Og omvendt...
2.0
Jørn Faurschous debutfilm er underholdende, men også lidt splittet. Hovedpersonerne spilles nemlig fantastisk - af hinanden
Alt for længe har der under én af cirkusrevyens små, klovnesminkede skæpper stået et kæmpestort blitzlys. Men nu rammer lyset endelig hele salen. Det begyndte som en overraskende uhyggelig morder i Bornedals "Nattevagten". Og med denne film er det så en gang for alle slået helt fast: Ulf Pilgaard er braget igennem som en seriøs filmskuespiller i international klasse.
Det er da også næsten alene ham, der bærer Jørn Faurschous debutfilm, "Farligt Venskab". For resten af filmen er - efter min mening - en smule skuffende. Plottet udnytter ikke alle mulighederne helt, der er en del uforståeligt klippede sekvenser, og til tider er der alt for lange shots, som alene rummer skuespillernes fårede ansigter. Og skuespillerne? De fleste passer bare deres arbejde - og gør stort set ikke mere.
Og alligevel
Som ovenfor antydet, er det dog ikke sådan med dem alle sammen. Men de rigtig gode skuespilpræstationer finder man, til at begynde med, kun hos henholdsvis den ældste og den yngste medvirkende. Den ældste karakter er lægen Per Wahlin, der spilles tohundrede procent overbevisende af en til lejligheden cigarrygende Ulf Pilgaard i striktrøje og nålestribet habit. Wahlin får en dag et lidt kedeligt resultat fra de prøver, der på et tidligere tidspunkt er blevet taget på hospitalet. Nærmere bestemt går meddelelsen ud på, at han kun har cirka en måned tilbage at leve i.
Samtidig sidder den 16-årige Jonas - der spilles ret slikket af Morten Schaffalitzky (men ham vender vi tilbage til!) - og forsøger at kommunikere med sin lillesøster henover morgenmaden, i hvad der til forveksling ligner en Kellogg's-reklame. Og det er netop hende, lillesøsteren Stine (der udfyldes af Laura Bøndergård) som leverer den anden forrygende præstation. Hun er virkelig en møghamrende irriterende lillesøster. Ja, faktisk spiller hun så livagtigt, at man ind i mellem spekulerer på, om der mon ikke er tale om en karaktérrolle?
Hospitalet henholdsvis morgenbordet er plottets to udgangspunkter. Herfra går Wahlin hjem og spekulerer over, hvad han skal stille op med den dårlige nyhed, og Jonas går hen i basketball-klubben for at spille lidt bold. Og så begynder det ellers. En flink, gammel og krumbøjet læge med speciale i idrætsmedicin dukker nemlig op i basketball-klubben, hvor Jonas spiller. Netop: Det er Wahlin, og efter sigende skal han gøre de unge spillere bedre i stand til at vinde. Det ville publikum også meget gerne tro på, men desværre ved de samtidig, at manden i realiteten er interesseret i noget helt andet: Ulf Pilgaard er nemlig besat af små vitale drengekroppe...
Dette skal dog ikke forstås på den beskidte måde, men derimod blot ses som en strengt videnskabelig - og for ham livsnødvendig - besættelse. Det viser sig nemlig efterhånden, at Wahlin gennem flere år har udviklet en computerteknik, der lader sjæle skifte krop. Ideen er nu, at Jonas skal ind i bugen på Wahlin. Og omvendt. På den måde kan den dødsmærkede læge nemlig slippe af med sin lidelse, der selvsagt bliver i den gamle krop - og Jonas må så til gengæld finde sig i at være en syg, gammel mand på cirka 70!
Skuespilleren vokser med rollen
Dette eksistentielle krumspring, der rent faktisk kan gennemføres i filmens semi-science-fiktive univers, er det egentlige springbrædt til en langt større præstation, end den unge Schaffalitzky indtil dette tidspunkt i filmen har så meget som antydet. Da Jonas og Wahlin skifter kroppe får Pilgaard og Schaffalitzky nemlig lov til at spille hinanden - og dét er et hit.
Ulf giver den hele armen som en drengerøv på omkring to meter. Med både taberkasket, pubertetsforelskelse og ameri-dansk 'street lingo' (det sidste kunne dog godt have været lidt mere ajourført) er han overrumplende troværdig. Og som filmens tredje hitter - og absolutte overraskelse - spiller Schaffalitzky pludselig helt afsindig godt. Han er med ét en kynisk beregnende, gammel mand med hysterisk ordenssans, sideskilning og et sprog som fra en film lavet engang i 1940'erne. Som biografgænger er man ret imponeret af disse to talenter, der danser hinandens fandango gennem resten af filmen.
Men det med at bytte kroppe giver selvfølgelig visse problemer. Jonas forældre tror for eksempel, af en eller anden grund, ikke et hak på Jonas, da han dukker op og fortæller dem, at hans krop er blevet stjålet af en gal videnskabsmand. Nu kan det måske skyldes, at han mest af alt ligner en omsorgssvigtet patient fra en af distriktpsykiatriens mere lemfældige afdelinger. Og resten af filmen går naturligvis også - helt som ventet - ud på, at Jonas (altså Ulf Pilgaard) omvendt skal finde en måde at overbevise dem om, at han er deres søn.
Om det lykkes vil jeg ikke røbe. Derimod vil jeg gerne røbe, at filmen på i hvert fald én måde sætter sig mellem to stole. Den er ikke flippet nok for unge og den er tydeligvis heller ikke specielt møntet på voksne. Filmen virker snarere som en såkaldt familiefilm: En film, der lader de voksne sidde overbærende i salen, mens de tror, at deres forlorent grinende teenagere morer sig. Og omvendt...
