Tankevækkende
6.0
Det er en uges tid siden, at jeg så Triers nye film Dogville til en forpremiere, men ikke før nu har jeg været i stand til at sætte ord på ... og det er stadig svært (som det nok kan ses).
I mens jeg så filmen var mine følelser temmelig blandede og jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg syntes det var en god film eller ej - men opslugt og fascineret blev jeg.
Filmen gik meget tæt og lige efter kunne jeg ikke lige forholde mig til den følelse filmen havde givet mig.
De sparsomme kuliser for filmen gav samme virkning som at se et teaterstykke og fokuseringen blev meget mere på skuespillernes personlighed. Og det var det der fascinerede - Trier formår vikelig at få skuespillerne til at "spille følelserne ud", så man bliver helt opslugt af dem og "føler" med dem.
Krænkelsen og fornedrelsen af personen Grace gik så tæt, at jeg fik det helt dårligt og nærmest følte den på min egen krop - diverse rigtig grumme voldsfilm er vand ved siden af dette!
Den krænkelse jeg havde følt, da jeg gik ud af biografen er nu ændret til fascination for plottet i manuscriptet og skuespillernes formåen og jeg tænker stadig meget på filmen og må helt klart gense den!
I det jeg så filmen strejfede det mig ikke et sekund (før måske da rulleteksterne startede med de tilhørende baggrundsbilleder), at det skulle være specielt mynded på USA - jeg så den som en "opsang" til menneskeheden som sådan. Slutningen blev måske lidt for dramatiske, men det er ikke nyt for Trier og den løftede pegefinger var måske lidt for tydelig, men budskabet om arogance var nu alligevel tankevækkende!
I mens jeg så filmen var mine følelser temmelig blandede og jeg kunne ikke helt finde ud af om jeg syntes det var en god film eller ej - men opslugt og fascineret blev jeg.
Filmen gik meget tæt og lige efter kunne jeg ikke lige forholde mig til den følelse filmen havde givet mig.
De sparsomme kuliser for filmen gav samme virkning som at se et teaterstykke og fokuseringen blev meget mere på skuespillernes personlighed. Og det var det der fascinerede - Trier formår vikelig at få skuespillerne til at "spille følelserne ud", så man bliver helt opslugt af dem og "føler" med dem.
Krænkelsen og fornedrelsen af personen Grace gik så tæt, at jeg fik det helt dårligt og nærmest følte den på min egen krop - diverse rigtig grumme voldsfilm er vand ved siden af dette!
Den krænkelse jeg havde følt, da jeg gik ud af biografen er nu ændret til fascination for plottet i manuscriptet og skuespillernes formåen og jeg tænker stadig meget på filmen og må helt klart gense den!
I det jeg så filmen strejfede det mig ikke et sekund (før måske da rulleteksterne startede med de tilhørende baggrundsbilleder), at det skulle være specielt mynded på USA - jeg så den som en "opsang" til menneskeheden som sådan. Slutningen blev måske lidt for dramatiske, men det er ikke nyt for Trier og den løftede pegefinger var måske lidt for tydelig, men budskabet om arogance var nu alligevel tankevækkende!
09/06-2003
