Uoriginal b-filmsoplevelse...
3.0
Den engelske instruktør, Danny Boyle opnåede stor succes med den veloplagte, sorthumoristiske narkobefængte komedie-drama , “Trainspotting”, der gjorde flere af filmens medvirkende til attraktive emner på stjernehimlen. Nu forsøger han sig således i en mere genrefilm-betonet stil med science fiction/horror-produktionen, “28 Days Later”.
Filmen udspiller sin i en tid, ikke ulig vores egen, hvor risikable eksperimenter af banebrydende videnskabsmænd lurer i hver eneste hjørnekrog. Da en lille gruppe aktivister bryder ind i et sådan lokale, for at befri en samling chimpansere, får det katastrofale konsekvenser. 28 dage senere vågner cykelbudet, Jim ( Cillian Murphy ), efter at været henlagt i en koma, efterfølgende en bilulykke. Og verden er nu ikke helt som han husker den.
“28 Days Later” er bestemt ikke noget originalt værk. Der er uundgåelige referencer til især George A. Romeros mesterlige zombie-trilogi, hvortil historien også sender tanker imod Richard Mathesons vampyr-roman, “I am Legend”. I filmen finder vi et væsen på stadiet imellem zombierne, der huserer i de tre fornævnte produktioner, og de vampyriske elementer der overtager vores klode i romanen.
Desværre er skabningerne ikke så mystiske som i Romeros film, ej heller angående sygdommen i Mathesons historie. Selvom beskueren får startforløbet skåret ud i pap, så mangler man et troværdig motiv til hvorfor organismerne opfører sig sådan. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg opnåede ihvertfald ingen renselse i mit sindelag mod filmens slutning. Historien er egentlig udemærket fortalt med mange stemningsfulde billeder af en forladt og måske fortabt verden. Alligevel finder jeg visse øjeblikke irriterende. Især med klipningen i de mange kampscener imellem de få mennesker, både indbyrdes, og mod væsnerne. Her er tale om mange hurtige klip, tilsat et lidt generende musikvideo-look. Samme klippestil anvendes i øvrigt i den underholdende og ligeledes britiske horrorfilm “Dog Soldiers”, hvor en deling soldater kommer i nærkontakt med en bande varulve. Desuden savner jeg kreativitet i disse sekvenser, der minder alt for meget om hinanden i mine øjne. De vigtige karakterer er for overfladiske til at man finder dem videre interessante, selvom filmens plot tager en spændende drejning i den sidste periode af værket, der desværre ender i bedste Rambo-stil med vores cykelbudhelt som den helt store håndhæver. Skuespillerne er relativ ukendte ansigter, og der giver et frisk b-films pust med sig, hvilket klart hælder til det positive aspekt af helthåndsindtrykket. Baggrundsmusikken, der måske kan anses for støjende i visse momenter, er dog ganske velegnet og fornuftig tilrettelagt.
Konklusionen er en blandet fornøjelse, der ikke helt levede op til mine forventninger, men filmen er dog ikke uden sin charme, og væsentlig mere seværdig end endnu en amerikansk teenage-slasher eller seriemorder-film.
Filmen udspiller sin i en tid, ikke ulig vores egen, hvor risikable eksperimenter af banebrydende videnskabsmænd lurer i hver eneste hjørnekrog. Da en lille gruppe aktivister bryder ind i et sådan lokale, for at befri en samling chimpansere, får det katastrofale konsekvenser. 28 dage senere vågner cykelbudet, Jim ( Cillian Murphy ), efter at været henlagt i en koma, efterfølgende en bilulykke. Og verden er nu ikke helt som han husker den.
“28 Days Later” er bestemt ikke noget originalt værk. Der er uundgåelige referencer til især George A. Romeros mesterlige zombie-trilogi, hvortil historien også sender tanker imod Richard Mathesons vampyr-roman, “I am Legend”. I filmen finder vi et væsen på stadiet imellem zombierne, der huserer i de tre fornævnte produktioner, og de vampyriske elementer der overtager vores klode i romanen.
Desværre er skabningerne ikke så mystiske som i Romeros film, ej heller angående sygdommen i Mathesons historie. Selvom beskueren får startforløbet skåret ud i pap, så mangler man et troværdig motiv til hvorfor organismerne opfører sig sådan. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg opnåede ihvertfald ingen renselse i mit sindelag mod filmens slutning. Historien er egentlig udemærket fortalt med mange stemningsfulde billeder af en forladt og måske fortabt verden. Alligevel finder jeg visse øjeblikke irriterende. Især med klipningen i de mange kampscener imellem de få mennesker, både indbyrdes, og mod væsnerne. Her er tale om mange hurtige klip, tilsat et lidt generende musikvideo-look. Samme klippestil anvendes i øvrigt i den underholdende og ligeledes britiske horrorfilm “Dog Soldiers”, hvor en deling soldater kommer i nærkontakt med en bande varulve. Desuden savner jeg kreativitet i disse sekvenser, der minder alt for meget om hinanden i mine øjne. De vigtige karakterer er for overfladiske til at man finder dem videre interessante, selvom filmens plot tager en spændende drejning i den sidste periode af værket, der desværre ender i bedste Rambo-stil med vores cykelbudhelt som den helt store håndhæver. Skuespillerne er relativ ukendte ansigter, og der giver et frisk b-films pust med sig, hvilket klart hælder til det positive aspekt af helthåndsindtrykket. Baggrundsmusikken, der måske kan anses for støjende i visse momenter, er dog ganske velegnet og fornuftig tilrettelagt.
Konklusionen er en blandet fornøjelse, der ikke helt levede op til mine forventninger, men filmen er dog ikke uden sin charme, og væsentlig mere seværdig end endnu en amerikansk teenage-slasher eller seriemorder-film.
07/06-2003
