Kritikpunkter
3.0
Matrix Reloaded er ok, men har mange fatale fejl. 1) Filmen er en actionfilm og det er der i for sig ikke noget galt i. Problemet med Matrix Reloaded er, at Wachowski Brødrene ikke har lært de gode actionsfilms regel nr. et: action må ikke kun være action. Dvs. action-delen, som er alt for dominerende, ikke har elementet af handling-i-action. Handlingstrådene skal helst ikke være for overfladiske og disse handlingstråde skal helst være tilstede i action og derved bidrage med handling og spænding. Dette sker ikke i Matrix Reloaded. Handlingen er først og fremmest dybt overfladisk og action-delen er adskilt fra handlingen. Dermed er det ikke sagt, at handlingen ikke er interessant. Zion skal reddes, de skal nedbryde Matrix og hvad har vi ikke. Det er bare ikke særligt meget vi ser til handlingen. Til tider da jeg så filmen følte jeg virkeligt, at brødrene måtte have taget et manuskript og spredt den ud på to film (reloaded og den næste). [SPOILER] Størstedelen af filmen handlede om, at Neo og de andre skulle ind i Matrix igen (her overrasker filmen i hvert fald ikke...) og få fat i nøgleskaberen for at kunne nedbryde Matrix. Alt som kommer i deres vej skal nedbankes. Forhindring – ødelæg forhindring – videre – forhindring osv. Forhindringerne er i form af lidt for kreative ’programmer’ og disse mangler agenternes (fra 1’eren) frygtindgydende elegance. Alt i alt mindede denne del af filmen (som er det meste af denne films ’handling’) som følelsen af at spille Street Fighter, hvor man møder vildere og vildere modstandere. Action-delen er dog flot osv. (hvis man ser bort fra Neo vs. Agent Smith). Action-delen mest givet i form af nærkamp uden våben, og efter knytnæveslag nr. 1000 i kamp nr. 33 er dét ikke så skide spændende mere.
2) Romantikken mellem Trinity og Neo er nærmest ikke eksisterende. De er kærester og det er det. Hermed får man overhovedet ikke medfølelses/sympati med deres forhold. Faktisk opnår man overhovedet ingen medfølelse med personerne i filmen, fordi filmen ikke gør hvad en film nu skal gøre for at man indlever sig i dem. Især Link er en person som overhovedet ikke bidrager til indlevelsen, fordi han bl.a. ikke udviser håb, følelser osv. Hans rolle er som kommentatoren til hvad de andre oplever i Matrix i form af konstruktive overvejelser som ”damn” og ”shit”.
3) Filosofien er ikke leveret i handlingen, men kommer mest i form af snak. Det får det til at virke som at brødrene har tænkt: ”Vi skal komme med nye ’syrede’ filosofiske perspektiver, så alle forstår det, men hvordan? Vi får dem til at snakke om det”. På den måde bliver de nok så interessante filosofiske perspektiver klasket op på skærmen gennem fx arkitekten eller borgmesteren. Dette er ganske enkelt dårlig filmkunst. Dybere perspektiver skal helst være givet subtilt eller/og symbolsk (dette formår 1’eren bedre); på den måde ’føler’ og ’ser’ man de behandlede problemstillinger. En konsekvens af ovenstående er, at filmen er skarpt opdelt i action og filosofi (+ lidt handling). I 1’eren var brødrene i stand til at kombinere det (gennem handlingen), men det er ikke tilfældet i 2’eren. Ydermere kan man godt sige at de filosofiske og religiøse aspekter i 2’eren ender lidt i et overkill og dermed er den lidt selvhøjtidelig. De filosofiske emner i 2’eren, er dog ret fede.
Jeg kan se, at der her på denne side er blevet livligt diskuteret om Matrix er dybsindig eller ej. Jeg vil sige, at hverken 1’eren eller 2’eren er dybsindige. Det som Matrix leverer, er overfladisk filosofi a la en børneudgave af Sofies Verden. Jeg studerer selv filosofi på universitetet, så jeg har altså kendskab til filosofi på et videnskabeligt niveau (undskyld at jeg her bryder janteloven). Men vi skal jo heller ikke forvente, at en film kan behandle filosofi (eller andre videnskaber) på et videnskabeligt niveau; hvor kedelig en film ville det ikke lige være? Matrix Reloaded er en af de mere filosofiske film jeg har set, men det leveres på en selvhøjtidelig og grim måde (modsat fx Terminator 2 og Rumrejsen 2001), som gør at jeg ikke lever mig ind i det.
