Dunkel og Trist

Amerikansk statsborger (Barr) tager job som sovevognskonduktør i Tyskland, lige efter anden verdenskrig. Her møder han flere specielle personligheder, og mange af dem prøver at udnytte ham til forskellige formål, blandt andet den tyske modstandsbevægelse som vil have ham til at anbringe en bombe.

“Europa” er et kuriøst fascinerende og bundløst depressiv og pessimistisk thriller, lidt over i eller inspireret af noirgenren. Den er holdt i meget mørke sort og hvide billeder, med momentvis farve for at forstærke visse indtryk i et ofte regnfuldt, hæsligt og sønderbombet Tyskland.

Den er billedmæssigt spændende, ekspressionistisk og original, på en ofte lettere uskøn, men dog tiltænkt kreativ måde, og alene af den grund er det svært ikke at blive fanget af filmen, hvis man vel at mærke har smag for det mere excentriske, eller er filmelsker med hang til det der er anderledes, tankevækkende (om den så er så tankevækkende endda er en anden snak) og kunstnerisk udfordrende.

Skuespillerne finder jeg som oftest overbevisende, i vel lidt gådefulde og forunderlige roller med almindeligvis overraskende replikker, hvoraf jeg ikke finder alle lige gode eller interessante.

Jeg må desværre også indrømme, at uanset om den vel egentlig sjældent sete, men på mange måder også ukomplicerede hovedhistorie, fortalt og præsenteret så den forekommer bizar, alternativ og interessant, ofte efterlader mig kold, noget jeg gennemgående oplever med flere af Triers ellers opfindsomt nyskabende filmideer og fortællinger. Filmens personer virker for fremmedgørende på mig, til at hele produktionen som helhed bliver rigtig god, og derfor vil jeg ikke kalde den et mesterværk, selv om den klart er tænkt sådan.

Men det er også svært at komme udenom, at Trier er en dybt original instruktør, der absolut ikke lefler for nogen som helst (okay, måske de “Gyldne Palmer” i Cannes) og slet ikke publikum, det har han min største respekt for.

I en film som den her, vil man uundværligt sidde og analysere og tænke over, hvad han vil med det hele, det er en cadeau i sig selv. Jeg indrømmer dog, at jeg aner det ikke, hvis han vil noget, eller hvis det altså ikke er så ligefrem, at han vil fortælle en historie om elendighed og forfald, både af samfundet og dets indbyggere og så trække en linie til vore dages verden.