Jeg, Mig & Janet Jackson

2.0
Den blide Professor Klump er forelsket i sin smukke kollega Denice. Og hun elsker ham. Desværre for professoren stikker hans knap så blide alter ego Buddy Love hovedet frem på de mest ubelejligede tidspunkter

Professor Sherman Klump kører med klatten. På Wellman College har han opfundet en drik, der giver ungdommen tilbage, og hans saftige kollega Denice (Janet Jackson) venter blot på, at han skal erklære hende sin kærlighed. Samtidig lever den korpulente og generte professor i en evig frygt for at hans skyggeside, den slanke og vulgære smartass Buddy Love skal få overtaget. Da han ved hjælp af Denices genforskning får mulighed for at fjerne det besværlige Buddy Love-gen, er fristelsen derfor ikke til at modstå. Men enhver ved selvfølgelig, at man ikke får prinsessen, det halve kongerige og en ekstra portion dessert for at gå skaberen i bedene.

Hele den pukkelryggede
Som i forgængeren, "Nutty Professor" (1996), spiller Eddie Murphy ikke blot Professor Klump og Buddy Love, men også det meste af den overvægtige Klumpfamilie - den impotente far, den sexhungrende mor, den tykhovedede broder Ernie og den seksuelt hyperaktive bedstemor. Det er et sandt egotrip for den afroamerikanske komiker, der er ganske god til at tegne de forskellige familiemedlemmer. Makeup-artisterne og special effects-folkene har haft travlt, men Murphys femdobbelte rolle er også filmens hovedattraktion. Desværre står filmens ideer langtfra mål med hovedpersonens komiske talenter. 90% af humoren skyder uden fine fornemmelser under bæltestedet. Tarmluft, umættelig seniorsex og voldtægt begået af en gigantisk hamster er eksempler på, hvad "Nutty Professor 2: Familien Klump" mener, vi skal grine af. Man kan således lade sit komiske temperament afgøre, om det er en af- eller anbefaling.

Sitcom og klumpfødder
"Nutty Professor 2: Familien Klump" scorer flest point på latterskalaen, når hele den snakkesalige familie er samlet. Desværre har handlingen så travlt med at galopere afsted i øst og vest, at den oftest ender med at falde over sine egne klumpfødder. Det kræver en vis opfindsomhed og elegance at være morsom, når tempoet er højt, og her kommer filmen til kort. "Nutty Professor 2: Familien Klump" er en trediedel mellemgod sitcom og totrediedele anstrengende farce. Mens professoren får fjernet sit belastende alter ego (væsken med hans gen kombineret med et hundehår får dog Buddy Love til at genopstå som en selvstændig person!), så viser en computerskærm samtidig, hvordan den rare Shermans hjerneceller forsvinder med stor hast. Professorens gradvise forvandling fra geni til et hjælpeløst barn er nærmest rørende. Den generte professor er hjertet i filmen, men desværre står al for megen fald-på-halen komik i vejen til, at man får tid til at føle sympati med den fede stakkel.

Plattere end politiet tillader
At hele balladen er plattere end politiet tillader, er ingen overraskelse. Det er sikkert sådan, at Murphy-fans ønsker, det skal være, men det betyder ikke, at "Nutty Professor 2: Familien Klump" er en særlig vellykket film. Farelli-brødrene har bevist, at den grovkornede farce med personlighedsspaltning ikke er nogen dårlig ide, men "Jeg, Mig & Irene" er eksekveret med en stilsikkerhed og originalitet, der ligger mange niveauer over anden omgang af professor Klumps fortrædeligheder. Tilbage er kun at sige: Velkommen til 117 minutter i plathedernes paradis. Adgang på eget ansvar.
Nutty Professor II: Familien Klump