Så'en Gik Det Til Da Farmand..
3.0
..Var Rød!
Sovjetunionens første atomdrevne ubåd skal ud på sin jomfrurejse i 1961. Men på turen går mere eller mindre alt galt, og mandskabet må kæmpe for at overleve og undgå en atomkatastrofe, og som en følge af det, da ubåden er tæt på USA, en mulig atomkrig.
Den kvindelige instruktør Bigelow har efterhånden en broget karriere bag sig, med film som “Point Break” og “Strange Days” som de to sandsynlige højdepunkter.
“K-19: The Widowmaker” er en middelmådig ubådsthriller, bygget på en sand historie fra den kolde krig og så udsat for Hollywood (hvad der efter sigende fik de endnu overlevende søfolk fra ubåden til at grine, da de så den, selv om de værdsatte at der blev lavet en film om deres heltemodige bedrift).
Den har nu alligevel sine gode momenter af spænding og nerve, trods de mange Hollywood tiltag, med gribende idealistisk taler, selvopofrende og patosfyldte heltebedrifter og en masse ubåds klicheer, såsom at ubåden selvfølgelig mindst en gang i løbet af filmen skal dykke til maksimum dybde og lidt til, om ikke andet for spændingens skyld. Men den bliver alligevel aldrig rigtig kedelig, men heller aldrig det helt store.
Handlingen er let forståelig og alle burde kunne følge med, selv om der er mindre spring i historien. Teknisk er den også ganske fint lavet, selv om man fornemmer at det er computergenerede billeder vi kigger på, når ubåden er under vand. Billedsiden består af mange næroptagelser, som giver et godt indtryk af, hvor lidt plads der er i en ubåd, og samtidig fornemmer man at de faktisk har optaget filmen i kulisser, hvor pladsen har været trang, for at skabe den perfekte stemning af at være ombord.
På skuespillersiden halter filmen dog meget og måske mest. Man har valgt nogen så amerikansk som Ford til at spille russisk officer i det nu hedegange Sovjetunionen, og han taler naturligvis ikke russisk, og da filmen er lavet til det internationale marked, har man valgt at gøre den engelsksproget (og det er jo i sidste ende også et spørgsmål om ussel mammon), hvilket er okay for mig. Men for at gøre det blot en smule autentisk, så man føler det er russere vi ser, bliver der talt med russisk accent. Desværre er Fords accent så hamrende dårlig, at man næsten slet ikke lægger mærke til hvordan han egentlig spiller, for det er så distraherende at man ville ønske han blot havde valgt at tale normalt amerikansk som han kan, og så bare prøve at spille rollen så godt og overbevisende så muligt, han er jo normalt altid et kig værd. Heller ikke filmens anden støre rolle og store stjerne, Neeson er noget at råbe hurra for. Han spil er så stinkende kedeligt og pænt, at man ville ønske han snart begyndte a vise lidt tænder.
Eller kan jeg kun sige, at som underholdning fungerer filmen sådan ganske pænt, og så er det alligevel lidt uhyggeligt at tænke på hvor skødesløst og ligegyldigt stormagterne har leget med vores liv, hvad enten man så ser det i en dramatiseret Hollywoodudgave eller ej.
PS. En på siden nævner at man i filmen ser et topmoderne kamera. Det passer ikke, et topmoderne kamera ville næppe have manuel frem- og tilbagespoling. Om kameraet er helt tilbage fra 1961 skal jeg ikke kunne sige, men mere end 25 år har det helt sikkert på bagen, da jeg har set ligende gamle modeller.
Sovjetunionens første atomdrevne ubåd skal ud på sin jomfrurejse i 1961. Men på turen går mere eller mindre alt galt, og mandskabet må kæmpe for at overleve og undgå en atomkatastrofe, og som en følge af det, da ubåden er tæt på USA, en mulig atomkrig.
Den kvindelige instruktør Bigelow har efterhånden en broget karriere bag sig, med film som “Point Break” og “Strange Days” som de to sandsynlige højdepunkter.
“K-19: The Widowmaker” er en middelmådig ubådsthriller, bygget på en sand historie fra den kolde krig og så udsat for Hollywood (hvad der efter sigende fik de endnu overlevende søfolk fra ubåden til at grine, da de så den, selv om de værdsatte at der blev lavet en film om deres heltemodige bedrift).
Den har nu alligevel sine gode momenter af spænding og nerve, trods de mange Hollywood tiltag, med gribende idealistisk taler, selvopofrende og patosfyldte heltebedrifter og en masse ubåds klicheer, såsom at ubåden selvfølgelig mindst en gang i løbet af filmen skal dykke til maksimum dybde og lidt til, om ikke andet for spændingens skyld. Men den bliver alligevel aldrig rigtig kedelig, men heller aldrig det helt store.
Handlingen er let forståelig og alle burde kunne følge med, selv om der er mindre spring i historien. Teknisk er den også ganske fint lavet, selv om man fornemmer at det er computergenerede billeder vi kigger på, når ubåden er under vand. Billedsiden består af mange næroptagelser, som giver et godt indtryk af, hvor lidt plads der er i en ubåd, og samtidig fornemmer man at de faktisk har optaget filmen i kulisser, hvor pladsen har været trang, for at skabe den perfekte stemning af at være ombord.
På skuespillersiden halter filmen dog meget og måske mest. Man har valgt nogen så amerikansk som Ford til at spille russisk officer i det nu hedegange Sovjetunionen, og han taler naturligvis ikke russisk, og da filmen er lavet til det internationale marked, har man valgt at gøre den engelsksproget (og det er jo i sidste ende også et spørgsmål om ussel mammon), hvilket er okay for mig. Men for at gøre det blot en smule autentisk, så man føler det er russere vi ser, bliver der talt med russisk accent. Desværre er Fords accent så hamrende dårlig, at man næsten slet ikke lægger mærke til hvordan han egentlig spiller, for det er så distraherende at man ville ønske han blot havde valgt at tale normalt amerikansk som han kan, og så bare prøve at spille rollen så godt og overbevisende så muligt, han er jo normalt altid et kig værd. Heller ikke filmens anden støre rolle og store stjerne, Neeson er noget at råbe hurra for. Han spil er så stinkende kedeligt og pænt, at man ville ønske han snart begyndte a vise lidt tænder.
Eller kan jeg kun sige, at som underholdning fungerer filmen sådan ganske pænt, og så er det alligevel lidt uhyggeligt at tænke på hvor skødesløst og ligegyldigt stormagterne har leget med vores liv, hvad enten man så ser det i en dramatiseret Hollywoodudgave eller ej.
PS. En på siden nævner at man i filmen ser et topmoderne kamera. Det passer ikke, et topmoderne kamera ville næppe have manuel frem- og tilbagespoling. Om kameraet er helt tilbage fra 1961 skal jeg ikke kunne sige, men mere end 25 år har det helt sikkert på bagen, da jeg har set ligende gamle modeller.
19/05-2003
