28 dage på afvænning
3.0
Sex, stoffer og alkohol udgør hovedingredienserne i Gwen Cummings (Sandra Bullock) liv, indtil hun kommer på en iskold tyrker. Instruktøren Betty Thomas har lavet en overraskende vellykket film ud af et alvorligt emne.
Journalisten Gwen Cummings lever det vilde storbyliv med piller og sprut. Derfor ankommer hun stangberuset - og 45 minutter for sent - til sin søsters bryllup og laver skandale ved at danse vildt, holde en pinlig tale, smadre bryllupskagen og til sidst køre spirituskørsel i brudekareten. Resultatet bliver, at hun idømmes 28 dages afvænning.
På afvænningsklinikken møder Gwen Cummings en række medpatienter, som hun kun føler ringeagt overfor. Terapien med askese, fællessang og dybe samtaler går hende virkelig på nerverne, og samtidig har hun svære alkoholabstinenser. Men efter nogle dage begynder Gwens terapeut, Cornell (Steve Buscemi), og hendes medpatienter at trænge igennem hendes skal af foragt. De får hende til at begribe, at hun har tunge problemer, som kræver en bearbejdning. Da hun kommer i baseball-terapi hos den kokainmisbrugende sportsstjerne Eddie Boone (Viggo Mortensen), sker der for alvor fremskridt. Snart indser hun, at hun har levet i en slags døs, og at hun nu må til at tage ansvaret for sit eget liv.
En velspillende Sandra Bullock
Det, der får "28 dage" til at adskille sig positivt fra andre terapi-film, er Sandra Bullocks præstation som Gwen Cummings. Vi har set Sandra Bullock som handlekraftig kvinde i andre film, men først med denne mere skrøbelige figur opfylder hun rigtigt sit potentiale som karakterskuespiller. Det er hendes sårbarhed, tyngde og sorte humor, der gør filmen værd at se. Man fornemmer hele tiden hendes problemer og splittede indre lige under overfladen.
Også Viggo Mortensen og specielt Steve Buscemi er rigtigt gode i "28 dage". Begge spiller de deres roller afdæmpet og alvorligt. Det er karakteristisk, at de begge optræder i nogle af de mest velfungerende scener i filmen.
Homoklichéer
Selvom "28 dage" mere er et melodrama end en komedie, er der en tør humor i filmen, som ofte fungerer fint. Man griner med karakterene og ikke af dem. Kun i forbindelse med den obligatoriske småfjollede bøsse, er dette ikke tilfældet. Han er tydeligvis tænkt som filmens komiske element, og som et originalt (?) tiltag er han udstyret med en tyk germansk accent. Det er selvfølgelig fint, at der optræder homoseksuelle karakterer i Hollywoodfilm, men hvorfor skal de altid være bøsseklicheer?
Bliv bare
Instruktøren Betty Thomas har generelt gjort sit arbejde godt. "28 Dage" er en stilistisk flot film med masser af velfungerende flashbacks, der rammende skildrer hovedpersonens psykologiske ustabilitet og fysiske abstinenser.
"Should I stay or should I go?", spørger The Clash under startsekvensen til Betty Thomas' film, og hvis man ellers er i humør til en småbarsk film om en kvinde på afvænning, der tager sin hidtidige livsførelse op til overvejelse, kan man roligt sætte sig til rette i biografsædet. "28 dage" er en både rørende og velspillet film, selvom visse dele af persongalleriet er portrætteret lidt for klichéagtigt.
Journalisten Gwen Cummings lever det vilde storbyliv med piller og sprut. Derfor ankommer hun stangberuset - og 45 minutter for sent - til sin søsters bryllup og laver skandale ved at danse vildt, holde en pinlig tale, smadre bryllupskagen og til sidst køre spirituskørsel i brudekareten. Resultatet bliver, at hun idømmes 28 dages afvænning.
På afvænningsklinikken møder Gwen Cummings en række medpatienter, som hun kun føler ringeagt overfor. Terapien med askese, fællessang og dybe samtaler går hende virkelig på nerverne, og samtidig har hun svære alkoholabstinenser. Men efter nogle dage begynder Gwens terapeut, Cornell (Steve Buscemi), og hendes medpatienter at trænge igennem hendes skal af foragt. De får hende til at begribe, at hun har tunge problemer, som kræver en bearbejdning. Da hun kommer i baseball-terapi hos den kokainmisbrugende sportsstjerne Eddie Boone (Viggo Mortensen), sker der for alvor fremskridt. Snart indser hun, at hun har levet i en slags døs, og at hun nu må til at tage ansvaret for sit eget liv.
En velspillende Sandra Bullock
Det, der får "28 dage" til at adskille sig positivt fra andre terapi-film, er Sandra Bullocks præstation som Gwen Cummings. Vi har set Sandra Bullock som handlekraftig kvinde i andre film, men først med denne mere skrøbelige figur opfylder hun rigtigt sit potentiale som karakterskuespiller. Det er hendes sårbarhed, tyngde og sorte humor, der gør filmen værd at se. Man fornemmer hele tiden hendes problemer og splittede indre lige under overfladen.
Også Viggo Mortensen og specielt Steve Buscemi er rigtigt gode i "28 dage". Begge spiller de deres roller afdæmpet og alvorligt. Det er karakteristisk, at de begge optræder i nogle af de mest velfungerende scener i filmen.
Homoklichéer
Selvom "28 dage" mere er et melodrama end en komedie, er der en tør humor i filmen, som ofte fungerer fint. Man griner med karakterene og ikke af dem. Kun i forbindelse med den obligatoriske småfjollede bøsse, er dette ikke tilfældet. Han er tydeligvis tænkt som filmens komiske element, og som et originalt (?) tiltag er han udstyret med en tyk germansk accent. Det er selvfølgelig fint, at der optræder homoseksuelle karakterer i Hollywoodfilm, men hvorfor skal de altid være bøsseklicheer?
Bliv bare
Instruktøren Betty Thomas har generelt gjort sit arbejde godt. "28 Dage" er en stilistisk flot film med masser af velfungerende flashbacks, der rammende skildrer hovedpersonens psykologiske ustabilitet og fysiske abstinenser.
"Should I stay or should I go?", spørger The Clash under startsekvensen til Betty Thomas' film, og hvis man ellers er i humør til en småbarsk film om en kvinde på afvænning, der tager sin hidtidige livsførelse op til overvejelse, kan man roligt sætte sig til rette i biografsædet. "28 dage" er en både rørende og velspillet film, selvom visse dele af persongalleriet er portrætteret lidt for klichéagtigt.
19/11-2018