4) Reloaded kører i samme røre som 1’eren. Der bliver ikke leveret noget nyt og overraskende = opkog-effekt. Måske hvis filmen havde været radikal anderledes end 1’eren, så ville man kunne mærke at det var en 2’er, eller måske netop ikke mærke, at det var en 2’er.
5) Der er ikke noget klimaks. Dette kunne have været at de nåede at slå maskinerne tilbage = mega battle el. lign. + midlertidig afslutning. Det er mig virkelig en gåde hvorfor brødrene ikke har gjort det sådan.
Udover disse punkter var der en masse småting som irriterede mig, men de er lidt ligegyldige.
Hvis jeg skal være helt ærlig så fatter jeg ganske enkelt ikke hvordan man kan give denne film 6 stjerner. Er mine kritikpunkter blot noget jeg har bildt mig ind?
2) Romantikken mellem Trinity og Neo er nærmest ikke eksisterende. De er kærester og det er det. Hermed får man overhovedet ikke medfølelses/sympati med deres forhold. Faktisk opnår man overhovedet ingen medfølelse med personerne i filmen, fordi filmen ikke gør hvad en film nu skal gøre for at man indlever sig i dem. Især Link er en person som overhovedet ikke bidrager til indlevelsen, fordi han bl.a. ikke udviser håb, følelser osv. Hans rolle er som kommentatoren til hvad de andre oplever i Matrix i form af konstruktive overvejelser som ”damn” og ”shit”.
3) Filosofien er ikke leveret i handlingen, men kommer mest i form af snak. Det får det til at virke som at brødrene har tænkt: ”Vi skal komme med nye ’syrede’ filosofiske perspektiver, så alle forstår det, men hvordan? Vi får dem til at snakke om det”. På den måde bliver de nok så interessante filosofiske perspektiver klasket op på skærmen gennem fx arkitekten eller borgmesteren. Dette er ganske enkelt dårlig filmkunst. Dybere perspektiver skal helst være givet subtilt eller/og symbolsk (dette formår 1’eren bedre); på den måde ’føler’ og ’ser’ man de behandlede problemstillinger. En konsekvens af ovenstående er, at filmen er skarpt opdelt i action og filosofi (+ lidt handling). I 1’eren var brødrene i stand til at kombinere det (gennem handlingen), men det er ikke tilfældet i 2’eren. Ydermere kan man godt sige at de filosofiske og religiøse aspekter i 2’eren ender lidt i et overkill og dermed er den lidt selvhøjtidelig. De filosofiske emner i 2’eren, er dog ret fede.
Jeg kan se, at der her på denne side er blevet livligt diskuteret om Matrix er dybsindig eller ej. Jeg vil sige, at hverken 1’eren eller 2’eren er dybsindige. Det som Matrix leverer, er overfladisk filosofi a la en børneudgave af Sofies Verden. Jeg studerer selv filosofi på universitetet, så jeg har altså kendskab til filosofi på et videnskabeligt niveau (undskyld at jeg her bryder janteloven). Men vi skal jo heller ikke forvente, at en film kan behandle filosofi (eller andre videnskaber) på et videnskabeligt niveau; hvor kedelig en film ville det ikke lige være? Matrix Reloaded er en af de mere filosofiske film jeg har set, men det leveres på en selvhøjtidelig og grim måde (modsat fx Terminator 2 og Rumrejsen 2001), som gør at jeg ikke lever mig ind i det.
4) Reloaded kører i samme røre som 1’eren. Der bliver ikke leveret noget nyt og overraskende = opkog-effekt. Måske hvis filmen havde været radikal anderledes end 1’eren, så ville man kunne mærke at det var en 2’er, eller måske netop ikke mærke, at det var en 2’er.
5) Der er ikke noget klimaks. Dette kunne have været at de nåede at slå maskinerne tilbage = mega battle el. lign. + midlertidig afslutning. Det er mig virkelig en gåde hvorfor brødrene ikke har gjort det sådan.
Udover disse punkter var der en masse småting som irriterede mig, men de er lidt ligegyldige.
Hvis jeg skal være helt ærlig så fatter jeg ganske enkelt ikke hvordan man kan give denne film 6 stjerner. Er mine kritikpunkter blot noget jeg har bildt mig ind?
25/05-2003
