"You only need noe"
6.0
Peter Bogdanovich siger det selv, i en usædvanlig ægte afslutning på DVDens ekstramateriale. "Well, you only need one", et Bogdanoich citat fra en af sine helte Orson Welles.
Idag kender de flest måske mest Bogdanovich som flittig ekspert på DVDer med klassiske Hollywood-film - især Hitchcock. Eller som part i den tragiske Dorothy Stratten-sag - slidret i Bob Fosses "Star 80". Men der var engang, hvor Bogdanovich blev regnet som amerikansk films stor håb. "The Last Picture Show" blev kaldt den vigtigste film af en amerikansk instruktør siden "Citizen Kane". Og filmen fik hele otte Oscar-nomineringer.
Siden gik det galt for Bogdanovich, der forsøgte at imitere sine helte, men trækker man den Hawks-inspirerede "Whats Up, Doc ?" og "Paper Moon" fra, var karrieren ved at være slut. Heller ikke "Texasville" - en slags fortsættelse af "The Last Picture Show" - rettede op på den.
Men Bogdanovich fik virkelig lavet en film, der stråler som en af historiens store, en hyldest til sine gamle helte Ford, Hawks og Welles - men også et helt selvstændigt værk, der skildrer ungdommen med en præcision som Malmros, og samtidig giver de voksne et ligeså stærkt portræt.
De sort-hvide billeder er ren magi, og Bogdanovich fanger hver en detalje med mesterens blik. Tidsbilledet er smukt gengivet, men filmen kunne for så vidt foregå, hvornår som helst, pga. den eksistensielle historie.
De unge står i vadestedet mellem barn og voksen, med deraf tvivl om fremtiden og seksuel forvirring, og forvirringen er ikke mindre hos de voksne, der også er fanget - i overgangsalderen.
Bogdanovich lader de unge være hovedrollerne, men de ældre får også lov at træde i karakter, og det var da også Ben Johnson og Cloris Leachman, der hev Oscaren hjem.
Bogdanovichs blik for den seksuelle detalje er et kapitel for sig. Her tales der virkelig visuel poesi.
Og hvor er det dejligt at se sex skildret med kærlighed, følelser, kejtethed, usikkerhed etc., istedet for hvad vi normalt ser. Det er sensuel magi.
Læg mærke til et par scener: Som når de unge kurtiserer hinanden i biografens mørke med Elizabeth Taylor "Brudens far" på lærredet, som kontrast til den usikkerhed de unge har. Eller en scene i en bil mellem Sonny og en pige. Nok er det hende der smider overdelen, men derfor skal han jo ikke tro noget ! Hos de voksne er det ikke meget bedre. Men da Sonny finder sammen med den ulykkelige lærerkone, får det rørende kejtede en ny karat. Deres første elskovs-scene, minder om scenen, hvor den smukke Jacy skal klæde sig af til en stripfest. Afklædningen er den samme stil.
Netop Jacy er det seksuelle midtpunkt. Allerede en hykler in-spe, der ikke vil synde før ægteskabet, men yder et stort arbejde for at få sprunget hinden. Og da hun til en fest afvises med ordene "Kom tilbage, når du ikke er jomfru mere", må den tidligere kæreste på banen igen. Desværre kan han ikke. Men det gør heller ikke så meget, hvis bare det publikum hun har linet op tror det. Da hun endelig mister mødommen, er det til en af moderens "love-interest", og er ikke særlig romantisk ovenpå et billardbord.
Sonny er filmen igennem forelsket i hende, og hun begynder da også at vise interesse. Da han pga.hende, får smadret øjet af sin bedste ven - der tilfældigvis også er hendes tidligere er kæreste - bliver hun pludselig meget intereseret, og vil giftes. Men er så "klog" at lægge en seddel hos moderen, så hun kan nå at blive stoppet. Legen skulle jo helst ikke blive alvor!
Skuespillet er fantastisk: Vi har ikke siden set så meget til Timothy Bottoms - synd. Jeff Bridges har aldrig været bedre end her. Og i birollerne ydes store indsatser fra folk som Cloris Leachman, Ellen Burstyn og ikke mindst Ben Johnson - der er genialt castet, som filmens samlingsfigur "Sam, the Lion". Ben Johnson er med sin fortid i John Fords westerns, netop den figur der kan sympolisere pioner-myten, og da han dør er tiderne ikke mere de samme. Scenen, hvor Sam fortæller om en tabt kærlighed er Johnsons karrieres mest følelsesladede øjeblik.
I "Drømmefilm" har Chr. Braad Thomsen visse indvendinger mod Cybill Shepperds præstation. Her er jeg ikke enig. Mage til fuldendt teenagepige-portræt skal man lede længe efter. Den typiske drømmepige, som de fleste husker fra deres skoletid. Shepperd er eminent til med en lille gestus hele tiden at vise, hvad hun tænker. Man bliver aldrig gal på hende, selvom hendes handlinger bude medføre det. Men i virkeligheden er hun jo også ligeså usikker som resten af personerne.
Samtidig favoriseres hun af Bogdanovich`kamera, som en forelsket instruktør nu gør.
Man kan diskutere om de sidste ti minutter lægger noget til filmen, eller mest er melodrama. Men "The Last Picture Show" er et tidløst mesterværk, der fortjener at blive genopdaget.
Den sidste film der vises i "Sam the Lions" biograf er Hawks legendariske superwestern "Red River". Og John Wayne slutter med den klassiske replik "Take them to Missouri" - For egen regning kan tilføjes "Good luck".
