Genbrugsgeneral i knibe
2.0
Det er sympatisk at ville lave en film til de mindre børn, men selvom de ikke er det mest krævende publikum, fortjener de mere handling og indhold, end folkene bag "Ørkenens Juvel" kan levere
Vinterferie-tiden er sæson for nye børnefilm, og i år er der hele tre danske af slagsen, der skal kæmpe om biografpublikummets opmærksomhed og billetpenge. Per Flys "Prop og Bertha" (2001) havde premiere i sidste uge, og i næste uge sender Wikke og Rasmussen "Flyvende Farmor" (2001) af sted. Filmbranchen har sandelig ikke glemt børnene, men når man ser "Ørkenens Juvel", kan man ikke undgå at føle, at de ikke rigtigt bliver taget alvorligt. Arne Siemsen har i mange år optrådt som General Dryptud i tv-udsendelser for børn. Nu har han taget tuden af og skrevet et manuskript om en falleret cirkusgeneral. Og det er ham selv, der har rollen som cirkusgeneralen, der kun har en kamel tilbage. Men byens politimand vil ikke acceptere dyr i byen og langer bøder ud til generalen. Byens to dumme småforbrydere, spillet af Amin Jensen og Preben Harris, hører kamelen omtalt som "ørkenens juvel" og bortfører den, i håb om at den er værdifuld. De to friske børn, som er på besøg hos deres onkel politimanden, blander sig og klarer alt det, de voksne ikke kan finde ud af, så tilsidst er alle gode venner og rare ved hinanden. Det er altsammen idyllisk og sødt, men også klichefyldt, og værst af alt - kedeligt.
En rodet blanding
Filmen igennem er der også en række sange. De hæver sig ikke over gennemsnittet af den børnepop, der er fuldt i kølvandet på Creamys succes, og at se og høre Preben Harris forsøge sig i rapgenren er ikke rart. Sangene bliver leveret på en computerskabt baggrund med vekslende farver og billeder. Det er hurtigt og billigt at lave og ser også sådan ud. På tv reklameres der i øjebliket for filmen og soundtrack cd'en i samme spot. Man må håbe, at der ikke er brugt penge fra filminstituttets lanceringsstøtte til det trick. Filmen udspiller sig i en landsby, der fremstår som en rodet blanding af alt det, man mener at huske fra de gode gamle dage; bindingsværkshuse, stokroser, unge mennesker på scootere, håndsvingstelefoner og en piberygende politimand i en Volvo Amazone. Der er ikke meget, som børn vil kunne genkende fra deres hverdag her.
Kær kamel
Det er dog ikke helt elendigt altsammen. Kamelen og papegøjen, som er de to medvirkende dyr, er vellavede dukker, som mindre børn sikkert vil finde meget sjove. Man kunne ønske, at de var brugt mere aktivt i handlingen. Har kamelen for eksempel ikke lært nogle sjove tricks i sin cirkustid?
"Ørkenens Juvel" fremstår overordnet som en hurtigt lavet film, hvor man har valgt overdrivelsen fremfor nuancerne og undervurderet, hvad børn kan forstå og synes er sjovt. Sidste år viste "Hjælp! Jeg er en fisk" (2000) ellers, at man godt kan fortælle en spændende historie med flere pointer og stadig fange de mindste biografgængere.
De mange børn, der var tilstede under presseforevisningen, viste ingen tegn på at være underholdt i de 80 minutter filmen varer. Så med tavs opbakning fra målgruppen bliver der kun uddelt to øjne.
Vinterferie-tiden er sæson for nye børnefilm, og i år er der hele tre danske af slagsen, der skal kæmpe om biografpublikummets opmærksomhed og billetpenge. Per Flys "Prop og Bertha" (2001) havde premiere i sidste uge, og i næste uge sender Wikke og Rasmussen "Flyvende Farmor" (2001) af sted. Filmbranchen har sandelig ikke glemt børnene, men når man ser "Ørkenens Juvel", kan man ikke undgå at føle, at de ikke rigtigt bliver taget alvorligt. Arne Siemsen har i mange år optrådt som General Dryptud i tv-udsendelser for børn. Nu har han taget tuden af og skrevet et manuskript om en falleret cirkusgeneral. Og det er ham selv, der har rollen som cirkusgeneralen, der kun har en kamel tilbage. Men byens politimand vil ikke acceptere dyr i byen og langer bøder ud til generalen. Byens to dumme småforbrydere, spillet af Amin Jensen og Preben Harris, hører kamelen omtalt som "ørkenens juvel" og bortfører den, i håb om at den er værdifuld. De to friske børn, som er på besøg hos deres onkel politimanden, blander sig og klarer alt det, de voksne ikke kan finde ud af, så tilsidst er alle gode venner og rare ved hinanden. Det er altsammen idyllisk og sødt, men også klichefyldt, og værst af alt - kedeligt.
En rodet blanding
Filmen igennem er der også en række sange. De hæver sig ikke over gennemsnittet af den børnepop, der er fuldt i kølvandet på Creamys succes, og at se og høre Preben Harris forsøge sig i rapgenren er ikke rart. Sangene bliver leveret på en computerskabt baggrund med vekslende farver og billeder. Det er hurtigt og billigt at lave og ser også sådan ud. På tv reklameres der i øjebliket for filmen og soundtrack cd'en i samme spot. Man må håbe, at der ikke er brugt penge fra filminstituttets lanceringsstøtte til det trick. Filmen udspiller sig i en landsby, der fremstår som en rodet blanding af alt det, man mener at huske fra de gode gamle dage; bindingsværkshuse, stokroser, unge mennesker på scootere, håndsvingstelefoner og en piberygende politimand i en Volvo Amazone. Der er ikke meget, som børn vil kunne genkende fra deres hverdag her.
Kær kamel
Det er dog ikke helt elendigt altsammen. Kamelen og papegøjen, som er de to medvirkende dyr, er vellavede dukker, som mindre børn sikkert vil finde meget sjove. Man kunne ønske, at de var brugt mere aktivt i handlingen. Har kamelen for eksempel ikke lært nogle sjove tricks i sin cirkustid?
"Ørkenens Juvel" fremstår overordnet som en hurtigt lavet film, hvor man har valgt overdrivelsen fremfor nuancerne og undervurderet, hvad børn kan forstå og synes er sjovt. Sidste år viste "Hjælp! Jeg er en fisk" (2000) ellers, at man godt kan fortælle en spændende historie med flere pointer og stadig fange de mindste biografgængere.
De mange børn, der var tilstede under presseforevisningen, viste ingen tegn på at være underholdt i de 80 minutter filmen varer. Så med tavs opbakning fra målgruppen bliver der kun uddelt to øjne.
19/11-2018
