Happening
2.0
Dogville er udspekuleret og principielt en udemærket idé, som sikkert kunne have fungeret med et bedre manuskript.
Manuskriptet er banalt og skuespillerne kæmper en brav kamp for at lægge følelser i den konstruerede og koldsindige dialog og i det hele taget tro på projektet.
Specielt virker idéen med at kombinere realisme og abstraktion dårligt på dialogsiden. Bla pga en dårlig oversættelse til engelsk.
At filmen skulle have noget med USA at gøre har jeg svært ved at se.
Lars Trier er en mester til ironisk at kamouflere sine referencer, så det er umuligt at vurdere filmen på gængse præmisser.
Et kunstværk skal være originalt. Desværre virker dette til at være Lars Triers ultimative drive.
De studentikose betragninger over idealister og kynikere har vi hørt mange gange før.
Historien er en fabel eller et eventyr, og som alle eventyr har Dogville en meget kortfattet pointe, der dog er ironisk tvetydig (så den vanskeligt lader sig fastholde) men som dårligt kan bære 3 timers "underholdning".
At så mange mennesker tilsyneladende synes at det er en fantastisk film må tilskrives publikums iboende trang til at ville forføres.
Altså kejserens nye klæder om igen.
Og filmen har utvivlsomt et stort potentiale til at forføre intellektuelt. De mange åbne ironier og kyniske tvists, kombinatorikken i scenografien og manuskriptet, giver tilskueren mulighed for at danne mangfoldige associationer til alt mellem himmel og jord. USA og Irak, Indvandrerdebatten, You name it.
Det er i virkeligheden sin egen kløgtighed tilskueren applauderer.
Dogville overholder forførelsens 1. regel der består i at overfladen skal være uantastelig. Derfor har man sørget for at have en fantastisk fortællerstemme med John Hurts stemme, fantastiske skuespillerere og en usammenlignelig scenografi, der kalder på eksistentielle ideer.
I princippet kunne man have solgt et hvilketsomhelst tvetydigt pseudointellektuelt manuskript, med dette setup.
Jeg tror at filmen i virkeligheden er en filmet happening, der består at få verdens førende skuespillerinde til voyeristisk at lade sig voldtage foran Lars ophidsede kamera.
Filmen er et kunstværk, men kunsten består på ægte Piero Manzoni-vis i at sælge konceptet.
Manuskriptet er banalt og skuespillerne kæmper en brav kamp for at lægge følelser i den konstruerede og koldsindige dialog og i det hele taget tro på projektet.
Specielt virker idéen med at kombinere realisme og abstraktion dårligt på dialogsiden. Bla pga en dårlig oversættelse til engelsk.
At filmen skulle have noget med USA at gøre har jeg svært ved at se.
Lars Trier er en mester til ironisk at kamouflere sine referencer, så det er umuligt at vurdere filmen på gængse præmisser.
Et kunstværk skal være originalt. Desværre virker dette til at være Lars Triers ultimative drive.
De studentikose betragninger over idealister og kynikere har vi hørt mange gange før.
Historien er en fabel eller et eventyr, og som alle eventyr har Dogville en meget kortfattet pointe, der dog er ironisk tvetydig (så den vanskeligt lader sig fastholde) men som dårligt kan bære 3 timers "underholdning".
At så mange mennesker tilsyneladende synes at det er en fantastisk film må tilskrives publikums iboende trang til at ville forføres.
Altså kejserens nye klæder om igen.
Og filmen har utvivlsomt et stort potentiale til at forføre intellektuelt. De mange åbne ironier og kyniske tvists, kombinatorikken i scenografien og manuskriptet, giver tilskueren mulighed for at danne mangfoldige associationer til alt mellem himmel og jord. USA og Irak, Indvandrerdebatten, You name it.
Det er i virkeligheden sin egen kløgtighed tilskueren applauderer.
Dogville overholder forførelsens 1. regel der består i at overfladen skal være uantastelig. Derfor har man sørget for at have en fantastisk fortællerstemme med John Hurts stemme, fantastiske skuespillerere og en usammenlignelig scenografi, der kalder på eksistentielle ideer.
I princippet kunne man have solgt et hvilketsomhelst tvetydigt pseudointellektuelt manuskript, med dette setup.
Jeg tror at filmen i virkeligheden er en filmet happening, der består at få verdens førende skuespillerinde til voyeristisk at lade sig voldtage foran Lars ophidsede kamera.
Filmen er et kunstværk, men kunsten består på ægte Piero Manzoni-vis i at sælge konceptet.
16/06-2003
