Usmagelig stinker...
1.0
I året 1994, så ny-klassikeren, “Interview with the Vampire: The Vampire Chronicles” dagens lys.
Filmen var et yderst seværdig værk med glimrende præstationer af skuespillerne, visuel berusende detaljer og finesse. Baggrundshistorien var en roman, skrevet af den amerikanske forfatterinde, Anne Rice. Nu adskillige år senere får vi serveret en slags efterfølger, og resultatet er frygtelig.
Vampyren, Lestat ( der blev fortolket af vores allesammens Tom Cruise i Neil Jordans filmatisering, men nu er overladt til Stuart Townsend ) vågner op efter mange års dvale i hans kiste. Grunden til denne opvågning skal findes i et stræbende rockband, hvis toner fanger Lestats interesse. Og inden længe vil det vise sig at vampyren er i besiddelse af et stort musikalsk talent, hvilket snart gør ham til en af verdens mest populære udøvere af denne kunstform. Problemet opstår i midlertidigt da Lestat fortæller hele den pulserende verden, at han er udstyret med skarpe hjørnetænder, og i særdeles tilhører den verdenskendte myte omhandlende vampyrisme. Dette vækker stor harme hos resten af bestanddelen af denne race, der nu satser på at forvandle den højrøstede vampyr til støv. Lestat skal dog siden vise sig ikke at være den største trussel.
“Queen Of The Damned” er en direkte elendig film. Dens konstante referencer til popularitetsfænomener er skræmmende. Successerien “Buffy - The Vampire Slayer” og spin-off-serien, “Angel” er de mest åbenlyse. Dertil kommer en lydside, hvor potentielt hitlistemusik huserer. Og netop musikken er en vigtig del af filmen, både som i visuel- og audiomæssig orientering. Bagmanden til filmens musik er ingen ringere end nu-metal-pioner og Korn-frontmand, Jonathan Davis ( der i øvrigt, for den årvågne seer, kan opleves i en cameo som billethaj ). Endvidere er det også hans stemme, der bliver synkroniseret over til Lestats læber. Dertil virker Stuart Townsend ( der jo oprindelig skulle have rollen som ‘Aragorn’ i Peter Jacksons “Lord Of The Rings”-trilogi ) som en dårlig kopi af det finske pop-goth-band, “HIM”´s vokalist, Ville Valo. Kan man ikke få nok af de førnævnte tv-serier eller de populære nu-metalliske toner, så vil man blive begejstret - andre vil ikke have den store interesse i dette værk.
Skuespillet er patetisk. Heldigvis slap vi for irriterende Stuart Townsend i tidligere nævnte trilogi, men resten af besætningen er der ingen undskyldning for. Nu afdøde musikidol, Aaliyah, var involveret i flere film-projekter inden hendes flyulykke, bl.a. skulle hun jo have spillet Jada Pinkett Smiths figur i “The Matrix: Reloaded”. Og hun spiller ganske enkelt utåleligt, og gør filmens egentlige hovedstjerne til en ufrivillig komisk karakter, der i tilgift har forsøgt at berige filmen med en grum, eksotisk accent, der falder helt igennem. Desuden vil man nikke genkendende til Vincent Perez, der portrætterede den okkulte superhelt, “The Crow” i den anden film i serien, “The Crow - CIty Of Angels”.
Historien savner spænding, og i det hele taget er filmen ganske svær at holde ud til slut. Hovedårsagen hertil er at filmen koncentrerer sig om et emne, der er meget oppe i tiden, nemlig idoldyrkelse og den sygelige trang om at være kendt - om at være noget. Kort sagt at få de femten minutter af berømmelse. Det er tydeligt at Lestat ville være typen, der kunne finde på at melde et eller andet dødssygt reality-program for denne grund. Desuden finder jeg det unødvendig at alle moderne vampyrer er i stand til at beherske en eller anden form for kampsport - endnu en reference til popularitetsserierne, der ubenægtelig har været en stor inspirationskilde.
Filmens instruktør er Michael Rymer, der også er i besiddelse af den irriterende tendens til at nedtone produktionens brutalitet med slow-motion og andre smarte effekter. Dette er faktisk en anden af filmens helt store destruktive momenter - den er alt for smart og overgearet, hvilket medfører at den isende atmosfære, som man håber på i enhver horrorproduktion, udebliver. Til min store gru har jeg erfaret af Michael Rymer arbejder på en ny-tænkning af en af mine gamle ynglingsserier, “Battlestar Galactica”.
Der er ingen tvivl om at filmen henvender sig til et ungt publikum. Dette kan ses i både dens opbygning og infrastrukturiske elementer, bl.a. ved castningen af Aailyah. Er man meget mere end de 16-17 år, vil man finde værket komplet uinteressant. Personligt mener jeg at filmen er en direkte stinker, der må kæmpe hårdt om pladsen med en anden af tidens mest uinspirerende vampyr-fortællinger, “Dracula 2001”.
