Ja, Man Kan Kun Tage Så Meget!

Servitricen Slim (Lopez) møder drømmemanden (Campbell) og de første mange år lever de lykkeligt, får et barn og alt tegner lyst. Lige indtil hun opdager han har en affære, så forvandler han sig til en psykopatisk voldelig ægtemand.

Hvordan man kan tillade sig at håndtere et dybt alvorligt emne så poppet, tåbeligt og urealistisk er mig en gåde, men sådan er det (selvfølgelig heldigvis) med “kunstnerisk” frihed, selv om der ikke er et gram af filmkunst i denne produktion.

Hele handlingen og personerne er dybt utroværdige i denne bovlamme, sensationalistiske og forudsigelig mainstreamthriller, som ikke byder på noget som helst nyt, og kun indeholder enkelte spændende, godt opbygget og fængende scener i en historie der som helhed fungerer skidt. Hele den simple (og forsimplede) handling fortælles trættende (kvinde flygter, voldelig ægtemand forfølger).

Lopez karakter i filmen lever i flere år sammen med en sød og dejlig mand (og uden at kende hvad der må være en af hans venner i øvrigt, nemlig politimanden), som pludselig forvandler sig til en voldelig ægtemand, men ikke kun i det små, han viser sig at være en totalt rablende psykopat, og det har hun altså intet set af i al den tid, hvad der næppe virker sandsynligt.

Lopez’s egen person i filmen er også dybt utroværdig, hendes forvandling fra forfulgt og mishandlet kvinde til actionhelt der sparker røv, er komplet latterlig og må være noget af det mest søgte populistiske miskmask jeg endnu har set. Eneste anstændige persontegning i filmen må være Ginny, som er veninde til Slim, og som spilles fint af Juliette Lewis.

Lopez som egentlig ikke er hverken den store sanger eller skuespiller, er måske nok smuk og fræk og det er i kraft af det, at hun har klaret sig, men skal hun overleve som skuespiller, så skal hun altså vælge bedre film end det her, som er en yderst svag thriller med svage roller, og selv om hun gør hvad hun kan for at spille den pauvert skrevne Slim godt, så virker hun, særligt mod slutningen, ufrivilligt komisk og gør det altså ikke særligt overbevisende, men måske forståeligt nok set i forhold til indholdet.

Campbell som har medvirket i en række, herhjemme forholdsvis ukendte film og serier (og enkelte kendte) er ikke nogen stor skuespiller, og han gør intet indtryk i rollen som psykopatisk ægtemand, men hans karakter er også så psykologisk virkelighedsfjernt, utroværdigt og overfladisk beskrevet at selv den bedste skuespiller ikke ville kunne stille meget op, selv om den spiller oplagt og også for oplagt på at vi skal hade ham, og det gør vi så.