At Genfinde Troen
5.0
Advarsel: Mulige Spoilers.
Familie der lever på en gård, opdager mærkelig tegn på deres majsmarker, og så begynder der at ske underlige ting.
Hvis man går og forventer at filmen, som Shyamalans forrige film, skal komme med dybt overraskende og originale vendinger, især i slutningen, så bliver man skuffet, kortene lægges hurtigt på bordet og der bliver de.
Men forventer man derimod en godt fortalt og nærværende historie, der giver sig tid til personerne, så finder jeg at det på den baggrund er en fremragende film.
Den handler om et stort emne, at jorden (tilsyneladende) invaderes af aliens, men den vælger at fortælle historien udelukkende igennem denne lille familie og deres kamp for at overleve, uden en masse spektakulære effekter eller andre astronomiske tiltag og det fungerer rigtigt fint, netop fordi personerne er ægte og troværdige.
Gibson er et okay valg til hovedrollen, som den tidligere præst, der har mistet troen til Gud, efter hans kones død i en færdselsuheld, men genfinder den, men først efter at han har været tæt på at miste det han endnu har at leve for. Det kan samtidig ses som en allegori om at finde troen i og til sig selv og sit liv, og lysten til at tage sig af dem han elsker, men ikke længere helt magter at vise det, og så komme videre med livet, trods de tragedier familien har oplevet.
Historien handler også tildels meningen med livet, selv om det er store ord, for i filmen har Gibsons søn astma, og det redder på et tidspunkt sønnens liv, og er det blot rent held, eller har Gud “velsignet” barnet netop til den begivenhed, fordi intet sker tilfældigt.
Nogle vil måske mene at jeg ligger for meget i den her film, og det kan så være, men det er vel ikke værre end at ligge for lidt i den.
Men ellers vil jeg sige, at der spilles generelt godt i en spændende fortælling, og jeg blev absolut ikke skuffet over denne ofte stilfærdige gyser, som har momenter af skræmmende gys og uhygge, men også tankevækkende øjeblikke i en fortrinlig produktion, med god atmosfære og gennemført stemning. Den kan jeg godt anbefale, men ikke hvis man forventer bulder, brag, konstant uhygge og/eller blodige gys.
Efter den mesterlige “The Sixth Sense”, kom den skuffende og lettere kedelige “Unbreakable”, men nu er Shyamalan så sandelig atter tilbage på sporet og heldigvis for det.
Familie der lever på en gård, opdager mærkelig tegn på deres majsmarker, og så begynder der at ske underlige ting.
Hvis man går og forventer at filmen, som Shyamalans forrige film, skal komme med dybt overraskende og originale vendinger, især i slutningen, så bliver man skuffet, kortene lægges hurtigt på bordet og der bliver de.
Men forventer man derimod en godt fortalt og nærværende historie, der giver sig tid til personerne, så finder jeg at det på den baggrund er en fremragende film.
Den handler om et stort emne, at jorden (tilsyneladende) invaderes af aliens, men den vælger at fortælle historien udelukkende igennem denne lille familie og deres kamp for at overleve, uden en masse spektakulære effekter eller andre astronomiske tiltag og det fungerer rigtigt fint, netop fordi personerne er ægte og troværdige.
Gibson er et okay valg til hovedrollen, som den tidligere præst, der har mistet troen til Gud, efter hans kones død i en færdselsuheld, men genfinder den, men først efter at han har været tæt på at miste det han endnu har at leve for. Det kan samtidig ses som en allegori om at finde troen i og til sig selv og sit liv, og lysten til at tage sig af dem han elsker, men ikke længere helt magter at vise det, og så komme videre med livet, trods de tragedier familien har oplevet.
Historien handler også tildels meningen med livet, selv om det er store ord, for i filmen har Gibsons søn astma, og det redder på et tidspunkt sønnens liv, og er det blot rent held, eller har Gud “velsignet” barnet netop til den begivenhed, fordi intet sker tilfældigt.
Nogle vil måske mene at jeg ligger for meget i den her film, og det kan så være, men det er vel ikke værre end at ligge for lidt i den.
Men ellers vil jeg sige, at der spilles generelt godt i en spændende fortælling, og jeg blev absolut ikke skuffet over denne ofte stilfærdige gyser, som har momenter af skræmmende gys og uhygge, men også tankevækkende øjeblikke i en fortrinlig produktion, med god atmosfære og gennemført stemning. Den kan jeg godt anbefale, men ikke hvis man forventer bulder, brag, konstant uhygge og/eller blodige gys.
Efter den mesterlige “The Sixth Sense”, kom den skuffende og lettere kedelige “Unbreakable”, men nu er Shyamalan så sandelig atter tilbage på sporet og heldigvis for det.
12/05-2003