Filmen var et yderst seværdig værk med glimrende præstationer af skuespillerne, visuel berusende detaljer og finesse. Baggrundshistorien var en roman, skrevet af den amerikanske forfatterinde, Anne Rice. Nu adskillige år senere får vi serveret en slags efterfølger, og resultatet er frygtelig.
Vampyren, Lestat ( der blev fortolket af vores allesammens Tom Cruise i Neil Jordans filmatisering, men nu er overladt til Stuart Townsend ) vågner op efter mange års dvale i hans kiste. Grunden til denne opvågning skal findes i et stræbende rockband, hvis toner fanger Lestats interesse. Og inden længe vil det vise sig at vampyren er i besiddelse af et stort musikalsk talent, hvilket snart gør ham til en af verdens mest populære udøvere af denne kunstform. Problemet opstår i midlertidigt da Lestat fortæller hele den pulserende verden, at han er udstyret med skarpe hjørnetænder, og i særdeles tilhører den verdenskendte myte omhandlende vampyrisme. Dette vækker stor harme hos resten af bestanddelen af denne race, der nu satser på at forvandle den højrøstede vampyr til støv. Lestat skal dog siden vise sig ikke at være den største trussel.
“Queen Of The Damned” er en direkte elendig film. Dens konstante referencer til popularitetsfænomener er skræmmende. Successerien “Buffy - The Vampire Slayer” og spin-off-serien, “Angel” er de mest åbenlyse. Dertil kommer en lydside, hvor potentielt hitlistemusik huserer. Og netop musikken er en vigtig del af filmen, både som i visuel- og audiomæssig orientering. Bagmanden til filmens musik er ingen ringere end nu-metal-pioner og Korn-frontmand, Jonathan Davis ( der i øvrigt, for den årvågne seer, kan opleves i en cameo som billethaj ). Endvidere er det også hans stemme, der bliver synkroniseret over til Lestats læber. Dertil virker Stuart Townsend ( der jo oprindelig skulle have rollen som ‘Aragorn’ i Peter Jacksons “Lord Of The Rings”-trilogi ) som en dårlig kopi af det finske pop-goth-band, “HIM”´s vokalist, Ville Valo. Kan man ikke få nok af de førnævnte tv-serier eller de populære nu-metalliske toner, så vil man blive begejstret - andre vil ikke have den store interesse i dette værk.
Skuespillet er patetisk. Heldigvis slap vi for irriterende Stuart Townsend i tidligere nævnte trilogi, men resten af besætningen er der ingen undskyldning for. Nu afdøde musikidol, Aaliyah, var involveret i flere film-projekter inden hendes flyulykke, bl.a. skulle hun jo have spillet Jada Pinkett Smiths figur i “The Matrix: Reloaded”. Og hun spiller ganske enkelt utåleligt, og gør filmens egentlige hovedstjerne til en ufrivillig komisk karakter, der i tilgift har forsøgt at berige filmen med en grum, eksotisk accent, der falder helt igennem. Desuden vil man nikke genkendende til Vincent Perez, der portrætterede den okkulte superhelt, “The Crow” i den anden film i serien, “The Crow - CIty Of Angels”.
Historien savner spænding, og i det hele taget er filmen ganske svær at holde ud til slut. Hovedårsagen hertil er at filmen koncentrerer sig om et emne, der er meget oppe i tiden, nemlig idoldyrkelse og den sygelige trang om at være kendt - om at være noget. Kort sagt at få de femten minutter af berømmelse. Det er tydeligt at Lestat ville være typen, der kunne finde på at melde et eller andet dødssygt reality-program for denne grund. Desuden finder jeg det unødvendig at alle moderne vampyrer er i stand til at beherske en eller anden form for kampsport - endnu en reference til popularitetsserierne, der ubenægtelig har været en stor inspirationskilde.
Filmens instruktør er Michael Rymer, der også er i besiddelse af den irriterende tendens til at nedtone produktionens brutalitet med slow-motion og andre smarte effekter. Dette er faktisk en anden af filmens helt store destruktive momenter - den er alt for smart og overgearet, hvilket medfører at den isende atmosfære, som man håber på i enhver horrorproduktion, udebliver. Til min store gru har jeg erfaret af Michael Rymer arbejder på en ny-tænkning af en af mine gamle ynglingsserier, “Battlestar Galactica”.
Der er ingen tvivl om at filmen henvender sig til et ungt publikum. Dette kan ses i både dens opbygning og infrastrukturiske elementer, bl.a. ved castningen af Aailyah. Er man meget mere end de 16-17 år, vil man finde værket komplet uinteressant. Personligt mener jeg at filmen er en direkte stinker, der må kæmpe hårdt om pladsen med en anden af tidens mest uinspirerende vampyr-fortællinger, “Dracula 2001”.
10/06-2003
