James Bond igen igen...
2.0
Den 20. produktion i rækken over den verdenskendte, britiske superagent, James Bond, har set dagens lys. Desværre er de filmiske ruder så svære at gennemtrænge, således at lyset blot fremstår som enkelte solstrejf.
Historien udmunder i en nordkoreansk supergalning af en magtsyg oberst, der kun har foragt overfor den svage, vestlige verden, til trods for at han har frekventeret flere anerkendte skoler på denne halvkugle. Naturligvis dukker Bond op og får forpurret de onde planer. Det tror han da, men sidenhen skal teknologien vise sig fra dens værste side og give 007 flere ubehagelige overraskelser.
Filmatiseringerne af Ian Flemings bøger om den karismatiske agent har aldrig haft den store effekt på mig, men jeg vil dog hævde at dette nyeste skud på stammen er et af de værste i James Bonds filmologi. Historien virker som godt gammeldags genbrug, hvilket bliver understøttet af flere referencer til tidligere film i serien. Mest mærkbart er naturligvis Bond-baben Halle Berrys bikini, der har en slående lighed med en model, der blev båret af Ursula Andress. Ligeledes finder vi flere "gaggets" fra fortiden, i samråd med den opfindsomme Q.
Selvom han har hævdet det modsatte, så virker Pierce Brosnan godt slidt i rollen som Bond, som han har haft æren af at portrættere i fire film indtil videre. Halle Berry er en skrap kvinde, både som babe og hemmelig agent, og hun gør det sådan set udemærket. Filmen skurk, Toby Stephens, er frygtelig, og bruger det meste af tiden på at kigge grumt ind i kameraet, fremfor at eliminere vores helt. Dertil er aspiranten, Zao ( Rick Yune ) lidt for furturistisk og cyborgagtig. Filmens anden babe, Miranda Frost ( Rosamund Pike ) er en direkte kliché og alt for forudsigelig figur. Og netop forudsigeligheden er en af filmens store svagheder. En anden er den medfølgende, irriterende fornemmelse man får med i cocktailen, når de dumme fyre dummer sig igen og igen. Instruktøren Lee Tamahori ( "Once Were Warriors", "Along Came a Spider", "The Sopranos" ) har desuden en tendens til at nedtone kampenes intensitet ved brug af slow-motion-effekter, hvilket medfører at produktionen virker billig og TV-filmspræget på mig.
Endelig er Madonnas titelsang kvalmende, og giver slet ikke tidligere bond-sange retfærdighed.
Det er tydeligvis et forsøg på at kapre et yngere publikum. Madonna medvirker desuden kort i filmen. Ligeledes må Judi Dench, Michael Madsen og morsomme John Cleese nævnes.
Alt i alt, intet nyt under solen for Storbritanniens numero uno, snarere tværtimod en tynd kop engelsk eftermiddagste uden sukker.
Historien udmunder i en nordkoreansk supergalning af en magtsyg oberst, der kun har foragt overfor den svage, vestlige verden, til trods for at han har frekventeret flere anerkendte skoler på denne halvkugle. Naturligvis dukker Bond op og får forpurret de onde planer. Det tror han da, men sidenhen skal teknologien vise sig fra dens værste side og give 007 flere ubehagelige overraskelser.
Filmatiseringerne af Ian Flemings bøger om den karismatiske agent har aldrig haft den store effekt på mig, men jeg vil dog hævde at dette nyeste skud på stammen er et af de værste i James Bonds filmologi. Historien virker som godt gammeldags genbrug, hvilket bliver understøttet af flere referencer til tidligere film i serien. Mest mærkbart er naturligvis Bond-baben Halle Berrys bikini, der har en slående lighed med en model, der blev båret af Ursula Andress. Ligeledes finder vi flere "gaggets" fra fortiden, i samråd med den opfindsomme Q.
Selvom han har hævdet det modsatte, så virker Pierce Brosnan godt slidt i rollen som Bond, som han har haft æren af at portrættere i fire film indtil videre. Halle Berry er en skrap kvinde, både som babe og hemmelig agent, og hun gør det sådan set udemærket. Filmen skurk, Toby Stephens, er frygtelig, og bruger det meste af tiden på at kigge grumt ind i kameraet, fremfor at eliminere vores helt. Dertil er aspiranten, Zao ( Rick Yune ) lidt for furturistisk og cyborgagtig. Filmens anden babe, Miranda Frost ( Rosamund Pike ) er en direkte kliché og alt for forudsigelig figur. Og netop forudsigeligheden er en af filmens store svagheder. En anden er den medfølgende, irriterende fornemmelse man får med i cocktailen, når de dumme fyre dummer sig igen og igen. Instruktøren Lee Tamahori ( "Once Were Warriors", "Along Came a Spider", "The Sopranos" ) har desuden en tendens til at nedtone kampenes intensitet ved brug af slow-motion-effekter, hvilket medfører at produktionen virker billig og TV-filmspræget på mig.
Endelig er Madonnas titelsang kvalmende, og giver slet ikke tidligere bond-sange retfærdighed.
Det er tydeligvis et forsøg på at kapre et yngere publikum. Madonna medvirker desuden kort i filmen. Ligeledes må Judi Dench, Michael Madsen og morsomme John Cleese nævnes.
Alt i alt, intet nyt under solen for Storbritanniens numero uno, snarere tværtimod en tynd kop engelsk eftermiddagste uden sukker.
11/05-2003