Alt for længe har der under én af cirkusrevyens små, klovnesminkede skæpper stået et kæmpestort blitzlys. Men nu rammer lyset endelig hele salen. Det begyndte som en overraskende uhyggelig morder i Bornedals "Nattevagten". Og med denne film er det så en gang for alle slået helt fast: Ulf Pilgaard er braget igennem som en seriøs filmskuespiller i international klasse.
Det er da også næsten alene ham, der bærer Jørn Faurschous debutfilm, "Farligt Venskab". For resten af filmen er - efter min mening - en smule skuffende. Plottet udnytter ikke alle mulighederne helt, der er en del uforståeligt klippede sekvenser, og til tider er der alt for lange shots, som alene rummer skuespillernes fårede ansigter. Og skuespillerne? De fleste passer bare deres arbejde - og gør stort set ikke mere.
Og alligevel
Som ovenfor antydet, er det dog ikke sådan med dem alle sammen. Men de rigtig gode skuespilpræstationer finder man, til at begynde med, kun hos henholdsvis den ældste og den yngste medvirkende. Den ældste karakter er lægen Per Wahlin, der spilles tohundrede procent overbevisende af en til lejligheden cigarrygende Ulf Pilgaard i striktrøje og nålestribet habit. Wahlin får en dag et lidt kedeligt resultat fra de prøver, der på et tidligere tidspunkt er blevet taget på hospitalet. Nærmere bestemt går meddelelsen ud på, at han kun har cirka en måned tilbage at leve i.
Samtidig sidder den 16-årige Jonas - der spilles ret slikket af Morten Schaffalitzky (men ham vender vi tilbage til!) - og forsøger at kommunikere med sin lillesøster henover morgenmaden, i hvad der til forveksling ligner en Kellogg's-reklame. Og det er netop hende, lillesøsteren Stine (der udfyldes af Laura Bøndergård) som leverer den anden forrygende præstation. Hun er virkelig en møghamrende irriterende lillesøster. Ja, faktisk spiller hun så livagtigt, at man ind i mellem spekulerer på, om der mon ikke er tale om en karaktérrolle?
Hospitalet henholdsvis morgenbordet er plottets to udgangspunkter. Herfra går Wahlin hjem og spekulerer over, hvad han skal stille op med den dårlige nyhed, og Jonas går hen i basketball-klubben for at spille lidt bold. Og så begynder det ellers. En flink, gammel og krumbøjet læge med speciale i idrætsmedicin dukker nemlig op i basketball-klubben, hvor Jonas spiller. Netop: Det er Wahlin, og efter sigende skal han gøre de unge spillere bedre i stand til at vinde. Det ville publikum også meget gerne tro på, men desværre ved de samtidig, at manden i realiteten er interesseret i noget helt andet: Ulf Pilgaard er nemlig besat af små vitale drengekroppe...
Dette skal dog ikke forstås på den beskidte måde, men derimod blot ses som en strengt videnskabelig - og for ham livsnødvendig - besættelse. Det viser sig nemlig efterhånden, at Wahlin gennem flere år har udviklet en computerteknik, der lader sjæle skifte krop. Ideen er nu, at Jonas skal ind i bugen på Wahlin. Og omvendt. På den måde kan den dødsmærkede læge nemlig slippe af med sin lidelse, der selvsagt bliver i den gamle krop - og Jonas må så til gengæld finde sig i at være en syg, gammel mand på cirka 70!
Skuespilleren vokser med rollen
Dette eksistentielle krumspring, der rent faktisk kan gennemføres i filmens semi-science-fiktive univers, er det egentlige springbrædt til en langt større præstation, end den unge Schaffalitzky indtil dette tidspunkt i filmen har så meget som antydet. Da Jonas og Wahlin skifter kroppe får Pilgaard og Schaffalitzky nemlig lov til at spille hinanden - og dét er et hit.
Ulf giver den hele armen som en drengerøv på omkring to meter. Med både taberkasket, pubertetsforelskelse og ameri-dansk 'street lingo' (det sidste kunne dog godt have været lidt mere ajourført) er han overrumplende troværdig. Og som filmens tredje hitter - og absolutte overraskelse - spiller Schaffalitzky pludselig helt afsindig godt. Han er med ét en kynisk beregnende, gammel mand med hysterisk ordenssans, sideskilning og et sprog som fra en film lavet engang i 1940'erne. Som biografgænger er man ret imponeret af disse to talenter, der danser hinandens fandango gennem resten af filmen.
Men det med at bytte kroppe giver selvfølgelig visse problemer. Jonas forældre tror for eksempel, af en eller anden grund, ikke et hak på Jonas, da han dukker op og fortæller dem, at hans krop er blevet stjålet af en gal videnskabsmand. Nu kan det måske skyldes, at han mest af alt ligner en omsorgssvigtet patient fra en af distriktpsykiatriens mere lemfældige afdelinger. Og resten af filmen går naturligvis også - helt som ventet - ud på, at Jonas (altså Ulf Pilgaard) omvendt skal finde en måde at overbevise dem om, at han er deres søn.
Om det lykkes vil jeg ikke røbe. Derimod vil jeg gerne røbe, at filmen på i hvert fald én måde sætter sig mellem to stole. Den er ikke flippet nok for unge og den er tydeligvis heller ikke specielt møntet på voksne. Filmen virker snarere som en såkaldt familiefilm: En film, der lader de voksne sidde overbærende i salen, mens de tror, at deres forlorent grinende teenagere morer sig. Og omvendt...
19/11-2018
