Se 'Hundested' - og dø
1.0
(Spoilers)
Lars von Trier hævder, at 'Dogville' er et opgør med USA's magtbrynde. Et snedigt publicity stunt, men fjernt fra virkeligheden.
Filmen kunne efter min mening ligeså godt hedde 'Hundested'. Den et et (alt, alt for) langt, sejt opgør med strømninger i dansk kulturradikalisme og humanisme, hvor det blandt andet er en dyd at at kunne se og behandle en forbryder som offer for sin egen voldsspiral.
Grace er humanist og kulturradikal, da hun ankommer til Dogville. Men efter en omgang arbejdslejr og voldtægt er hun lige så overbevist om voldens og ondskabens iboende natur, som sin gangsterfar.
Efter min mening er det bedste ved filmen rulleteksterne. David Bowie's 'Young Americans' ledsager en serie klassiske dokumentarbilleder fra depressionens USA og frem til idag med fokus på landets bagside; dets hjemløse og forfulgte underklasse.
Filmen prøver at tiltuske sig troværdighed og en låne klassiker status' fra disse billeder, men den når ingen af fotografierne til sokkeholderne.
Dokumentarfotograferne bekymrede sig om deres personerne på deres billeder. Trier bryder sig i bund og grund ikke om sine personer.
Apropos rulletekster. Hvad er det for en pavlovsk refleks, der sætter ind hos 95 procent af alle biografgængere, når rulleteksterne går igang?
I denne film er det åbenlyst, at rulleteksterne har et budskab, men 100 meter løbet om at komme først ud af biografen er fløjtet i gang.
Lad gå, at de selv går glip af det bedste ved 'Dogville'. Men behøver de spolere mit udsyn? Grrrrr
Lars von Trier hævder, at 'Dogville' er et opgør med USA's magtbrynde. Et snedigt publicity stunt, men fjernt fra virkeligheden.
Filmen kunne efter min mening ligeså godt hedde 'Hundested'. Den et et (alt, alt for) langt, sejt opgør med strømninger i dansk kulturradikalisme og humanisme, hvor det blandt andet er en dyd at at kunne se og behandle en forbryder som offer for sin egen voldsspiral.
Grace er humanist og kulturradikal, da hun ankommer til Dogville. Men efter en omgang arbejdslejr og voldtægt er hun lige så overbevist om voldens og ondskabens iboende natur, som sin gangsterfar.
Efter min mening er det bedste ved filmen rulleteksterne. David Bowie's 'Young Americans' ledsager en serie klassiske dokumentarbilleder fra depressionens USA og frem til idag med fokus på landets bagside; dets hjemløse og forfulgte underklasse.
Filmen prøver at tiltuske sig troværdighed og en låne klassiker status' fra disse billeder, men den når ingen af fotografierne til sokkeholderne.
Dokumentarfotograferne bekymrede sig om deres personerne på deres billeder. Trier bryder sig i bund og grund ikke om sine personer.
Apropos rulletekster. Hvad er det for en pavlovsk refleks, der sætter ind hos 95 procent af alle biografgængere, når rulleteksterne går igang?
I denne film er det åbenlyst, at rulleteksterne har et budskab, men 100 meter løbet om at komme først ud af biografen er fløjtet i gang.
Lad gå, at de selv går glip af det bedste ved 'Dogville'. Men behøver de spolere mit udsyn? Grrrrr
16/06-2003