Idag kender de flest måske mest Bogdanovich som flittig ekspert på DVDer med klassiske Hollywood-film - især Hitchcock. Eller som part i den tragiske Dorothy Stratten-sag - slidret i Bob Fosses "Star 80". Men der var engang, hvor Bogdanovich blev regnet som amerikansk films stor håb. "The Last Picture Show" blev kaldt den vigtigste film af en amerikansk instruktør siden "Citizen Kane". Og filmen fik hele otte Oscar-nomineringer.
Siden gik det galt for Bogdanovich, der forsøgte at imitere sine helte, men trækker man den Hawks-inspirerede "Whats Up, Doc ?" og "Paper Moon" fra, var karrieren ved at være slut. Heller ikke "Texasville" - en slags fortsættelse af "The Last Picture Show" - rettede op på den.
Men Bogdanovich fik virkelig lavet en film, der stråler som en af historiens store, en hyldest til sine gamle helte Ford, Hawks og Welles - men også et helt selvstændigt værk, der skildrer ungdommen med en præcision som Malmros, og samtidig giver de voksne et ligeså stærkt portræt.
De sort-hvide billeder er ren magi, og Bogdanovich fanger hver en detalje med mesterens blik. Tidsbilledet er smukt gengivet, men filmen kunne for så vidt foregå, hvornår som helst, pga. den eksistensielle historie.
De unge står i vadestedet mellem barn og voksen, med deraf tvivl om fremtiden og seksuel forvirring, og forvirringen er ikke mindre hos de voksne, der også er fanget - i overgangsalderen.
Bogdanovich lader de unge være hovedrollerne, men de ældre får også lov at træde i karakter, og det var da også Ben Johnson og Cloris Leachman, der hev Oscaren hjem.
Bogdanovichs blik for den seksuelle detalje er et kapitel for sig. Her tales der virkelig visuel poesi.
Og hvor er det dejligt at se sex skildret med kærlighed, følelser, kejtethed, usikkerhed etc., istedet for hvad vi normalt ser. Det er sensuel magi.
Læg mærke til et par scener: Som når de unge kurtiserer hinanden i biografens mørke med Elizabeth Taylor "Brudens far" på lærredet, som kontrast til den usikkerhed de unge har. Eller en scene i en bil mellem Sonny og en pige. Nok er det hende der smider overdelen, men derfor skal han jo ikke tro noget ! Hos de voksne er det ikke meget bedre. Men da Sonny finder sammen med den ulykkelige lærerkone, får det rørende kejtede en ny karat. Deres første elskovs-scene, minder om scenen, hvor den smukke Jacy skal klæde sig af til en stripfest. Afklædningen er den samme stil.
Netop Jacy er det seksuelle midtpunkt. Allerede en hykler in-spe, der ikke vil synde før ægteskabet, men yder et stort arbejde for at få sprunget hinden. Og da hun til en fest afvises med ordene "Kom tilbage, når du ikke er jomfru mere", må den tidligere kæreste på banen igen. Desværre kan han ikke. Men det gør heller ikke så meget, hvis bare det publikum hun har linet op tror det. Da hun endelig mister mødommen, er det til en af moderens "love-interest", og er ikke særlig romantisk ovenpå et billardbord.
Sonny er filmen igennem forelsket i hende, og hun begynder da også at vise interesse. Da han pga.hende, får smadret øjet af sin bedste ven - der tilfældigvis også er hendes tidligere er kæreste - bliver hun pludselig meget intereseret, og vil giftes. Men er så "klog" at lægge en seddel hos moderen, så hun kan nå at blive stoppet. Legen skulle jo helst ikke blive alvor!
Skuespillet er fantastisk: Vi har ikke siden set så meget til Timothy Bottoms - synd. Jeff Bridges har aldrig været bedre end her. Og i birollerne ydes store indsatser fra folk som Cloris Leachman, Ellen Burstyn og ikke mindst Ben Johnson - der er genialt castet, som filmens samlingsfigur "Sam, the Lion". Ben Johnson er med sin fortid i John Fords westerns, netop den figur der kan sympolisere pioner-myten, og da han dør er tiderne ikke mere de samme. Scenen, hvor Sam fortæller om en tabt kærlighed er Johnsons karrieres mest følelsesladede øjeblik.
I "Drømmefilm" har Chr. Braad Thomsen visse indvendinger mod Cybill Shepperds præstation. Her er jeg ikke enig. Mage til fuldendt teenagepige-portræt skal man lede længe efter. Den typiske drømmepige, som de fleste husker fra deres skoletid. Shepperd er eminent til med en lille gestus hele tiden at vise, hvad hun tænker. Man bliver aldrig gal på hende, selvom hendes handlinger bude medføre det. Men i virkeligheden er hun jo også ligeså usikker som resten af personerne.
Samtidig favoriseres hun af Bogdanovich`kamera, som en forelsket instruktør nu gør.
Man kan diskutere om de sidste ti minutter lægger noget til filmen, eller mest er melodrama. Men "The Last Picture Show" er et tidløst mesterværk, der fortjener at blive genopdaget.
Den sidste film der vises i "Sam the Lions" biograf er Hawks legendariske superwestern "Red River". Og John Wayne slutter med den klassiske replik "Take them to Missouri" - For egen regning kan tilføjes "Good luck".
12/05-2003
