolutte højborge: Las Vegas, en by som dog heller ikke finder nåde for marsboernes sadistiske lyst til at smadre alt og alle på mest mulige spektakulære vis.
Marsboernes hærgen ender nemlig brat, da en ung knøs og hans bedstemor finder ud af, at countrypopsangeren Slim Whitmans næsten surreelt vibrerende 1952-fortolkning af tåreperser-sangen "Indian Lovecall" får marsboernes kæmpehjerner til at eksplodere. Herefter går det slag i slag med at udbasunere denne sang og andre jodler-agtige hits ud over det hele.
Desværre er det meste af verden gået tabt. Kun nogle få overlevende, herunder Tom Jones, har derfor mulighed for at opleve den groteske "tilbage til naturen"-opvågnen, der ligner en morsom reference til Jehovas Vidners forestilling om dét paradisiske liv, der venter de få udvalgte efter Dommedags hærgen.
Burtons visuelt imponerende, veloplagte og stjernespækkede komedie har masser af bid, ikke mindst i form af Jack Nicholson, der har flere roller undervejs. Også Pierce Brosnan er pragtfuld som tilbagelænet gentleman-karrikatur og videskabsmand.
De enkelte replikker er måske ikke alle lige morsomme, men idéen er forfriskende anderledes, end de sædvanlige fremstillinger af mødet med ikke-jordiske væsner. Hvorfor i alverden skulle de dog også være interesserede i fred med jordboerne?
Jeg gi'r filmen 4½ stjerne og mine varme anbefalinger!
18/01-2005
