X2: X-Men United

5.0
Den amerikanske præsident angribes af en mutant (Cumming), og på den baggrund begynder militærlederen Stryker (Cox) at angribe alle kendte mutanter.

Absolut vellykket og imponerende flot superheltefilm og efterfølger til den første “X- Men”. Jeg indrømmer, at i den første film mærkede jeg begejstringen og suset over at se mine barndomshelte på det store lærred, og i så vellykket en film. Den begejstring har lagt sig nu her til anden film, og derfor blev jeg ikke helt så betaget som første gang og vurderer den måske på den baggrund en lille smule lavere.

Men det skal ikke ses som en hård kritik, for hele den fremragende produktion byder på måske endnu mere suveræn action end første gang, endnu flottere effekter af forskellige slags og endnu engang gode skuespillere i, for sin genre alsidige roller i en historie der holder, selv om den til tider er fortalt lidt unødigt kludret.

Jeg kunne måske også have ønsket mig en smule mere af slutningen, i hvert fald mere gang i den og hvorfor skal den mest spændende og hårdkogte af alle disse helte, Wolverine (Jackman) atter engang næsten gennemtæskes (og så igen af en kvinde, her den smukke Kelly Hu).

Men når det er sagt, så er der så mange scener der er værd at se igen og igen (som da Wolverine går amok da skolen invaderes og andre) i en spændende historie om ret og uret, om fordomme og racisme, og hele atmosfæren virker så cool og overlegen at man må frydes og klappe i sine små hænder, hvis man vel at mærke er til den slags.

Jeg håber i hvert fald stærkt at der kommer en film til, det fortjener serien, og så kan vi måske få sagaen om Phoenix som slutningen ligger op til (husker jeg rigtigt og den hedder sådan).
X-Men 2