(no) Von
2.0
spoilers
Hvis jeg skal starte med det positive, så er billederne og scenerne mættet med atmosfære og karakter. Tempoet er godt og skuespillerne er ofte vidunderligt udtryksfulde.
Der hvor jeg går galt af Trier er som altid i hans historie. De (Breaking og Dogville) trigger en vrede i mig som kun få andre film gør (f.eks Fight Club). 1.) Mange ser åbenbart en dybde i de film, som jeg overhovedet ikke ser - tværtimod, personerne er så firkantede, at det nærmest gør ondt og personernes bevægrunde for at handle, som de gør, er ikke eksisterende. De er nærmest bare postulater - som Kidman, da hun ændrer mening om beboerne - hvorfor gør hun det - jo, fordi lyset ændrer sig!
2.) Hans menneskesyn er så negativt. Dogville-beboerne er ondskabsfulde, nedrige, feje, utaknemmelige, selvoptagede og først og fremmest (u)lide(r)lige. Ikke særlig forskellige fra personerne i Breaking the Wawes. Caan moraliserer over dem og samenligner dem med hunde, og argumenterer for at DE skal betale for deres voldtægter og mord. Hvem er DE, ja det afsløres bl.a. i Kidmans svar, hvor hun undskylder, (og tilgiver), dem for deres forbrydelser p. gr. a. deres opvækst, der har gjort dem til det de er. Hvis vi skulle være i tvivl, så slår doku-billederne (bl.a. Riis) det fast i creditsdelen : Det er underklassen, det er white trash - og hvor er det bare usmageligt af Trier på den måde at mistænkelig- og nedgøre en svag samfundsgruppe. Ikke, at jeg tror, han har mere tilovers for andre samfundsgrupper.
Hvad er pointen med at lave sådan en film. Byder den på en psykologisk indsigt om disse menneskers handlinger?, nej. Er handlingen realistisk eller troværdig? nej. Men hvorfor dog?
Personlig er jeg af den opfattelse, at Trier lider af ekstremt selvhad, som han projicerer ud på andre mennesker...
Filmen minder mig egentlig om de Sades justine-historie, hvor heltinden - igen indbegrebet af godhed og uskyld - foulempes og fornedres på forskellig overvejende seksuel vis. Og ligesom Sade holder af filosofiske afbræk i historien, der skal legimitere pornografien og udskejelserne, så tyr Trier til et skær af Kunst med stort K og sandelig også til letløbt lommefilosofi i slutningen af Dogville. Nogle får et seksuelt kick ud af at nedgøre og ydmyge kvinder, og at dømme efter Breaking og Dogville (og hvad jeg har hørt om Dancer), så er det vist lige præcis kernen og motivationen i disse film. De intellektuelle, politiske og kunstneriske elementer er ren garniture.
Ærgeligt at en så ekstraordinær filmmager har så dårlig og intetsigende smag....
To stjerner for billeder, skuespillere og scenografien.
Hvis jeg skal starte med det positive, så er billederne og scenerne mættet med atmosfære og karakter. Tempoet er godt og skuespillerne er ofte vidunderligt udtryksfulde.
Der hvor jeg går galt af Trier er som altid i hans historie. De (Breaking og Dogville) trigger en vrede i mig som kun få andre film gør (f.eks Fight Club). 1.) Mange ser åbenbart en dybde i de film, som jeg overhovedet ikke ser - tværtimod, personerne er så firkantede, at det nærmest gør ondt og personernes bevægrunde for at handle, som de gør, er ikke eksisterende. De er nærmest bare postulater - som Kidman, da hun ændrer mening om beboerne - hvorfor gør hun det - jo, fordi lyset ændrer sig!
2.) Hans menneskesyn er så negativt. Dogville-beboerne er ondskabsfulde, nedrige, feje, utaknemmelige, selvoptagede og først og fremmest (u)lide(r)lige. Ikke særlig forskellige fra personerne i Breaking the Wawes. Caan moraliserer over dem og samenligner dem med hunde, og argumenterer for at DE skal betale for deres voldtægter og mord. Hvem er DE, ja det afsløres bl.a. i Kidmans svar, hvor hun undskylder, (og tilgiver), dem for deres forbrydelser p. gr. a. deres opvækst, der har gjort dem til det de er. Hvis vi skulle være i tvivl, så slår doku-billederne (bl.a. Riis) det fast i creditsdelen : Det er underklassen, det er white trash - og hvor er det bare usmageligt af Trier på den måde at mistænkelig- og nedgøre en svag samfundsgruppe. Ikke, at jeg tror, han har mere tilovers for andre samfundsgrupper.
Hvad er pointen med at lave sådan en film. Byder den på en psykologisk indsigt om disse menneskers handlinger?, nej. Er handlingen realistisk eller troværdig? nej. Men hvorfor dog?
Personlig er jeg af den opfattelse, at Trier lider af ekstremt selvhad, som han projicerer ud på andre mennesker...
Filmen minder mig egentlig om de Sades justine-historie, hvor heltinden - igen indbegrebet af godhed og uskyld - foulempes og fornedres på forskellig overvejende seksuel vis. Og ligesom Sade holder af filosofiske afbræk i historien, der skal legimitere pornografien og udskejelserne, så tyr Trier til et skær af Kunst med stort K og sandelig også til letløbt lommefilosofi i slutningen af Dogville. Nogle får et seksuelt kick ud af at nedgøre og ydmyge kvinder, og at dømme efter Breaking og Dogville (og hvad jeg har hørt om Dancer), så er det vist lige præcis kernen og motivationen i disse film. De intellektuelle, politiske og kunstneriske elementer er ren garniture.
Ærgeligt at en så ekstraordinær filmmager har så dårlig og intetsigende smag....
To stjerner for billeder, skuespillere og scenografien.
10/06-2003
