God ide, men...

Det ærgelige ved Windtalkers er, at det kunne have været en god film. Historien man vil fortælle handler om, at man i 2.verdenskrigs stillehavsslag kreerede en kode baseret på navajo-indianernes sprog, og derfor sendte en række af dem til fronten for at fungere som radiooperatører. Det kunne der potentielt komme en interessant film ud af.

Filmen har dog to store problemer. Det første er, at man allerede fra starten vælger ikke at fokusere på indianerne med i stedet vælger at koncentrere sig om Nicolas Cages rolle; han spiller en leder, der så fanatisk forsvarede en position at han får alle sine mænd dræbt. Han bliver udset til at agere bodyguard for den ene af indianerne. Han er selvsagt en plaget mand, og indianerne bliver udpeget til den birolle det er, at stå på sidelinjen og komme med klichépræget rødhudsfilosofi. I stedet burde man have valgt at koncentrere sig om dem og give deres karakterer noget mere kød.

Den anden fejl man begik var at vælge John Woo som instruktør. Han interesserer sig i bund og grund ikke meget for de menneskelige relationer, han ville hellere vise os nogle fantastisk flotte, men dybt urealistiske kampscener. Derfor virker filmen også temmelig problematisk, set i forhold til andre nylige 2.verdenskrigsfilm som Saving Private Ryan, Kammerater i Krig og Den Tynde Røde Linje, som havde det ærlige mål at fremvise krigens gru. Windtalkers har på den ene side det budskab at krig er noget væmmeligt noget, som gør grimme ting ved mænds psyker, men på den anden side er kampene så æstetisk flot præsenteret, med kroppe der svæver gennem luften i slow-motion, at man ikke er helt sikker på instruktøren deler dette synspunkt.

Derfor er filmen langt fra så god som den kunne have været, og det kunne være interessant at se andre forsøge sig med at fortælle navajoindianernes historie fra krigen. Det virker som om den er det værd.